Lisser Frost-Larsen er en af de få levende legender i den danske fitnessverden, og har samtidigt haft en markant rolle, når det kommer til udbredelsen af styrketræning blandt kvinder i Danmark.
Mere end fyrre år før Sundhedsstyrelsen valgte at anprise styrketræning, var hun i gang med at udbrede interessen for at ikke mindst kvinder skulle træne med vægte.
I mange år var hun altid i medierne – her der og alle vegne – og altid med det karakteristiske smil på læberne, Men i de senere år har der været stille omkring hende. Og hun har venligt men bestemt afvist de fleste henvendelser.
Men da hun netop i dag fylder 70 år, tænkte vi her på redaktionen, at det var den perfekte lejlighed til at fortælle hendes historie – og efter et par ihærdige overtalelser forsøg, fik vi endeligt heldet med os.
Tekst: Helle G. Petersen // Foto: Fitnews arkiv
Da jeg i starten af 90érne begyndte at træne hjemme i midtjylland, var der en autoritet, som alle vi unge kvinder, der vægttrænede, var på fornavn med. Lisser siger, eller Lisser skriver var en vending der ofte blev benyttet, for vi hentede meget af vores viden fra magasinet Workout & Fitness. Og i dag mere end 25 år senere, står mindet om den energibombe jeg oplevede på et seminar i det lokale fitnesscenter stadigvæk lysende klart i mine erindringer.
Men historien om Lisser Frost-Larsen tager sit udgangspunkt endnu længere tilbage i tiden.
For unge mennesker i dag, kan det sikkert være svært at forestille sig, hvordan den danske fitnessbranche så ud i slutningen af 70érner og starten af 80érne. På det tidspunkt var der blot en håndfuld af fitnesscentre i hele København, og det nyeste skud på stammen var datidens største og mest moderne Form & Figur i Strynøgade på Østerbro. Og det var netop her, at Lisser Frost-Larsen blev ansat som instruktør i forbindelse med centerets åbning.
Hun er opvokset i Holte, og allerede som barn var Lisser interesseret i at dyrke sport. Hun var en habil gymnast og så god en vandskiløber, at hun allerede som 17-årig havde vundet et DM og et NM i vandskislalom. Men da hun startede som instruktør i Form & Figur, var hendes kendskab til styrketræning yderst begrænset.
“Jeg havde taget en uddannelse som eksamineret gymnastikpædagog, og og den var der ikke meget styrketræning indover. Så jeg tænkte, at den bedste måde at lære noget på var først og fremmest noget med selv at komme igang med at finde ud af, hvad de mange maskiner kunne bruges til.”
På det tidspunkt var det primært mænd, der indfandt sig i styrketræningsafdelingen, hvorimod de fleste kvinder foretrak kondicykler og kropsøvelser (til de yngre læsere: Vi er tilbage i tiden før aerobic- og holdklasser).
Men Lisser havde de rigtige genetiske forudsætninger og responderede lynhurtigt på styrketræning. Og efter blot 8 måneders træning begyndte nogle af drengene nede i centeret at spørge, om hun havde overvejet at stille op til DM i Bodybuilding, hvor der for første gang skulle være en kvindeklasse.
“Jeg havde egentligt ikke nogen intensioner om at stille op. Men jeg havde ofte oplevet, at mænd havde ganske svært ved at tage imod træningsvejledning fra en kvinde! Så jeg tænkte, at det måske kunne være med til at give mig lidt mere kompetence overfor dem!” fortæller Lisser.
Lynkarriere i bodybuilding
Valget var truffet. Og herfra gik det stærkt. I 1981 stillede Lissr op for første gang, og fik en sølvmedalje, den blev året efter konverteret til en DM af guld. Ligesom det blev til et nordisk mesterskab, og en sølvmedalje ved EM. Hvilket igen udløste en invitation til Ms. Olympia, som var de professionelle verdensmesterskaber, hvor det blev til en 9. plads.
“Det kan være svært at forestille sig i dag, at jeg stod på scenen til et professionelt VM blot 1,5 år efter,at jeg for første gang havde samlet en håndvægt op. Men det var i kvindebodybuildingens pioner år – og alt gik stærkt,” fortæller Lisser.
Herhjemme havde lynkarrieren også skabt en voldsom interesse for pigen med det karakteristiske tandpastasmil, der kunne lyse et helt lokale op. Og der var massiv omtale i formiddagsaviser og ugeblade.
“Det var rimeligt overvældende at se sig selv på forsiden, og samtidigt var der en rivende udvikling i branchen. Der blev hele tiden åbnet nye Form & Figur centre i de år, så der var åbningsreceptioner, foredrag eller personale der skulle uddannes, så det var en tid med speederen i bund.”
Samtidigt havde placeringen i det foregående års Olympia udløst en ny invitation til Olympia 1983:
“Jeg plejer at sige, at de sidste 6 måneder før Olympia i 1983 var de hårdeste måneder af mit liv. Vi vidste uendeligt lidt om såvel træning som diæt dengang. Så forberedelserne var ud fra devisen om at jo mere – jo bedre. Jeg trænede sindssygt meget – og vanvittigt tungt, samtidigt med at jeg var på en diæt, der nærmest kun bestod af kogt torsk. Som jeg til sidst var så træt af, at jeg nærmest slugte stykkerne for at undgå at smage på dem. Og jeg har faktisk ikke rørt torsk siden!” fortæller hun i dag.
Resultatet af anstrengelser blev en kropslig transformation, hvor hun var mere muskuløs og mere defineret end nogensinde før i hendes liv. Og ikke mindst hendes definition og sceneshow faldt i det amerikanske publikums smag. Men selvom hun forberedte sit resultat og det blev til en 6.plads, var Lisser langt fra tilfreds.
“Bevars – det var et fint resultat, men jeg følte helt klart, at jeg var blevet overset af nogle af de amerikanske dommere. På det tidspunkt var det primært koner til amerikanske bodybuildere, der sad i dommerpanelet. Og de dømte nok lidt mere ud fra, hvem de havde set i de seneste udgaver af de amerikanske muskelmagasiner, end efter hvad der reelt skete oppe på scenen. Og jeg var i den forbindelse en “ukendt” dansker, der ikke havde været eksponeret særligt meget i USA. Jeg siger på ingen måde, at jeg skulle have vundet, Carla Dunlap var den helt rigtige vinder det år. Men jeg skulle nok have været to´ér eller tre´er.”
At Lisser ikke var den eneste, der mente, at hun var blevet bortdømt, fik hun ikke alene bekræftet i reportagerne fra konkurrencen i de amerikanske muskelmagasiner, men også i en helt anden anledning, da hun 12 år senere tilfældigt stødte ind i Rick Wayne i en lufthavn i USA. Rick, der var redaktør på Flex Magazine, kom hende nærmest løbende i møde.
“Jeg kendte ham kun overfladisk og blev lettere overrasket, da han startede med at sige: “Jeg har gemt noget lige siden 1983, som jeg syntes, du skal høre!”
Det viste sig at være en båndoptagelse af publikums 10 minutters lange pibekoncert, fra da hendes placering var blevet offentliggjort… og mens han afspillede den, rystede han på hovedet og sagde: “It was daylight robbery!”
“Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans, og jeg følte nok, at jeg var blevet uretfærdigt behandlet. Det dræbte helt klart en del af min træningsmotivation og lyst til at konkurrere”.
Det blev dog til en enkelt konkurrence mere, for en invitation til en konkurrence i Las Vegas, der skulle danne afsættes for den kvindelige version af filmen Pumping Iron lokkede. Omkring det fortæller Lisser:
“Jeg er normalt ikke typen, der fortryde! Men i dag kan jeg godt fortryde, at jeg deltog her. Det var en sjov oplevelse, men jeg var langt fra i topform – resultatet blev derefter, og da jeg for 8-10 år siden genså filmen, var det nok ikke den form, jeg helst vil huskes for.”
Men placeringen viste sig også at være et held i uheld for Lisser. For er der noget amerikanerne elsker, så er det “The underdog” – og efter konkurrencen væltede det ind med invitationer til at afholde seminarer, interviews og fotoshoots, og det blev til flere længere ophold i Los Angeles, der dengang var the Mekka of Muscle.
“Vi var ikke mange kvinder i det miljø dengang, så jeg måtte tilpasse mig og være “one of the boys”, og det blev hun i sådan en grad, at hun som eneste kvinde blev inviteret med på Riverrafting med machomænd som Arnold Schwarzenegger, Franco Columbo og Sven-Ole Thorsen.
En af verdens bedste dommere
Netop retfærdighedssansen var også en af årsagerne til, at Lisser Frost-Larsen efter at have afsluttet sin aktive karriere begyndte at dømme bodybuilding og senere fitness internationalt.
“Jeg havde fået mange venner i sporten og ville egenligt gerne bevare min tilknytning, så da jeg blev spurgt, om jeg var interesseret i at tage et dommerkursus, var min første tanke, at det kunne være en god måde at sikre dette på. Ligesom at hvis jeg bare én gang kunne have indflydelse på, at andre ikke blev uretfærdigt behandlet, så var det et værdigt formål”.
Det var ikke en beslutning, som hun havde forestillet sig ville få den indflydelse på hendes liv, som den efterfølgende fik. For fra midten af 80érne og mere end 20 år frem, levede hun nærmest i en kuffert – og dømte alt fra Mr. og Miss Olympia til Arnold Classic og VM og EM for amatører.
“Jeg var heldig at være med i de år, der i dag betragtes som bodybuildings gyldne æra. Det var i de år, hvor Olympia blev afholdt på luksus hoteller i Las Vegas, hvor der var masser af pro konkurrencer i europæiske storbyer, og de årlige verdenskongresser blev afholdt på eksotiske destinationer som f.eks. Guam og Myanmar.“
På få år blev Lisser Frost-Larsen en af de mest respekterede og anerkendte dommere i verden, og da hun sideløbende blev valgt til formand for Women’s Committee i International Federation of Bodybuilding and Fitness (IFBB) fik hun også internationalt en rolle i at fremme interessen og udbredelsen af styrketræning for kvinder – og ikke mindst sikre, at der var lige muligheder og ressourcer til rådighed for de kvinder, der ønskede at konkurrere på højt niveau.
En indsats der bl.a. blev belønnet med IFBB´s Gold Medal of Honor og en Award fra Juan Antonio Samaranch – den daværende præsident for den olympiske komite.
Chefredaktør på Workout & Fitness
På trods af de mange rejsedage som hendes engagement i IFBB betød, så var tilbuddet om at blive chefredaktør på Danmarks første rigtige træningsmagasin Workout & Fitness tilbage i 1991 alligevel for fristende – og igennem de følgende 15 år arbejdede hun stenhårdt på at gøre magasinet til en autoritativ og inspirerende kilde til træningsinformation for både mænd og kvinder.
Hendes vision med magasinet var altid at udbrede kendskabet til styrketræning og gøre det mere tilgængeligt for både mænd og kvinder. Og hun har igennem årene bidraget med masser af artikler og træningsprogrammer, der netop gjorde dette.
“Det var en super sjov tid, ikke mindst fordi, at det i den grad var et pionerprojekt, som der ikke var mange, der troede ville overleve. Vi vidste meget lidt om at lave magasiner, men brændte for at udbrede kendskabet til styrketræning. Og heldigvis var der også en lang række passionerede skribenter, der legede med, selvom vi vi sjældent kunne betale dem voldsomt meget for deres indsats. Faktisk er det sjovt at se, hvor mange af dem, der startede med at skrive for os som unge studerende, der i dag er med til at sætte dagsordnen for masser af sundhedsformidling.”
På Workout & Fitness blev der produceret meget mere end magasiner. Der blev arrangeret TV-transmitterede Mr & Miss Fitness konkurrencer med Lisser som overdommer – og en årlig Fitnessmesse. Men på trods af det hæsblæsende tempo i de år havde Lisser samtidigt gang i sin egen hastigt voksende forretning som Personlig Træner.
Den første Personlige Træner
På mit spørgsmål – om hun var Danmarks første personlige træner, bryder Lisser ud i sin karakteristiske smittende latter:
“Jeg ved sgu ikke, om jeg var den første? Det har jeg aldrig gået så meget op i – men jeg havde mine første one-on-one klienter allerede i midten af 80érne, og der tror jeg dårligt, vi var begyndt at tale om personlig træning herhjemme.”
Sætningen bliver efterfulgt af en kort pause – og endnu en latter:
“Husk på, at jeg er så gammel, at begrebet fitness slet ikke var “født” i Danmark endnu. Det var noget, der kom til i starten af 90érne. Da jeg startede med træne, gik man i kondi- eller motionscenter, eller til bodybuilding.“
Selvom det til at begynde med var rimeligt op af bakke at få danskerne til at forstå, at en times træning kostede det dobbelte af månedsprisen i et fitnesscenter, fik Lisser alligevel hurtigt gang i forretningen, og snart havde hun en en stor del af A-listen af Københavns kendisser som klienter.
Der var alt fra Sanne Salomonsen, Susse Wold, Kim Bodnia, Nicolai Steen, Sidse Barbet Knudsen, og Peter Frodin til erhversfolk og ministre i den daværende regering.
“Jeg har faktisk aldrig brugt en krone på markedsføring – det hele foregik via mund til mund, og så var jeg også temmelig meget i medierne i de år, samtidigt havde jeg et ry for at skabe hurtige synlige forandringer hos mine klienter, så det blev det ofte mig direktøren for et teater eller pladseselskab ringede til, når en artist skulle i form til en forestilling eller en turne.”
“Og hånden på hjertet. Det er faktisk også mange gange nemmere at skabe resultater med professionelle mennesker, ikke mindst dem, der er vant til at tage imod instruktion. De kommer med en tilgang, der er perfekt at arbejde ud fra – nemlig du har kompetencen, og hvis jeg gør, som du siger, så får jeg det resultat, du har stillet mig i udsigt”.
“Jeg må blankt erkende, at jeg foretrak at arbejde med den type klienter, fremfor dem, der kom med en mere luksuspræget tilgang, og kom fordi de havde læst, at jeg trænede den eller den i et ugeblad – og derfor også ville træne hos mig, fordi det åbenbart var trendy.
Det var tit en udfordring, fordi de kom “fodret” med det bavl, de havde læst i et dameblad eller set på en “motions DVD”!! Så med tiden blev jeg ganske selektiv omkring, hvem jeg trænede.”
Lisser Frost-Larsen i dag – Farvel til rampelyset – goddag til et liv i solen
I 2006 takkede Lisser af som Chairman hos IFBB efter sin tredje valgperiode og ganske kort tid efter lagde hun også dommergerningen på hylden.
“Jeg følte egenligt, at jeg havde udtjent min værnepligt, og jeg var på ingen måde begejstret over den udvikling sporten havde taget fra slutningen af 90érne. Der skete et generationsskifte i organisationen, og det var ikke ligefrem visionære og kreative folk, der kom til. Samtidigt havde jeg også set rigeligt af lufthavne og hotelværelser for resten af mit liv”.
På spørgsmålet om, hvordan hun forholder sig til bodybuilding verden af i dag, er hun også helt klar i mælet.
“Jeg fortryder ikke min tid med IFBB, for den har givet mig mange internationale venskaber, fantastiske oplevelser og sjove historier. Men når det så er sagt, så begræder jeg den udvikling sporten har taget, hvor symmetri og æstetik er væk – og alt handler om at være stor og grotesk. Samtidigt er jeg er skræmt over, hvor mange af de atleter, jeg dømte i de år, der nu er døde, inden de blev 50 år. Men jeg er heller ikke den rigtige at spørge, om tilstanden i dag? For jeg har ikke set en konkurrence eller bladret i et muskelblad siden 2006.”
Lisser Frost-Larsen har dog bevaret sin grundlæggende kærlighed til styrketræning. Selvom det i dag foregår på et helt andet niveau end tidligere.
“Jeg har trænet hele mit liv – og med undtagelse af en periode, da jeg var først i 60érne og kæmpede med brystcancer og eftervirkningerne af behandlingen, så har træning altid haft en plads i min hverdag.”
Netop sygdomsforløbet var da også en øjenåbner for Lisser og en lejlighed til at lægge den travle hverdag fra sig og leve et helt nyt liv i fred og ro.
“Jeg følte faktisk, at jeg rent karrieremæssigt havde opnået de ting, jeg gerne ville. Jeg havde turneret verden rundt med foredrag, medvirket i et hav af TV-udsendelser og skrevet mere end rigeligt om, hvordan man fik flad mave og faste arme, og jeg drømte om et mere anonymt og stille liv og gerne i et varmt klima med blå himmel.”
Netop det liv har hun fået i dag, hvor hun bor i Spanien. Her består Lissers træning mest af lange gåture med hendes hunde på stranden, en daglig yoga praksis og et par styrketræningspas et par gange om ugen. Men det betyder ikke, at hendes engagement er blevet mindre, nu hvor hendes holdninger ikke længere udkommer på tryk.
“Jeg havde faktisk ikke troet, at jeg efter så mange år stadigvæk kan observere, hvor elendigt mange mennesker træner. De bader sig igennem deres træning ukoncentreret og med dårlig teknik, mens de tjekker mobiltelefoner og småsludrer og med en attitude, som var det en sur pligt, de var tvunget til. Det har jeg aldrig helt forstået, for mig har træning altid været et privilegie, en times afbræk fra hverdagen, hvor jeg kunne koncentrere mig om min krop og dens behov.”
Det sidste svar bringer mig direkte videre til mit sidste spørgsmål – hvorfor har Lisser Frost-Larsen aldrig skrevet en træningsbog?
“Dovenskab! – Jeg oversatte en af de første træningsbøger, der blev udgivet på dansk (Bodybuilding for kvinder og mænd af Frank Zane) og det var hårdt og dårligt betalt arbejde. Samtidigt er styrketræning relativt simpelt, træn benhård, spis ordenligt og restituer ind imellem. Det er sgu svært at få til at fylde 300 sider.
Samtidigt syntes jeg, at mange af de bøger, jeg er stødt på igennem årene er gennemsyret af afsavn, dogmer og fanatisme. Det har aldrig været min stil, jeg har altid levet efter et motto om, at man skal ikke træne for at forsage livets glæder – men for bedre at kunne tillade sig at nyde dem…”
Her på portalen er vi så heldige at vi stadigvæk af og til kan lokke Lisser til at skrive en artikel. Du finder den seneste fra hendes hånd her
