Skallerup Seaside Resort har udvidet deres store Spa- og Wellnessafdeling med et fitnesscenter, der har direkte udsigt til Vesterhavet.

Skallerup har lyttet til de mange gæsters ønsker om at integrere motion og fysisk aktivitet med ferie og afslapning og har investeret 5 millioner kroner i det nye fitnesscenter.

I det 400 kvadratmeter store træningscenter med lys og frisk luft kan gæsterne ud over at træne på egen hånd vælge at dyrke Loop cirkeltræning eller deltage i holdaktiviteter som crossfit, pilates og yoga.

Og den direkte udsigt til hav, brusende bølger, strand og klitter bør give de fleste motionister lyst til at løbe lidt længere på løbebåndet.

Når dagens motion er veloverstået, kan massage i spa- og wellness-afdelingen “Romulus” løsne op for ømme muskler. Eller man kan blot nyde den gode indsats i det eksklusive fitnesscenter med en afslappende runde i de kolde og varme bade.

Skallerup Seaside Resort har netop for tredje år i træk modtaget en Travellers Choice-pris i kategorien ”Bedste service i Danmark” fra verdens største rejseside TripAdvisor. Skallerup Seaside Resort er i TOP 3 i selskab med hoteller som Hotel D’Angleterre.