Tiden er blevet moden til etablering af en brancheorganisation for personlige trænere. For selvom marked er i vækst hersker der uklarhed omkring uddannelser, aflønnings- og ansættelsesvilkår, samt momsregler. Altsammen noget der er med til at skabe Wild West-lignende tilstande, for såvel PTér, som deres kunder.
Tekst: Anders Nedergaard, PhD Foto: Shutterstock
Personlig træning er et erhverv i hastig vækst. Fitness World forventer en stigning i efterspørgsel på personlig trænings sessioner på 100 % per år de næste år. Samtidig med ser vi masser af personlige trænings studios skyde op i de danske byer, og ikke længere kun København og Aarhus. For mange centre er personlig træning og småholds-træning blevet den vare på hylden, der gør forskellen mellem at gå i nul og at have overskud.
Men erhvervet personlig træning lider under mange af de børnesygdomme, som umodne erhverv gør. Der er kun ringe ensretning af uddannelsesstandarder fra trænernes side og uddannelseskrav fra centrenes side, der er ikke total klarhed om momsreglerne for salg af træningsprodukter ved klassisk personlig træning og små holds træning, der er ingen, som varetager trænernes interesser i forhold til ansættelsesforhold og aflønning.
Samtidig med findes der virkeligt mange forskellige typer ansættelses- og virksomhedsforhold, så det er svært at få et reelt overblik over branchen.
Hvis vi skal væk fra de Wild West-lignende tilstande, der præger branchen, kræver det, at der samles nogle kræfter og interesser på branchens vegne, og vi er snart et sted, hvor det forudsætter, at der bliver etableret en brancheorganisation.
Hvad er personlig træning?
Til formålet for denne artikel er personlig træning forstået som en ydelse, hvor en vejleder (personlig træner) instruerer enkelte eller små grupper af klienter i livsstilsadfærd, der som minimum inkluderer træningsvejledning med henblik på sundhedsfremme, præstationsfremme, forebyggelse af skade eller sygdom eller kosmetiske effekter uden at falde ind under egentlig vejledning, der kan forstås som behandling, genoptræning eller klinisk ernæring, og dermed omfattet af de love og beskyttede titler forbundet med disse.
Udfordringer om ansættelses- og virksomhedsforhold
Der findes i skrivende stund ingen opgørelse over, hvor mange personer, der laver arbejde, man ville kunne kalde personlig træning. Det er sådan set ikke på grund af en mangel på interesse – nej, det er simpelthen utroligt svært at opgøre. Der er dels en masse gråzoner omkring, hvornår noget overhovedet er personlig træning, og dernæst en myriade af forskellige erhvervsmæssige forhold under hvilke selve vejledningen sker.
Nogle af eksemplerne på ydelser der er i gråzonen for, om det er personlig træning er: Sportsspecifik undervisning. Man ser nu i centrene trænere, der i stedet for at bruge styrketræning, bruger calisthenics, kropsvægttræning og klassiske gymnastikelementer som det primære træningsværktøj. Nogle af dem gør det med henblik på præstationsfremme i crossfit, mens andre simpelthen bruger det som værktøj til at nå kosmetiske, hverdags-funktionelle eller sundhedsmål.
På samme måde findes der uafhængige trænere der lever af at undervise i golf, fodbold eller olympisk vægtløftning.
Tilsvarende findes der fysioterapeuter, som laver træningsvejledning, der går langt udover, hvad man kan kalde genoptræning. Diætister der laver træningsvejledning, der går udover, hvad der kan kaldes diætetik/kostvejledning. Og endda læger, der laver livsstils- og træningsvejledning, som går langt udover, hvad man kan kalde behandling eller almindelig forebyggelse.
Alle disse scenarier udgør situationer, hvor der leveres ydelser, som jævnfør den tidligere definition er personlig træning. Det er også felter, hvor der ofte leveres ydelser af folk, som nok har en sundhedsfaglig uddannelse, men ingen træningsfaglig og ofte utilstrækkeligt træningshåndværksmæssige kompetencer.
Endelig er der hele feltet med online coaching, hvor der altså laves trænings- og kostrådgivning online, typisk i form af kostplaner, træningsprogrammer og klientkontakt over mail, skype eller lignende videochattjeneste. Indenfor denne del af branchen er der i særdeleshed problemer med kompetencerne og moralen omkring markedsføringen af træningsydelserne, idet der ofte sælges meget standardiserede produkter, og der ikke screenes særligt tydeligt for om produkterne rent faktisk er velegnede til klienterne.
Samtidig med er der en lang række ansættelses-/tilknytningsforhold, der også kan gøre det kompliceret at rubricere og måle personlig træning og trænere:
Allerførst er der naturligvis de ansatte personlige trænere. Det dækker både over fuldtidsansatte, deltidsansatte med faste timetal og deltidsansatte med varierende timetal. Disse trænere bliver oftest tildelt walk-in kunder og ikke-træner specifikke henvisninger og har kun begrænset ansvar for selv at skaffe nye leads.
Dernæst er der alle de selvstændige. Det er dem, der fylder meget på sociale medier, da de jo er ansvarlige for at brande sig selv og skaffe deres egne kunder. De selvstændige dækker både over selvstændige, der lejer sig ind i andre centre og dem, der har eget studio, dem som laver hjemmetræning hos klienter, og dem der laver udendørstræning.
Dernæst er der alle de fysiske trænere i professionelle sportsklubber eller foreninger. De bliver kompenseret enten via faktura (som selvstændige), lønsedler (som timeansatte) eller ved lige vel gavmilde refusioner for transport og andre udgifter.
Endelig er der en ikke uanseelig gruppe af frivillige trænere, særligt i foreningsfitness centrene, som egentlig leverer en ydelse, der kunne kaldes personlig træning, men uden systematisk økonomisk kompensation/gevinst for øje.
Udfordringer om uddannelsesstandarder
Jeg har i flere omgange tidligere skrevet om de udfordringer, der er ved uddannelsesstandarder. Eftersom personlig træner ikke er en beskyttet titel, og trænings- og kostvejledning ikke rigtigt er omfattet af autorisationsloven, så er det uddannelsesmæssigt et rent Wild West-marked. De danske træneruddannelser er i sagens natur tynde, og klienterne ser ikke rigtigt til at gå op i trænernes uddannelse, og de har sikkert også svært ved at gennemskue, hvad der er reelle certificerede og sanktionerede uddannelser.
Det skaber samlet set et marked, hvor centrene som en overordnet betragtning stiller meget begrænsede krav til trænernes uddannelse og virke, hvilket er til klienternes ulempe. Og efterhånden som personlig træning-markedet strammes til ultimativt, kan det blive til centrenes ulempe også.
Hvad kan en brancheorganisation for personlige trænere bidrage med?
Grundlæggende er det i alles interesse at personlige trænere er nogen, man kan stole på, lever op til en række professionelle standarder, så klienter ved præcis, hvad de køber, og centrene ved, hvad de sælger.
Samtidig vil stærkere branding af personlig trænererhvervet og personlig trænings ydelser tiltrække mere kvalificerede individer og forhåbentlig bidrage til, at det offentlige uddannelsessystem vil tilgodese behovet for stærkt uddannede sundhedsvejledere, der både kan noget træning, noget ernæring, noget psykologi, noget pædagogik og noget merkantilt.
Ved fra en brancheorganisation for personlige trænere at stille krav om en række professionelle standarder vedrørende trænernes faglighed, gebærden i forhold til klienter, hvordan man markedsfører sine ydelser, kan man som træner bruge medlemskab i brancheorganisationen til at brande sig selv i forhold til klienter og centre.
En brancheforening for personlige trænere vil også være en oplagt platform igennem hvilken, man kunne tilbyde kurser, symposier og efteruddannelse til opkvalificering af trænere i Danmark.
Når vi kigger mod udlandet…
I Danmark har det mest seriøse arbejde mod at organisere de personlige trænere ironisk nok ikke kommet fra den danske brancheforening for fitnessbranchen, DFHO, men fra en række interessenter, der er aktive i den europæiske brancheorganisation, Europe Active (tidligere EHFA).
Europe Active har fået ratificeret personlig træning erhvervet og de kompetencer, som deres ekspertudvalg mener hører med under Bologna processen og European Qualification, så det “tæller” som rigtige uddannelser og i princippet er godkendt til offentlig støtte, blandt andet gennem AMU.
De fleste danske uddannelsesudbydere har søgt akkreditering hos Europe Active, og må udstede EREPS certifikater til deres kursister. Og det er jo egentlig en god ting, men det har vist sig ikke at have særligt stor gennemslagskraft. En af grundene til dét er, at de ikke følger op på om uddannelsesinstitutionerne rent faktisk leverer det, som de har lovet i forhold til akkrediteringen.
Men nogle vigtigere grunde er, at Europe Active og EREPS systemet ikke har gjort noget for at hjælpe de personlige trænere. Det er blevet en meget top-down løsning på problemet, hvilket gør, at trænernes primære motivation til at være EREPS certificeret er, at centrene ofte kræver det.
Hvis dét system skal virke, kræver det, at organisationen bag møder de personlige trænere i de behov og problemer, de står med. Det er det, som de amerikanske trænerorganisationer har haft succes med. De har skabt netværk, laver efteruddannelse og opkvalificering og arbejder på at gøre trænerne bedre på en måde, der er tydeligt relevant for trænerne. Det kan vi sagtens efterligne i Danmark.
Brancheorganisation for personlige trænere – Hvad gør vi så nu?
Arbejdet mod at lave en brancheforening for personlige trænere er så småt startet, (igen, da der faktisk tidligere har været et forsøg på at lave en sådan, men hvor det faldt sammen). Jeg har i skrivende stund rakt ud til en række af de mest oplagte folk til at deltage i etableringen af sådan en forening og fortsætter med det hen over foråret. Jeg regner med at kunne have en form for blød lancering i løbet af sommeren eller efteråret.
Hvis du er interesseret i at høre mere, så spring ind på facebook og følg siden “PT Danmark” Hvor du kan følge med i arbejdet med at få sparket gang i sådan en organisation.
NB:
Brancheorganisation for personlige trænere er nu en realitet det kan du læse mere om her
