Copenhagen Pro Bodybuilding Grand Prix. Rygtet om at der tilbage i 1991 skulle have været afholdt en sådanne konkurrence med deltagelse af en række af sportens topnavne. Fik artiklens forfatter i gang med et større detektiv arbejde.
Tekst: Thomas H. Jensen / Foto: Ove Rytter
Jeg er bodybuilding fan. Og det er der ikke mange, som har lyst til indrømme offentligt. Men jeg indrømmer det blankt. Jeg har tynde arme og tændstikben, men jeg har alligevel altid været fascineret af, hvor langt kroppens fysiske rammer kan flyttes. Og da jeg ind imellem har hørt rygter i hard-core cirkler om, at der engang var et Pro Bodybuilding show i København, så blev jeg for alvor nysgerrig.
Havde der været et Grand-Prix med deltagelse af IFBB pro atleter eller var det endnu en af de mange “urban myth”, der florerer i BB-verden. Min nysgerrighed sendte mig på nettet – men der var ikke meget at finde udover resultatlisten og datoen 21. september 1991. OK, det havde været der – og så i samme år, som jeg var blevet født.
Historien bag Copenhagen Pro Bodybuilding Grand-Prix
Nu blev jeg for alvor nysgerrig, og next step var avisernes arkiver fra dengang. Her kunne jeg læse mere, for der var skrevet en del, og da jeg opdagede, at det stort set var toppen af poppen på tidens BB-scene, der havde deltaget, ja, så var næste skridt at finde frem til manden, som arrangerede det, for at få historien bag.
Det viste sig at være Steen Broford. Og det overraskede mig faktisk ikke så voldsomt, for udover at være manden bag et hav af fitness magasiner og fitness messer, stod han også bag de sagnomspundne Miss & Mr. Fitness konkurrencer, der kørte på TV, da jeg var barn. I dag bor han i Spanien, og da jeg fandt ham på Skype var hans første kommentar: “Hvem fanden gider læse om det her 25 år senere?” Men han indvilligede dog i et interview, og jeg fik stillet min nysgerrighed.
Hvordan kom du på idéen?
“Jeg var året forinden blevet kæreste med Lisser Frost-Larsen, som på det tidspunkt var Chairman of the Women´s Committee i IFBB og en af verdens bedste bodybuilding dommere. Og da hun på et tidspunkt skulle til New York og dømme Ms. Olympia, tog jeg med for at se showet.
Her mødte jeg Wayne DeMillia, som var den person, der stod for at koordinere de fleste af IFBB´s pro shows dengang. Da Wayne hørte, at jeg havde en baggrund med at arrangere events, var han ikke ret længe om at “sælge” mig idéen om, at København skulle med på listen over de europæiske byer, som Pro Touren hvert år besøgte i ugerne efter Mr. Olympia.”
Så du tog beslutningen på stående fod?
“Nej, det gjorde jeg så absolut ikke. Jeg var dels temmelig forskrækket over budgettet, der var noget større – for ikke at sige meget større end de budgetter, jeg tidligere havde arrangeret events efter. Men netop i de år skete der ikke meget på den danske bodybuilding scene, og selvom jeg ikke havde haft noget med sporten at gøre i 7-8 år, så tænkte jeg, at der måtte være et publikum, som gerne ville opleve en række af verdens bedste atleter på en dansk scene.
Så jeg fik et kontraktudkast med hjem, og efter at have betinget mig, at der var mindst tre andre europæiske byer med på touren, så vi kunne splitte rejseomkostninger for dommere og atleter, så tænkte jeg: Hvad fanden, det kan ikke gå værre end galt – og skrev under…”
Havde du som arrangør nogen indflydelse på, hvilke atleter der deltog?
“Ja og nej. Jeg havde en ønskeseddel og fået ok på, at de ville deltage, men det skulle vise sig ikke at holde stik. Jeg havde navne på plakaten som f.eks. Robby Robinson, Richie Gaspari og Bob Paris, men de dukkede aldrig op. Lee Haney vandt sin 8. Mr. Olympia det år, og jeg vidste på forhånd, at han aldrig deltog på den efterfølgende tour. Og 2. pladsen var et helt nyt navn, Dorian Yates, og ham havde jeg slet ikke i tankerne, da jeg lavede min ønskeseddel. Alligevel var det et stærkt felt med flere af topnavnene fra det års Mr. Olympia.
Vores Grand-Prix var ugen efter Olympia i USA, og Vince Taylor, der vandt i København var blevet 3´er, Sonny Schmidt 6´er og Thierry Pastel 8´er. Og Ron Love, Renel Janvier, Nimrod King, Albert Beckles, Geir Borgen Paulsen, J.J. Marsh, Tom Terwilliger og Milos Sarcev havde alle været med i Mr. Olympia men placeret sig udenfor top 10. Så ud af de 13 atleter, der stod på scenen, var de 11 i topform.”
Hvem var så de to sidste atleter?
“Som arrangør havde jeg tilladelse til at give et “wildcard” – en pro licens til en lokal atlet, hvis denne vel og mærke var af en vis standard. Min tilladelse var ikke mere omfattende, end at mit valg i sidste ende skulle godkendes af Wayne DeMillia. Men det var en regel, som primært havde til formål at sikre den enkelte promoter, at der var et lokalt navn, som kunne være med til at skabe lidt mere hype omkring konkurrencen.
Det var ikke så svært at finde ud af, hvem det skulle være, for i min optik var der kun en på den danske scene, som havde internationalt potentiale på det tidspunkt. Og det var en amerikaner, Darrion Holiwell, som havde boet i Danmark i nogle år. Han havde alle forudsætninger for at blive god – også på internationalt niveau. Og han formåede da også i sin debut at klemme sig forbi to af de atleter, der kom direkte fra Olympia.
Den sidste deltager var belgiske Bill Richardson, en ældre veteran, som mildest talt ikke var på niveau med de øvrige.”
Hvad husker du bedst selv fra showet?
“Vince Taylor, der altid har været en af mine favoritatleter var i kanon form, Sonny Schmidt og Ron Love var også gode. Men det jeg måske husker allerbedst var Tom Terwilligers poserings rutine. Jeg har set Frank Zane og Mohammed Makkawy, da de var på toppen, Shawn Ray og Vince Taylor var også sindsygt gode til at posere, men Terwillingers rutine det år står stadigvæk som den bedste rutine jeg har set.
Han poserede som nummer 7 og publikum gik fuldstændigt amok. Faktisk blev det efter showet i København besluttet, at Tom skulle posere som sidste mand på resten af den europæiske tur, fordi der var ingen af de andre atleter, der ville gå på scenen efter ham.”
Jeg fandt i forbindelse med min research til denne artikel en del presseomtale af arrangementet. Var det ikke usædvanligt, at et bodybuilding show fik så meget omtale eller var det almindeligt dengang..?
“Nej, det var bestemt ikke almindeligt – heller ikke dengang, men jeg havde betinget mig én ting soleklart i min kontrakt, at jeg ville have Albert Beckles med. Han var ikke længere helt i toppen af sporten, men han var 61 år og konkurrerede med atleter, der kunne være hans børn og børnebørn. Og den historie vidste jeg, at pressen ville “æde”, uanset hvad de ellers måtte mene om bodybuilding.
Og det viste sig at holde stik. Jeg tror, at han alene tegnede sig for halvdelen af omtalen i aviserne. Og det var da også ham TV2 fokuserede på i deres dækning af arrangementet.”
Hvordan reagerede det Danske Bodybuilding Forbund på, at du som privatperson – og uden om dem – hev en række af verdens bedste bodybuildere til byen?
Efter et langt latterbrøl….
”Hvad kan jeg sige.. det er jo en organisation, der igennem alle årene først og fremmest har været præget af manglende visioner. Så den første reaktion fra deres daværende formand var at ringe mig op og påpege, at jeg ved at dato sætte mit show en måned før DM ville mætte folks interesse, og at det ville gå udover deres billetsalg.
Jeg var af en helt anden opfattelse og prøvede at fortælle ham, at når folk havde set en række af verdens bedste atleter, så ville de nok gerne se mere en måned senere. Og jeg tilbød dem faktisk en stand gratis i forhallen, hvor de kunne sælge deres billetter til “mit” publikum. Næste opkald handlede om, at vi støvsugede markedet for sponsorkroner, og at det ville gå ud over deres arrangement.
Igen prøvede jeg at være imødekommende og foreslog dem, at jeg kunne overtage deres sponsorsalg, hvis det var det, der var problemet, og garantere dem et beløb, der svarede til sponsorindtægterne på foregående års DM. Det blev også afvist. Og næste gang, jeg hørte fra dem, var, da jeg fik et brev, hvor de mente, at de skulle have et sanktion fee begrundet med, at de havde rettighederne til at arrangere stævner.
Jeg skrev “venligt” tilbage til dem, at et sådanne fee på $15.000 havde jeg allerede deponeret til IFBB´s moder-organisation i Montreal. Og at de var velkommen til at skrive til Ben Weider og spørge efter deres andel. Og når han engang var færdig med at grine af dem, så kunne de jo altid vende tilbage. Og siden da, ja så var der ikke så meget dialog.”
Derfor kom der aldrig et Copenhagen Pro Bodybuilding II
Var showet en succes?
“Det kommer så sandeligt an på, hvilket parameter man måler efter. Afviklingsmæssigt ja, det kørte som en velsmurt maskine. Publikumsmæssigt – ja, der var 1600 tilskuere, så det var mere end vi havde forventet. Vi havde fået Jens Schelde til at designe et scenelys, som dommerne talte om flere år efter. Økonomisk – bragende nej. Jeg havde ikke kurssikret mig, da jeg indgik kontrakten. Alt var i dollars, og den flyttede sig voldsomt i den forkerte retning i løbet af det år, der gik fra kontrakten blev indgået til konkurrencen blev afholdt.”
Så du har aldrig overvejet at gøre det igen?
“Nej – men det er der nu flere årsager til. Jeg lærte rigtigt meget af det arrangement og faktisk dannede de erfaringer, jeg gjorde mig i forbindelse med det show på godt og ondt – køreplanen for de efterfølgende års mange Mr/Miss Fitness konkurrencer, samt et par internationale Pro-Fitness arrangementer. Det, der var mest afgørende i min beslutning om ikke at arrangere bodybuilding konkurrencer igen, var mere centreret omkring ting, der skete i kulisserne.
Efter showet i København blev en af atleterne voldsomt syg, overbrækkede hele receptionen på Falkoner Hotel og blev indlagt på Frederiksberg hospital. Resten af holdet skulle videre til næste show, så det blev mig, der måtte besøge ham på hospitalet de efterfølgende dage. Og det var en skræmmende oplevelse.
En læge hev mig på et tidspunkt til side og sagde: “Ja, vi kan ikke se, hvad han har taget, der er simpelthen for mange ting i omløb i systemet på ham. Men kan du ikke prøve at fortælle ham, at hvis han fortsætter sådan der ret meget længere – så står både lever og nyrer af.”
Og hvis jeg havde været i tvivl indtil da, så blev jeg i hvert fald helt sikker, da Momo Benaziza året efter døde på sit hotelværelse af en overdosis vandrivende efter det hollandske Grand-Prix. Den udvikling i sporten var ikke noget, jeg havde lyst til at stå som afsender på.
Jeg havde nu alligevel plakaten hængende på mit kontor i mange år – det var en god reminder. Hver gang jeg troede, at jeg kunne gå på vandet, behøvede jeg blot at kigge på den. Og omvendt hvis jeg syntes, at jeg havde haft en dyr weekend, så kunne jeg også bare kigge på den og tænke: Nå nej, i forhold til det show – så var det billigt!”
