Indenfor de seneste 20 år har pædagogikken omkring trænings- og særligt kostvejledning ændret sig markant, og gør det stadig. I denne artikel tager vi en tur igennem denne udvikling og undersøger, hvorfor den er kommet, hvor den er på vej hen? – Og giver til sidst et bud på, hvad etisk forsvarlig kostvejledning kan være.
Tekst: Anders Nedergaard, PhD / Foto: Shutterstock
Da personlig træning begyndte at bide sig fast i DK i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, var trænerne næsten alle sammen individer, der havde dyrket fitness eller bodybuilding på konkurrenceplan. Og mange af dem havde måske hjulpet andre spirende atleter med at stille op til konkurrence. De ydelser, de leverede som personlige trænere, var helt tydeligt også stærkt inspireret af den slags vejledning.
Man fik kostplaner og træningsprogrammer, og forståelsen var helt klart, at det blev leveret som en autoritativ konsulentydelse. Træneren havde løsningen, og den skulle klienten føje. Men denne form for vejledning har vist sig både at have nogle udtalte begrænsninger og bivirkninger, nu hvor den kan rulles ud i meget stor skala på grund af IT-udviklingen.
Det har afstedkommet, at over de sidste 20 år har pædagogikken omkring trænings- og særligt kostvejledning ændret sig markant, og gør det stadig. I denne artikel tager vi en tur igennem denne udvikling og undersøger, hvorfor den er kommet, hvor den er på vej hen – og giver til sidst et bud på, hvad etisk forsvarlig kostvejledning kan være.
Udviklingen af en ny diskurs omkring kostvejledning
Det matchede meget godt den ernæringsfaglige diskurs, som havde været fremherskende siden 70’erne. Kostvejlederens opgave var at sikre sig, at der var den rigtige mængde kalorier, mikro- og makronæringsstoffer fordelt på nogle nogenlunde meningsfulde måltider – og lave det om til en kostplan.
Den kostplan var det så patientens eller klientens opgave at overholde, og så var den ged ellers barberet – færdig, basta bum!
Fra 90’erne og frem kom der flere og flere studier frem, der viste at adhærensen, altså evnen til at følge foreskrevne behandlinger, herunder kostplaner, er katastrofalt ringe i det lange løb. Samt at resultaterne af behandlingen derfor svandt, når folk faldt i tilbage i deres egen adfærd. Det viste sig f.eks. med skrækkelig tydelighed, at folk gennemsnitligt set tog det meste af deres vægt på efter vægttabs forløb, lige meget hvor meget man “puslede” om folk.
Samtidig med stod det klarere og klarere fra ernæringsforskningen, at de restriktioner, som begrænsninger i kostadfærd som kostvejledning ofte afkræver folk, kan have bivirkninger. De kan nemlig udløse forstyrret spisning og egentlige spiseforstyrrelser i klienter. Det kan være i form af, at man oplever angst, når man spiser ting, man ikke ved, hvor mange kcal der er i.
Eller at man udvikler sort/hvid tænkning om fødevarer (altså som i at fødevarer entydigt er gode eller dårlige), som så igen kan drive forstyrret spisning, særligt overspisning. Helt parallelt har en lang række studier vist, at vægttabs fokus ofte bidrager til reduceret kropstilfredshed, selv når folk taber sig. Selve ønsket om vægttab har simpelthen vist sig at være knyttet til selve de forstyrrede tanker om kostadfærd og ens egen krop.
Det afstedkom udviklingen af en ny diskurs eller retning indenfor kostvejledning, hvor man begyndte at fokusere med på adfærdspsykologiske forhold. Hvorfor spiser folk ting, de egentlig godt ved ikke er godt for dem? Hvad kan man gøre ved det? Og hvorfor falder folk tilbage i gamle adfærdsmønstre, selv efter at have været på en plan i lang tid.
Og det viste sig faktisk også, at kostvejledning (og alle mulige andre typer behandling), hvor man arbejder med pædagogik og adfærdsdesign i stedet for bare det hårde sundhedsfaglige, i gennemsnit virker bedre – man kan faktisk sikre sig en bedre fastholdelse i det lidt længere løb!
Denne erkendelse har også smittet af til de personlige trænere, der i vid udstrækning har taget disse nye værktøjer til sig over de sidste 20 år. Men IT-værktøjer har skubbet udviklingen bagud igen, da den her 90’er-kostvejledning med kostplaner og vægtfokus er lettere at skalere end de blødere kostpædagogiske værktøjer.
Hvilke muligheder for kostvejledning er der?
Allerførst skal vi måske diskutere, hvad formålet med kostvejledning er. Mange, særligt i fitnessmiljøet, oplever det som en selvfølge, at kostvejledning skal handle om at få mindre fedt og mere muskel. Men når vi nu ved, at fastholdelsesgraden af vægttab er så ringe, og at der kan være psykologiske bivirkninger, så giver det mening, at man også husker på, at man kan hjælpe folk med at spise sundere uden at det nødvendigvis skal involvere ændringer i vægt.
Med det af vejen kan vi snakke om måder at levere kostvejledning på. Der findes mange måder at lave kostvejledning på, og de går fra de meget restriktive metoder, hvor der leveres en kostplan, hvor alt, hvad man spiser, skal vejes og tælles, til langt blødere, som vanetracking på indtag af enkelte fødevaregrupper, f.eks. frugt og grønt eller mindful eating.
Man kan skelne mellem kcal-begrænsede diæter, hvor man vejer og tæller alt – og ad libitum diæter, hvor man grundlæggende spiser efter sin appetit, men med andre former for adfærdsændringer.
Man skal stadig få en kost, der indeholder flere eller færre kalorier uden at veje og tælle alt, f.eks. ved at bruge periodisk faste, manipulere måltidsstørrelser, spise måltider med højere eller lavere mæthedsindex, at arbejde med mindful eating eller direkte at arbejde med forstyrret spisning eller overspisning.
De nye strømninger i kostvejledning vi i Danmark ser i form af Vanecoach, Madmentor og kognitiv kostvejledning er alle samme metoder, der i varierende grad arbejder med disse blødere kostværktøjer.
Vælger man en vægttabs fokuseret og restriktiv måde at lave kostvejledning på,
så kan man med stor sandsynlighed ændre folks vægt forbigående, men med en stor risiko for tilbagefald og med risiko for bivirkninger i form af dårligere kropsbillede og forstyrret spisning.
“Different folks, different strokes”og ansvaret som kostvejleder
Udviklingen med online coaching giver deja vu i forhold til personlig træning i 00’erne. Denne udvikling drives af, at de elektroniske formater gør det utroligt let at lave og levere “gammeldags” kostplaner med meget sporadisk opfølgning, mens de nye, blødere kostpædagogiske værktøjer ikke lader sig levere og skalere lige så let. Men det er jo ikke et problem, der er specifikt for online coaches. De fleste personlige trænere leverer jo både nogle fysiske ydelser og nogle online.
Folk har forskellige personlighedsstrukturer og fødevarereferencer, og det betyder, at selvfølgelig virker forskellige former for kostvejledning forskelligt for folk. Nogle har det bedste med low-carb, andre med paleo, og der findes vitterligt folk, som trives med restriktioner og skarpt definerede planer, mens de fleste andre ikke gør. Så hvad skal man gøre, når man som personlig træner eller kostvejleder i fitness branchen skal vælge en kostvejlednings metode for en klient?
Hvis man vælger en vægttabs fokuseret og restriktiv måde at lave kostvejledning, så kan man med stor sandsynlighed ændre folks vægt forbigående, men med en stor risiko for tilbagefald og med risiko for bivirkninger i form af dårligere kropsbillede og forstyrret spisning.
Omvendt, hvis man vælger en blødere ernæringspædagogisk metode og et mindre udtalt vægtfokus, så kan man stadig oftest lave vægttab, hvis ønsket, omend langsommere end for restriktiv kostvejledning med en formentlig bedre fastholdelsesgrad og en lavere risiko for at udvikle forstyrret spisning og dårligere kropsbillede.
Den eneste ulempe her er, at hvis man får en klient ind, der godt kan tåle restriktiv, vægttabs fokuseret vejledning, så vil vedkommende formentlig kede sig eller opleve, at der ikke “sker nok” og måske stoppe forløbet og finde en anden vejleder. Men der vil ikke ske noget, der stiller klienten et dårligere sted end da vedkommende startede.
Ud fra disse betragtninger, så burde etisk forsvarlig kostvejledning altid i udgangspunktet foregå minimalt restriktivt, og så kunne man som kostvejleder gradvist “skrue op” for niveauet af restriktion, hvor der var behov for det i forhold til de ønskede mål, mens vejlederen holder øje med, om klienten udvikler tegn på forstyrret spisning eller kropsbillede. Og så skulle klienter, der kommer med et vægttabs ønske i øvrigt informeres grundigt, om de konsekvenser selve ønsket om vægttab kan medføre.
Men det stiller dels langt større krav til vejlederens kompetenceniveau, og dels er der en række forretningsmæssige forhold, der udfordrer det. Ønsket om vægttab og resultater, upåagtet at det er kortsigtede, er besnærende for klienter, og derfor er det fristende at udnytte i sin markedsføring, hvad mange da stadig gør.
Men efterhånden som bevidstheden stiger om, hvad konsekvenser af vægttabs fokuseret vejledning kan være, og der bliver mere bevidsthed om de nye vejledningsværktøjer, så lærer forbrugerne formentligt, at der er andre veje.
Hvad kan du som forbruger gøre?
Jeg ville ønske, at man kunne pege på folk fra en bestemt uddannelse, der altid leverer god, etisk kostvejledning. Men det kan man ikke. Der findes også uddannede kliniske diætister og uddannede kostvejledere, der leverer 90’er diætetik og ikke har øje for de begrænsninger det rummer, og bivirkninger det kan medføre, hvis det er det eneste, man kan levere.
Du kan som forbruger kan gøre dig selv mere oplyst, så du ved, hvilken ydelse der kan bruges. Hvis du døjer med overspisninger eller karrusel vægt, så er det ekstremt usandsynligt, at kostvejledning baseret på kostplaner kan hjælpe dig, og så skal du over i retning af madmentor, vanecoach eller kognitiv kostvejledning.
Hvis du er meget optaget af din vægt og udseende, så skal du være særligt opmærksom på ovenstående bivirkninger, da de spiller sammen på en kompliceret måde.
Hvad kan du som coach gøre?
Du skal gøre det klart, hvad du sælger og til hvem. Der er ikke noget i vejen med at levere kostplaner og vægttabs forløb, så længe du præsenterer det på en rimelig og saglig måde. Det betyder bl.a., at man ikke skal love folk, at resultaterne er blivende, for det viser al erfaring, at de ikke er.
Du skal heller ikke forsøge at præsentere det, som at det er “blød” kostcoaching (fordi det sælger), for det er det ikke. Og du skal være meget opmærksom på, at den form for kostvejledning kan have bivirkninger i form af forstyrret spisning og sort/hvid tænkning om fødevarer, der skaber psykologisk usunde spisemønstre.
Dét kan du fange gennem flere forskellige validerede spørgeskemaer, hvor de mest anvendelige nok er dem, der hedder SCOFF, ESP og EDE-QS.
Læs også artiklen om hvordan du bliver en god personlig træner her
