FIBO 2026 var meget mere end blot en messe. Det var en eksplosion af energi, inspiration og den nyeste teknologi, der driver fitnessindustrien fremad. Og Fitnews var der naturligvis også i år.
I hjertet af Europa, i den smukke by Köln i Tyskland, samles fitnessentusiaster, branchefagfolk og teknologiinnovatører hvert år til en begivenhed, som samler det bedste og nyeste inden for fitness og wellness.
Siden den beskedne start tilbage i 1985 har messen udviklet sig til at være en central platform for producenter, distributører, trænere og fitnessentusiaster. Messens betydning for fitnessbranchen, dens påvirkning af trends og innovationer kan på ingen måde undervurderes, og netop derfor må FIBO 2026 betragtes som årets førende platform til at opdage de nyeste tendenser, produkter og tjenester.
FIBO 2026 et knudepunkt for aktører fra hele branchen

Med deltagelse af over 1.000 udstillere og besøgende fra hele verden fungerer FIBO som et knudepunkt for aktører fra hele branchen og har udviklet sig til et ikonisk mødested, hvor der udveksles idéer og skabes nye forretningsmuligheder.
De mere end 175.000 besøgende, der kom fra 136 forskellige lande for at opleve FIBO 2026, blev på ingen måde skuffede i år. For på messens to første dage, der primært henvender sig til fagfolk (lørdag og søndag er messen også åben for besøgende), havde såvel professionelle trænere, fitnessinstruktører, fitnessentusiaster, forretningsfolk og investorer rig lejlighed til at udforske de nyeste produkter, koncepter og tiltag samt netværke og lære fra branchens bedste.

FIBO 2026 præsenterer et imponerende udstillingsområde på 160.000 kvadratmeter, der var fyldt med alt fra fitnessudstyr og træningsmaskiner til kosttilskud og teknologiske innovationer. Her kunne de besøgende opleve de seneste træningstrends, afprøve cutting-edge fitnessudstyr og få indblik i de nyeste videnskabelige fremskridt inden for ernæring og træning.
FIBO 2026 – øget fokus på at sænke barren
Fitnessbranchen har oplevet intensive vækstrater, men på trods af den voksende udbredelse er det stadigvæk “blot” 15-20% af befolkningen på det europæiske marked, der har et fitnessmedlemskab.
Hvor messen tidligere har haft en tendens til ene og alene at henvende sig til den mere elitære del af brugerne, så var det på FIBO 2026 tydeligt, at der fra mange producenters vedkommende nu satses intensivt på at få flere inaktive i gang med regelmæssig motion.

Det afspejler sig tydeligt i, at stort set alle førende redskabsproducenter tilbyder redskabsserier med indbygget teknologi, som gør det nemmere at følge bevægelsesmønstre med korrekt belastning og i det rigtige tempo. Og dermed sænke barren for at komme i gang for nye brugere. Ligesom bevidstheden om, at netop denne gruppe sjældent finder fysiske aktiviteter underholdende i sig selv, også afspejles af de mange tiltag, som skal sikre, at de har adgang til andre oplevelser samtidig med, at de træner.
Det samme ses inden for fitnessrelaterede gadgets, hvor en stor del af den nye teknologi ligeledes har til formål at gøre det lettere for nye brugere at komme i gang med et mere aktivt liv.
Omfanget af maskiner, der kunne tilbyde bodyscan og tilstandsrapporter på den enkeltes fysiske form, var i år større end nogensinde tidligere. Og udover at den slags enheder er optimale til “onboarding” af nye kunder, så giver de også eksisterende kunder en mulighed for at få nogle konkrete og målbare tal.
Og netop konkret resultatmåling taler i den grad ind til moderne forbrugeres ønsker om at kunne sætte en målrettet træningsindsats ind – lige der, hvor det individuelle behov er størst.
Reformtræning hittede også på FIBO 2026
Det er ikke kun herhjemme, at reformtræning har oplevet en stigende popularitet de seneste år. Det blev tydeligt på FIBO 2026, hvor udvalget af udbydere af reformermaskiner og tilbehør var markant. Der var et væsentligt større antal producenter af reformermaskiner sammenlignet med tidligere år.

Udstillerne tilbød en bred vifte af reformermaskiner, fra traditionelle til mere innovative modeller, som integrerer teknologi og multifunktionalitet. Ligesom mange udbydere præsenterede reformermaskiner, der kunne bruges i kombination med andre træningsmetoder, såsom funktionel træning og styrketræning.
Alt sammen noget der peger hen imod, hvordan reformtræning fremover også kan integreres i mere holistiske træningsprogrammer. Udover denne træningsforms allerede kendte evne til at styrke kerne- og stabiliseringsmuskler, så blev der også præsenteret specialiserede træningsprogrammer med fokus på rehabilitering og skadesforebyggelse.

Hvor mange reformer klasser herhjemme har en tendens til at minde om aerobic klasser på en reformerbænk, så var der også en del af udstillerne, der fremhævede reformtræningens fordele for både fysisk og mental velvære.
Hvilket også er helt i tråd med den generelle internationale tendens i fitnessbranchen til at prioritere mere holistisk helhed i træningen, hvilket også er i overensstemmelse med de voksende krav fra fitnessentusiaster.
Branchens øgede fokus på en mere holistisk tilgang til træning var også ganske tydeligt at se i form af nye satsninger på såvel balance- som holdningsfremmende tiltag. Ligesom udviklingen også blev afspejlet inden for det voksende rehab-segment, hvor den tidligere så fremherskende klinisk og kønsløse klinikindretning er erstattet af et øget fokus på indretning af sansevenlige omgivelser.
Fitness – en livslang følgesvend
Vi lever i en verden, hvor befolkningen bliver ældre, og programmer for ældre voksne er mere nødvendige end nogensinde. Man må sige, at det for alvor er gået op for fitnessbranchen, der har responderet med masser af spændende og moderne koncepter til såvel styrke som mobilitet.

Det tyske fitnessikon Ralf Moeller udtrykte det med få ord på FIBO’s pressekonference: “Hvis en 60-, 70- eller 80-årig beslutter sig for at starte med fitness træning i dag, så er det det værd. Effektiv træning sikrer en aktiv livskvalitet og en høj vitalitet langt ind i alderdommen.”
Der var målrettede træningsprogrammer og ikke mindst på områder som balancetræning og fleksibilitet var der masser af nye tiltag henvendt imod ældresegmentet.
Udbuddet omkring anti-aging var også altomfattende og ganske konkret: fra interaktive tilbud og nye produkter, masser af målrettede kosttilskud, samt let tilgængelige tips omkring emner som at sove bedre, reducere stress eller forblive fit på lang sigt.
Det var faktisk gangske forfriskende at se, at på FIBO 2026 blev Longevity begrebet ikke præsenteret og behandlet som et abstrakt koncept, men som noget, som alle direkte kan integrere i deres egen hverdag.
Styrketræning er stadigvæk “the king”

I takt med at officielle myndigheder verden over inden for de seneste år har anbefalet styrketræning, og der løbende kommer ny evidens for styrketræningens betydning for vores krop i alle aldre, er interessen da også blevet øget mærkbart. På FIBO har styrketræning altid fyldt godt i landskabet, men i takt med at styrketræning også er blevet mere multi-facet orienteret, så har ikke mindst hardcore back-to-basic træning fået endnu mere opmærksomhed.
Og det er da også i de haller, hvor de største internationale producenter holder til, at der er mest trafik på messens to første dage. I år var der ikke noget helt nyt og revolutionerende, men alligevel er det er et sandt eldorado, hvis man ønsker at prøve nye maskiner eller sammenligne de forskellige producenters versioner af de samme maskiner. Udover den traditionelle styrketræning, blev det også understreget på omfanget af udstillere på FIBO 2026 at den funktionelle del af styrketræningen fortsat også tydeligt er i vækst.
Hyrox er kommet for at blive
På FIBO 2026 blev HYROX præsenteret med eget udstillingsområde, hvor besøgende kunne prøve konceptet, se demonstrationer og få information om kommende events. Det var tydeligt, at HYROX er blevet en integreret del af fitnesslandskabet, og der var stor interesse fra både udbydere og deltagere.

HYROX er klart et innovativt fitnesskoncept, der kombinerer elementer fra styrketræning og konditionstræning i en konkurrencedygtig ramme, og omfanget af deres tilstedeværelse på årets messe vidner om den voksende interesse og popularitet for dette koncept. HYROX appellerer til fitnessentusiaster, der ønsker at forbedre både deres styrke og kondition i én træningssession, og øvelserne er designet til at være funktionelle, hvilket gør dem relevante for virkelige livssituationer og daglige aktiviteter.
Konkurrenceelementet motiverer deltagerne til at presse sig selv og forbedre deres præstationer. Dette aspekt tiltrækker mange, der ønsker at teste deres grænser og sammenligne sig med andre. Samtidig fremmer det social interaktion, hvilket har været temmelig negligeret i den mere traditionelle fitnessverden.
HYROX’s tilstedeværelse på FIBO 2026 og den stigende popularitet af konceptet vidner om en skiftende fitnesskultur, der værdsætter funktionalitet, konkurrencer og fællesskab. Dette innovative format appellerer til en bred vifte af fitnessentusiaster og har potentiale til at fortsætte med at vokse i popularitet.
Mere aktivitet end tidligere på FIBO 2026

I det hele taget opfordrede FIBO 2026 mere til aktivitet end tidligere. I stedet for bare at se på kunne besøgende aktivt opleve messen: I Calisthenics-området, Lifestyle-området eller den nye Battle & Drop Zone trænede folk, afprøvede ting og svedte sammen, ofte side om side med de fitness celebrities, der havde udviklet de enkelte koncepter.
Det var helt klart første gang, at grænserne mellem scene og publikum blev gradvist udvisket. Langt flere aktiviteter var designet til at være tilgængelige, hvilket inviterede selv begyndere til at prøve noget nyt. Især Experience Areas bragte denne tilgang til live. Uanset om det var i Pilates-, Flow- eller Afroletics-sessioner, handlede det ikke kun om bevægelse, men også om motivation, fællesskab og følelsen af at være en del af noget større.
Mange danskere på FIBO 2026

Der har altid været en vis dansk repræsentation på FIBO, men i de senere år er interessen blevet væsentligt mere udbredt. Udover at der var masser af repræsentanter fra de danske agenter på standene hos de store internationale brands som Technogym, Matrix, Life Fitness og Panatta, var der også flere mindre danske udbydere med egen stand. Blandt dem, vi spottede, var bl.a. BodyBike, Kaatsu Fitness, Fitness Audio, Intelligent Cycling, BRP Systems og Just Face.
FIBO er også en kærkommen lejlighed til at netværke og socialisere med gamle venner og forretningsforbindelser. Især torsdag aften, hvor både Technogym og Matrix afholder større middage for deres kunder, er blevet populær. Men også eftermiddagsbaren på BodyBikes stand er blevet et mødested for danskerne på messen.
I år havde DFHO’s nye direktør, Danna Corke, der må siges at være væsentligt mere synlig og opsøgende end sin forgænger, også taget initiativ til et uformelt netværksmorgenmøde, der blev afholdt på Technogyms stand. Et glimrende initiativ, der forhåbentlig bliver til en fast tilbagevendende tradition.

FIBO 2026 demonstrerede således klart: Fitness er i dag er en livsstil, der strækker sig langt ud over traditionel træning – mod større velvære, energi i hverdagen og ægte livskvalitet.
Næste års FIBO afholdes i Køln i dagene fra 8-11 april 2027
Du kan læse mere omkring fitness trends her

































