Tarifa er for mange danskere en overset perle. For selvom den spanske solkyst, og ikke mindst områderne på begge sider af Malaga i mange år været har blandt vores foretrukne feriedestinationer,så er det de færreste der er nået helt ned til Tarifa.
Tekst: Steen Broford / Foto: Jimmy Lund Henriksen
Er du på ferie på på disse kanter, og har mod på at prøve noget helt anderledes, så kræver det blot et par timers kørsel længere sydpå for at finde et unik sted med helt egen stil og sjæl.
Her vest for Gibraltar har du alle muligheder for at opleve en smuk gammel by, som tydeligt bærer aftryk af de mange forskellige folkeslag, som igennem århundreder præget denne lille by. Romerne, Mauerne og spanierne selv har hver især efterladt deres unikke fingeraftryk i byen.
For med en placering som den sydligste by i Andalusien – ja faktisk den sydligste by på det kontinentale Europa, blot adskilt fra den afrikanske kyst af Gibraltarstrædets 15 km brede bølger, har man en del af forklaringen på Tarifas popularitet.
Tarifa Surfers Paradise
For det er ikke kun den smukke gamle by, der har gjort Tarifa til noget helt særligt. For når Atlanterhavets bølger og vinde rammer Middelhavet netop her på Gibraltarstrædets smalleste punkt, opstår der ikke alene nogle helt specielle vindforhold, men også en hel del store bølger. Og tilsætter man så kilometervis af nogle af Spaniens bedste hvide sandstrande, til denne cocktail så har man forklaringen på, hvorfor Tarifa er blevet Europas Kite og Windsurfing hovedstad.
Hvert år når sneen bliver sparsom på Europas bjerge, så pakker “skibumserne” deres vans og drager mod Tarifa, hvor de tilslutter sig surfere fra hele Europa der allerede fra starten på de spæde forårsmåneder tiltrækkes af de optimale omgivelser. Og netop denne kombination er med til ikke alene at præge selve byen, men de brugergrupper har også med deres karakteristiske hang loose style været med til at give hele området sin helt egen karakter.
Det er ikke kun eliten der tiltrækkes af de perfekte omgivelser og de mange nationale og internationale konkurrencer der afholdes her igennem sæsonen. For i modsætning til da de første kitesurfere dukkede op hernede for 20 år siden, hvor det at kitesurfe blev betragtet som risikofyldt og usikkert, så er sporten i dag blevet ganske sikker. Så også mange nye udøvere af sporten vælger Tarifia til at prøve deres evner af.
For her er der masser af steder, der tilbyder undervisning i såvel kite- som windsurfing, ligesom der er rige muligheder for at leje eller købe udstyr. Ja faktisk er der en hel gade i byen, der stort set kun rummer butikker med udstyr.
Og når man står på stranden og betragter de mange skærme i luften, så er det nemt at forstå hvorfor at Kitesurfing siges at være den optimale cocktail af frihedsfølelse, og i dag er blevet så udbredt, at selv 70-årige kan ses svævende hen over bølgerne. For det er nemt at komme i gang, de eneste forudsætninger, der kræves, er en vis teknik og gode svømmeegenskaber.
Når man betragter scenariet må man nødvendigvis beundre dem der kaster sig ud i eventyret på hver deres niveau. Nogle fortjener beundring – blot for deres mod til at prøve og den samme følelse opstår hver gang man oplever de hvordan de rutinerede surfere i høj fart og med stor teknisk kontrol parkerer deres brædder direkte i sandet, efter en tur i bølgerne.
Her møder Hornbæk Christania
Især i weekenderne sætter de mange surfere deres eget helt præg på stranden. – Det er kort sagt en stor hippie-chick party zone med endeløse rækker af strandbarer, der enten spiller afdæmpet lounge musik, eller lidt højere toner fra live bands.
Fra de kilometer lange sandstrande er der på en skyfri dag udsigt direkte til den afrikanske kyst, og når man på en varm sommerdag bevæger sig langs stranden bekræfter den søde røg fra surfernes klynger, at byen også er første destination, når hashen bevæger sig ind i Europa fra Marokko.
En dag på f.eks. det største af områdets 5 strande – Valdevaqueros, der strækker sig over et område på mere end 4 km, indbyder nærmest til blot at betragte de mange forskellige typer, der hver dag gør denne strand til en helt lille cirkusforestilling. Her er imponerende rasta frisurer, ja selv nogle af hundene har fået dem. Tribal tatoveringer og veltrimmede surferkroppe.
Man behøver ikke være surfer for at nyde området, for kombinationen af blå himmel og krystalklart vand tiltaler de fleste og stranden har samtidigt zoneinddelinger, der sikrer, at badegæster og surfbrædder ikke kolliderer.
Det kan dog være en rigtig god ide at medbringe et vindsejl, hvis en hel dag på stranden er med i dine overvejelser. For den vind, der gør området attraktivt for surferne og som selv på dage med temperaturer i slutningen af trediverne sikrer brise nok til at gøre opholdet udholdeligt, har naturligt nok også den effekt, at sandet løftes, så hvis du sikre dig lidt læ, kan en hel dag på stranden hurtigt give en fornemmelse af ufrivillig hudpeeling især på underben.
Tager man de store trætrapper op fra stranden og ind i klitterne, åbenbarer der sig en helt ny verden. Her findes der et hav af restauranter og strandbarer. Her blander Gucci solbriller og Prada tasker sig i en skøn forening med solbranket læderhud og afklippede cowboyshort i en helt unik stemning, der er laid back og uformel, og som vel bedst kan beskrives som en fusion af Hornbæk møder Christiania.
Her er organic det nye sort, – og udover masser af gode muligheder for at nyde det, er også fisken i området klart værd at sætte tænderne i. Ikke mindst tun, som ofte er fanget samme dag, er en lokal specialitet.
I højsæsonen fra juni til september har Tarifa de senere år fået status som en partyby blandt såvel udenlandske som spanske besøgende. Allerede i de sene eftermiddagstimer flyder der en lind strøm af Mojitos over disken på de mange chill-out barer langs stranden. Og et besøg på Tumbao byder f.eks. på en uforglemmelig solnedgang med det afrikanske kontinent i baggrunden.
Tarifa by Night
Når mørket falder på, flytter festen sig fra stranden og ind til den gamle bydel. Som i resten af Andalusien vågner byen først for alvor op omkring midnat, så der er god tid til at indtage en sen middag på et af de mange fremragende Tapas-steder, inden man for alvor drager ud i natten.
Er du til kød byder mange mindre restauranter, der umiddelbart kan synes som et hul i væggen, på forbavsende gode steaks tilberedt over gløderne i de åbne grillsteder. Det meste foregår i den gamle by, og det kan anbefales at finde et spisested med udendørs servering, så man har alle muligheder for at betragte den stemning, som tiltager, når glade feststemte mennesker begynder at strømme igennem de små gader henimod midnat.
De fleste barer lukker langsomt ned imellem 02-03, og herfra søger dem, der er til DeepHouse musik imod La Ruina, som er listet på den spanske avis El Mundo´s top 10 liste over klubber i Spanien. Sidste stop på turen for de, der ønsker at presse det allersidste fest ud af natten, er Mombassa, det eneste sted i byen med tilladelse til at holde åbent til 07.00.
Men vær forberedt på, at når du på et tidspunkt gerne vil hjem, så skal der sættes god tid af til det. For at forlade den indre by en lørdag nat er som at gå hjem fra en større rock koncert. Menneskehavet i de små stræder er massivt, og der skal skubbes og mases for at komme igennem, og det kan godt være en klaustrofobisk oplevelse.
Shopping i Tarifa
Denne lille fiskerby dannede brohovedet for Mauernes invasion af det sydlige spanien i det syvende århundrede, og indtil Sancho El Bravo generobrede byen i 1295 var den under Mauernes herredømme. Og selv om det meste af den by, man i dag oplever, er opbygget i det 18. århundrede, så skinner Mauernes tilstedeværelse stadigvæk tydeligt igennem.
Bag den originale og velbevarede bymur, der igennem århundreder beskyttede byen imod udefrakommende, finder man den gamle bydel. Her er de karakteristiske små hvide huse rigt dekoreret med smukke frithængende blomsterkasser og veludførte smedejernsgitre. Og en spadseretur igennem de smalle brostensbelagte gader levner masser af oplevelser for øjnene.
Den gamle bykerne indeholder masser af beviser på den oprindelige vestafrikanske inspiration, og i flere af de smalle passager efterlades man med en fornemmelse af at befinde sig i Marokko. De små smalle gader indbyder ligefrem til at være nysgerrige og opdagelsessøgende. For selv en lille udflugt op af den mindste og mest snørklede gyde kan ende med at føre frem til en af bydelens mange små pladser med restauranter og levende musik.
Den vestafrikanske indflydelse skinner også igennem i mange af de små trendy butikker med henholdsvis tøj, smykker og kunsthåndværker, der tydeligt afspejler, at de lokale designere og kunsthåndværkere har hentet en del materialer såvel som inspiration på den anden side af Gibraltar strædet. Og her er masser af muligheder for at finde unikke fund, i mange af de små kunsthåndværker butikker.
Sidst i tredserne var byen et af de første tilholdssteder for Europas voksende hippie kultur og deres tilstedeværelse synes stadigvæk. Hvor organic først langsomt er ved at slå igennem i det øvrige Spanien, så er her masser af mulighed. Der er et stort økologisk marked, et “green center” – der tilbyder alt fra økologisk hudpleje til yoga og meditationssession og organisk restaurant.
Det siges, at forskellen på en turist og en rejsende først og fremmest afspejler sig måden nye steder opleves på. Hvor turisten besøger nye steder som et afbræk i hverdagen og ofte holder sig strikt til de på forhånd angivede turist attraktioner, der involverer få anstrengelser og effektivt tilbyder et hurtigt glimt af, hvad den pågældende by kan byde på.
Tarifa indbyder på mange måder til, at man udforsker denne by på en lidt mere løs og udfordrende facon. For Tarifa viser først sit rigtige ansigt, hvis man flyder lidt med strømmen og suger de mange indtryk ind – ledsaget af byens unikke puls og de mange muligheder for at indtage lokal mad og drikke undervejs.
Træningsmuligheder i Tarifa
Der findes flere gode gym´s i Tarifa bl.a. Fitness Estudio Tarifa og On Tarifa. Er du til yoga kan du de fleste dage finde walk-in yoga klasser direkte på stranden, eller du kan pre-booke hos Mandalay Blue Yoga.
Drømmer du om at galoppere på hesteryg langs stranden eller i klitterne med vinden i håret og ledsaget af bølgernes brus, så er der også masser af muligheder for det. Heste kan lejes flere steder fra stalde langs vejen til Punta eller fra Hipica center på det mondæne Hurricane Hotel. Også de bagvedliggende bjerge tilbyder flere muligheder for oplevelser på hesteryg.
Med vandtemperaturer på 15-20 grader og god sigtbarhed rummer området også på gode muligheder for at dykke. Havstrømmene imellem Middelhavet og Atlanterhavet medfører et rigt økosystem, og mange gange kan det opleves ganske tæt på kysten. Den helt store dykkeroplevelse er dog at finde i Nationalparken Isla de las Palomas, hvor muræner, blæksprutter, skorpionfisk og rokker kan opleves til overflod imellem stjernekoraller og søanemoner.
Masser af muligheder for at spise sundt
Byen status som et af de første tilholdssteder for 60érnes hippiekultur afspejler sig også på mange restauranters menukort. Hvor organic først langsomt er ved at slå igennem i det øvrige Spanien, så er her masser af mulighed. Der er et stort økologisk marked, et “Green Center”, der tilbyder alt fra økologisk hudpleje til yoga- og meditationssessions og organisk restaurant.
Hoteller i Tarifa
Der er som udgangspunkt to måder at bo på i Tarifa. Enten på et af de mange 2 stjernede hoteller i selve byen. Eller hvis man vil bo lidt mere luksuriøst på et af hotellerne langs strandene (5 km ind til selve byen).
Hvis man vil opleve Tarifa, som de første luksus hippier gjorde det, kan det klassiske Hurricane Hotel anbefales. Det er også værd at være opmærksom på, at en del af hoteller & resorts langs strandene hver weekend er veritable “party zones” for unge spanske turister.
Læs også artiklen om en anden legendarisk strand her