Debatten om den kommende moms på fitness ydelser fylder meget på sociale medier. Men kernen i problemet forsvinder ofte i støjen: Moms på motion rammer ikke kun branchen – den rammer folkesundheden, de mest udsatte grupper og i sidste ende Danmarks økonomi.
Motion bliver dyrere – og færre deltager
Når Danmark vælger at pålægge moms på fitness, stiger prisen på motion.
Det rammer især unge, lavindkomstfamilier og ældre – præcis de grupper, der i forvejen kæmper med fysisk inaktivitet. Selv små prisstigninger reducerer deltagelsen, og konsekvensen er klar: færre aktive danskere og større sundhedsudgifter.
Fysisk inaktivitet er dyrt – og momsen forværrer problemet
Internationale beregninger viser, at inaktivitet koster milliarder i ekstra sundhedsudgifter, lavere produktivitet og tabt arbejdsfortjeneste. Når staten samtidig gør organiseret motion dyrere, fordyrer man i praksis også de sygdomme, der kunne have været forebygget.
Kort sagt: En afgift på motion er en afgift på forebyggelse.
En stærk forebyggelsesaktør – uden politisk anerkendelse
Fitnessbranchen er en af Danmarks mest effektive forebyggelsesaktører. Den skaber arbejdspladser, betaler skat og fastholder over 800.000 danskere i regelmæssig træning – mange af dem tidligere inaktive.
Alligevel møder branchen minimal politisk opbakning. Det er bemærkelsesværdigt, når netop kommerciel fitness gennem årene har bidraget til en markant vækst i antallet af fysisk aktive danskere – og vel at mærke uden offentlige tilskud.
På den baggrund er det svært at forstå, hvorfor Danmark vælger fuld moms pålæggelse, når store EU-lande anerkender motion som en samfundsinvestering og derfor momsnedsætter eller fritager området.
Eksempler på moms i andre lande:
• Sverige: 6 %
• Belgien: 6 %
• Holland: 9 %
• Spanien: 10 %
Danmark placerer sig med fuld sats i den dyreste og mindst sundhedsvenlige ende.
Moms på fitness øger uligheden
Når motion bliver dyrere, er det især dem med lav indkomst, dårlig sundhed og svagere sociale forudsætninger, der mister adgangen til strukturerede rammer.
Resultatet er forudsigeligt: endnu større ulighed i sundhed – den mest omkostningstunge form for ulighed, et velfærdssamfund kan påtage sig.
Et politisk paradoks
Danmark siger, at man vil:
• øge arbejdsudbuddet
• reducere presset på sygehusene
• forbedre folkesundheden
Alligevel vælger man en model, der fordyrer adgangen til den mest veldokumenterede forebyggelsesform, vi har: regelmæssig motion i organiserede rammer.
Det er kortsigtet økonomi på bekostning af langsigtet sundhed.
Branchen har brug for organisering – nu
Coronakrisen viste tydeligt, hvordan kommerciel fitness politisk opfattes som en forbrugsvare – ikke som sundhed. Nedlukningerne ramte branchen hårdt, men førte ikke til den organisering, der kunne have styrket dens politiske gennemslagskraft.
De nye momsregler har været undervejs i tre år. Alligevel har DFHO, PT-Danmark og SMV-Danmark ikke formået at skabe tilstrækkelig politisk pres – ikke fordi organisationerne ikke har forsøgt, men fordi branchen har talt med for mange små stemmer og for få fælles.
Nogle aktører har forberedt sig rettidigt. Andre har håbet, at reglerne aldrig ville blive gennemført. Men håb er ikke en strategi – og tiden for individuelle løsninger er forbi.
Hvis branchen vil indflydelse – må den stå sammen
Ønsker fitnessbranchen reel politisk indflydelse, kræver det én ting: en stærk, samlet organisation med mandat til at tale på branchens vegne.
DFHO er i dag den eneste aktør, der kan løfte den opgave. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, når mindre udbydere kritiserer DFHO for at være de store kæders organisation – ofte uden selv at være medlemmer. Indflydelse får man kun ved at deltage, ikke ved at stå på sidelinjen og kritisere.
Moms på holdtræning er allerede en realitet. Men kampen om fradrag, momsmodel og fremtidige rammevilkår er langt fra slut. Og den kan kun vindes, hvis branchen taler med én stærk stemme.
Et afgørende tidspunkt for branchen
Med en ny branchedirektør, Danna Corke, har DFHO fået en leder med både faglig tyngde, bred brancheforståelse og den nødvendige vedholdenhed til at føre de politiske kampe, der venter.
Branchen har nu mulighed for at stå stærkere end nogensinde – men kun hvis udbyderne bakker op.
Hvis fitnesscentre skal anerkendes som det, de faktisk er – en sundhedsfremmende sektor, der sparer staten milliarder – kræver det politisk pres, tydelig dokumentation og en samlet stemme.
Et valg for branchen – og for fremtiden
Som udbyder står du ved en markant skillevej:
Vil du være med til at præge de rammer, der kommer til at definere branchen og din forretning de næste 10–20 år?
Eller vil du stå udenfor og vente på endnu en politisk beslutning, som branchen ikke har indflydelse på?
Valget er dit – men konsekvenserne rammer os alle.
Læs også historien om et fitnesscenter der evner at favne bredt her
