Charlotte Bircow har været omkring de fleste hjørner af fitnessbranchen. Allerede i 80’erne var hun en af de første til at introducere aerobic herhjemme, og hendes aerobic- og træningsvideoer blev alles eje. Senere var det Charlotte og hendes daværende kæreste, Henrik Viethen, der ikke alene introducerede spinning til danskerne, men også var med til at udbrede interessen i et sådant omfang, at træningsformen endte med at være en af de mest populære aktiviteter i datidens danske fitnesscentre.
I 2024 vendte Charlotte tilbage til Danmark efter tre år i Monacos sol og varme, og hendes iværksætterånd fornægtede sig heller ikke denne gang.
“Jeg elsker at undervise, og selvom Monaco var et skønt sted, savnede jeg at undervise. Jeg havde ganske vist min kosmetikserie at arbejde med, men jeg savnede at stå foran mine fitnesselever igen.”
Denne gang er det dog hverken aerobic eller spinning, der skal undervises i, men reformer-pilates, som hun skal formidle sin viden omkring.
“Jeg har selv trænet på reformere i en del år. Det er såvel effektiv som skånsom træning, og det appellerer til en bred målgruppe. Allerede mens jeg boede i Monaco, overvejede jeg at starte et reformerstudie op, for det findes ikke dernede. Da jeg begyndte at undersøge mulighederne, viste det sig, at huslejen på et lokale ville svare til 400.000 kroner om måneden, så det var en idé, jeg hurtigt afviste. Samtidig er der mange mennesker i Monaco, der konstant rejser, så det er vanskeligt at opbygge et fast klientel,” fortæller Charlotte Bircow.
Opbygningen af et fast klientel havde Charlotte til gengæld ingen problemer med, da hun vendte hjem til Danmark og startede sit første Active by Charlotte Reformer-center i Charlottenlund. Fra det nye center slog dørene op tilbage i oktober 2024, og til det gik i break-even, gik der blot tre måneder. Ganske imponerende, selv i en tid hvor reformertræning hitter over det ganske land.
Det er ikke overraskende et modent publikum, der træner her, men det er til gengæld overraskende, at 20-30 % af medlemmerne er mænd. Om det fortæller Charlotte:
“Jeg tror, at det skyldes, at mange mænd har opdaget, at det er lidt sjovere at få instruktion og deltage på et hold, fremfor at gå rundt på egen hånd i et traditionelt fitnesscenter. Og så tror jeg også, at mange har opdaget, at reformertræningen er både mere udfordrende, end de havde forestillet sig, og et godt supplement til padel eller golf.”
Åbnede studio nummer 2 i slutningen af 2025
Når man har iværksætterblod i årerne, skal der hele tiden ske noget nyt, og i december 2025 var Charlotte klar til at rykke konceptet, Active by Charlotte Studio, nordpå til Hornbæk. For mange ville tanken om at satse på noget i en “badeby” som Hornbæk, der primært lever om sommeren, være en anelse afskrækkende. Men sådan så Charlotte ikke på det.
“Der er et stort opland, og der er mange tilflyttere, ikke mindst voksne fra København, som bor en stor del af året deroppe. Jeg troede på, at de savnede et reformerstudie – og det har vist sig at holde stik; der kommer kunder fra et rimeligt stort opland.”

Når man i dag taler om reformertræning i branchen, findes der to meget forskellige tilgange. På den ene fløj finder man dem med en meget traditionel tilgang, der er tro mod de oprindelige principper, og på den anden fløj er der den mere fitnessprægede tilgang, der for pilatespuritanere nærmest kan betragtes som en aerobic-klasse på en reformerbænk. Charlotte er også her rimelig afklaret omkring, hvilken ende af skalaen hun har valgt at positionere sig på.
“Jeg har altid været mere til den fitnessorienterede tilgang, igen med udgangspunkt i, hvordan jeg selv foretrækker det. Når jeg skal bruge 50 minutter på træning, så er det ‘me time’, og træning skal omfatte styrke, core, balance, smidighed og samtidig forbrænde noget fedt. Men vi har skabt nogle varianter som: Soft Reformer, Fit & Lean, Rise & Shine, Stress Off Reformer og Power Reformer. Så der er noget at vælge imellem, alt efter om du vil have pulsen op eller ned. Fælles for dem alle er, at de varer 50 minutter, og der er ingen ure i lokalet til at fjerne fokus fra undervisningen.”
Charlotte Bircow vil have kvalitet som varemærke
Når man driver sin forretning på upscale-lokationer som Charlottenlund og Hornbæk, henvender man sig også til et publikum, der kræver en vis form for kvalitet, og det er Charlotte da også ganske bevidst omkring. Det afspejler sig i indretningen, undervisningen og ikke mindst i valget af reformere. Her er hun gået all in og valgt den nye reformer fra TechnoGym, der afspejler høj kvalitet, æstetik og funktion.
Det er en reformer, der prismæssigt ligger i den dyre ende af markedet, men selvom den er gennemsyret af den æstetik, der altid kendetegner italiensk design, tager den sig ikke alene godt ud; den er også mere end blot et træningsredskab, fordi den kombinerer funktionalitet og brugervenlighed. Eller som Charlotte udtrykker det: “Det var et ret nemt valg, for den ser super godt ud – og kan så meget mere end de andre reformere, jeg har prøvet. Jeg kalder den for en Birkin, fordi hvis det var en håndtaske, ville den være et par niveauer over de andre.” (Red. Birkin- taske er en legendarisk taske, som Hermès designede til Jane Birkin i 1984.)

Den første tid var Charlotte Bircow ofte selv den, der underviste på de fleste af klasserne, men selvom hun stadigvæk har en del klasser, har hun også fået opbygget et team af 15 faste instruktører.
“Jeg har fået skabt et godt team, og oplever ofte, at instruktørerne selv henvender sig til mig. Den yngste er 25 år, men langt de fleste matcher vores modne målgruppe. For mig har det altid været vigtigt, at en instruktør har sin egen personlighed, og nogle af dem har vi selv uddannet her, men jeg har også instruktører, som har undervist for mig helt tilbage fra tiden i Sweatshop.”
Selvom Charlotte Bircow, med sine 64 år, har nået en alder, hvor mange begynder at overveje deres pensionsplaner, forholder det sig helt anderledes for hende. For med gang i forretningen i såvel Charlottenlund som Hornbæk er hendes iværksætterånd helt intakt, og næste destination er allerede på tegnebrættet. Det tredje Active by Charlotte forventes at åbne i Hørsholm Midtpunkt den første april.
Du kan læse mere omkring reformer træning og historien bag dens voksende popularitet her

































