De danske forbrugere shopper økologi som aldrig før. Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologiske varer i danske supermarkeder er steget med 14 procent fra 2015 til 2016, svarende til 8 milliarder kroner. Det betyder, at 9,6 procent af de varer, der sælges i den danske detailhandel er økologiske. Danmark er dermed fortsat det land i verden, hvor andelen af solgte økologiske fødevarer i detailhandlen er højest.

Udover salget i detailhandlen blev der også solgt økologiske fødevarer via såkaldte ’alternative salgskanaler’ – dvs. internethandel, marked/gårdsalg samt i foodservice-sektoren, som f.eks. restauranter og caféer. Samlet set nåede økologisalget i alt op på omkring 11,2 milliarder kroner i 2016.

Det er især salget af økologisk frugt og grønt, der er steget kraftigt fra 2015 til 2016; nemlig med 26 procent. Mælk og mejeriprodukter, som udgør den største økologiske varegruppe, er i samme periode steget med 7 procent.

Salget af økologisk kød er også steget markant fra 2015 til 2016 med 16 procent. Det skyldes, at flere supermarkeder over hele landet nu tilbyder et større udbud af økologisk kød, hvor det før kun var i de større byer, forbrugerne kunne finde et sådant udvalg.