I det klassedelte USA bliver underklassen federe, alt imens de øverste socialgrupper holder på formerne. Kommer denne trend også til Danmark – eller er det allerede sket?

Tekst: Carmen Binzer

Europa har altid fulgt de amerikanske trends, nogle gange flere åre efter, men nu med nye massemedier med kortere og kortere reaktionstid; mad, musik, mode, film, underholdning og TV. Og så er det måske tid til at følge livsstilen, når det kommer til sundhed og træning. Eller hvad?

Danskerne var i chok, da de i 1996 for første gang under de olympiske lege fra Atlanta så de tykke amerikanske fans, der fyldte to sæder hver, mens de åd hotdogs. Kommentatorerne lavede endda sjov med dem: “Ja, så stiller vi om til FATlanta!”

Denne skarpe kontrast, imellem amerikanske topatleter og deres ekstremt fede fans, giver på en lille skala et indblik i, hvordan sundhedsstatus ser ud i det store land.
Som forbruger i USA bliver man mødt af mange blandede og modsætningsfyldte ”budskaber” om, hvad og hvor meget man skal spise. På den ene side handler det om, hvordan store portioner, forarbejdede, færdigpakkede fødevarer og drive-thru meals bliver “solgt” som essensen af den amerikanske kultur. Og på den anden side, ja, så bruger amerikanere over 20 milliarder årligt på slankeindustrien; bøger, piller og operationer som fedtsugning og Gastric By-Pass.

Det er ikke overraskende, at amerikanerne kigger efter hurtig mad og hurtigt vægttab, for den gennemsnitlige amerikaner bruger 25% mere tid på at arbejde end vi europæere. Hvilket efterlader dem med mindre tid til at handle sunde fødevarer og mindre tid til at forberede mad i køkkenet og ikke mindst mindre tid til fysisk aktivitet. Ironisk nok bliver der af og til kun tid til en pizza slice og en slim-fit pille til frokost.
Når undersøgelser samtidigt påviser, at kun 20% af job på arbejdsmarked i dag indbefatter fysisk arbejde, i modsætning til 50% i 1960’erne, så begynder man at forstå kontrasterne. Udover de mange timer, der tilbringes på ikke-fysiske arbejdspladser, bruger mange amerikanere mindst én time dagligt siddende i bilen til og fra arbejde. Igen en kontrast i forhold til mange andre industrialiserede lande, hvor man bevæger sig til og fra med offentlige transportmidler eller går / cykler.

Flere træner – men portionerne vokser

Hver dag bombarderes amerikanerne med nye trends og skønhedsidealer, og det gælder såvel mænd som kvinder. For kvinderne dikterer tidsånden: Stor numse/røv, lille talje og tonede lår. For mænd: Defineret vaskebræt, muskuløse arme og Gud forbyde, at
de glemmer “Leg-day”.
Det er blevet nemmere at finde træningsvideoer på de sociale medier, der fokuserer på disse specifikke ”kriterier”, og undersøgelser viser, at mange følger tendenserne.
De seneste undersøgelser fra IHRSA viser, at mere end 66 millioner amerikanere benyttede sig af et fitnesscenter i 2016, og omkring 55% af amerikanere træner 3-4 gange om ugen. Det er den største andel af aktive amerikanere, der er blevet målt siden IHRSA begyndte deres måling tilbage i 1987. På trods af dette er antallet af overvægtige stadigvæk stigende. På nuværende tidpunkt er 35% af USA’s voksne svært overvægtige.

En dominerende faktor i denne paradoksale udvikling af mere træning og øget fedme skyldes en generel tendens til at overvurdere den forbrændingsmæssige værdi af træning, og ikke mindst at der indtages for mange kalorier og de forkerte af slagsen. Og det kan naturligvis også i et land, hvor “Bigger er better”, være svært at vurdere kalorieindhold udfra portioner. Fordi portionsstørrelser med tiden er vokset, f.eks. var en bagel ca. 8 cm. i diameter for 20 år siden – i dag er den ca. 15 cm.

Overvægt er tydeligt socialt betinget

Man kan naturligvis ikke konkludere udfra ovenstående tal, om det er overvægtige voksne, der træner 3-4 gange om ugen, der samtidig bliver tykkere. Statistikken giver kun et fingerpeg om, hvorvidt befolkningen træner, og om de fortsat tager på. Men der er ikke nødvendigvis en sammenhæng.
Der er til gengæld et klart billede af, at den veluddannede, velstillede del af befolkningen er meget fokuseret på sundhed, og de holder sig generelt slanke og i god form.
Anderledes forholder det sig, når man bevæger sig ned i bunden af den sociale rangstige. De nederste grupper er derimod stærkt præget af fedme, primært grundet det tidligere nævnte kalorieindtag. Og ikke mindst fordi “junk food” er markant billigere end frugt, grønt og andre sunde fødevarer.
Uddannelse spiller tydeligt en rolle hos den yngre generation, for størstedelen af High School dropouts kommer fra lavindkomst familier. Mangel på uddannelse og fedme har en tydelig korrelation, da mange ikke har hverken viden, tid eller økonomien til at opretholde en sund livsstil. Undersøgelser viser, at de, som tror træning er den vigtigste faktor i vægttab, har et højere BMI end de, der anser en sund kost som den primære faktor.

I amerikanske High Schools er der flere sportsgrene og hold-træningstilbud, som eleverne nemt kan deltage i uden særlige kvalifikationer. Næsten 60% af alle elever er fysisk aktive mere eller mindre hver dag. For dem, for hvem uddannelsen stopper efter High School eller som aldrig når dertil, ser det ganske anderledes ud. Men også dem, der har de økonomiske forudsætninger for at fortsætte uddannelsen på college, er udfordret, for her foregår de fysiske aktiviteter på egen hånd. Og at mange ikke formår at gøre dette afspejler sig i begrebet “The freshmen 15”, som dækker over de 15 lsb (6kg) mange elever tager på, når de spiser på cafeteriet på college og ikke længere er fysisk aktive til dagligt.

Forskellen i BMI

For at kunne forholde sig til fedme, skal man først have forståelse for BMI (Body Mass Index), som er den godkendte internationale målestok. Og selvom BMI (der udregnes ved at dividere højde med vægt) er stærkt kritiseret for ikke at tage højde for muskelmasse og knogledensitet, så er BMI generelt accepteret som en slags statsreguleret kropsideal.

BMI under 18,5 = undervægtig
BMI mellem 18,5-24,9 = normalvægt
BMI mellem 25-29,9 = overvægtig
BMI mellem 30-39,9 = fedme
BMI over 40 = svær fedme

Afspejler denne polarisering sig også på det danske marked?

En undersøgelse fra Institut for Folkesundhed viser, at der også i Danmark er en bekymringsvækkende sammenhæng mellem uddannelsesniveau, velstand, spisevaner, jobstatus og fedme. Det er i høj grad de ringest socialt stillede og lavt-uddannede, der lider af overvægt og dermed er disponeret for flere sygdomme og problemer på arbejdspladsen. En ond cirkel af finansielle omstændigheder, der dikterer vores sundhed.
Hver syvende person uden anden uddannelse end folkeskolen er fed, hvorimod det blandt højtuddannede kun er hver 17. Der er også dobbelt så mange fede blandt arbejdsløse end der er blandt mellemfunktionærer, lyder det fra Institut for Folkesundhed.

Og herhjemme, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder sig under 25 i BMI, er der allerede omkring 47%, der har et højere BMI tal.
Tidligere var folkesundheden en mere homogen størrelse. Man kan populært sige at arbejdsmanden blev slidt ned, og direktøren døde af vellevned. Men deres livslængde og livskvalitet var stort set den samme. Vi oplever nu en polarisering, hvor de veluddannede er ekstremt opmærksomme på, hvordan de skal spise og træne for at holde sig sunde og slanke. Og de er i høj grad også opmærksomme på at overføre disse mønstre til deres børn.
Hvorimod de dårligst uddannede i stigende grad ryger på C-holdet, når det kommer til deres sundhedsvaner. Den tiltagende fedme blandt de dårligst stillede stiller dem også dårligt på andre områder. For usunde spisevaner kan resultere i fejlernærede og fede børn, som har svært ved at klare sig både bogligt og socialt, hvilket med en vis sandsynlighed kan komme til at betyde, at de også som voksne vil tilhøre den lavt uddannede sociale klasse og dermed klar til at fortsætte den onde cirkel.

Sundhed på skoleskemaet

Selvom danskerne på mange områder allerede er bedre stillet i forhold til amerikanerne, f.eks. er uddannelse gratis, og vi er ikke nødsaget til at arbejde 60 timer om ugen for at kunne holde os over fattigdomsgrænsen, ja, så ser vi alligevel en udvikling, som bevæger sig henimod noget, der ligner amerikanske tendenser.

Et godt sted at starte, hvis denne udvikling skal bremses, kunne være at skabe en modvægt til de massive promotionstiltag, som en kynisk junk-food industri konstant bombarderer unge mennesker med. Men i en udvikling, hvor måltider, som hele familen indtager samlet, hører til sjældenheder – ja så er det nok ikke over middagsbordet, at den positive påvirkning af sunde spisemønstre skal finde sted. For en del af det danske paradoks er jo netop, at vi er et af de lande i verden, hvor der bruges flest penge på køkkenindretning og færrest på de råvarer, vi tilbereder i de kostbare samtalekøkkener.

Så spørgsmålet er, hvis vi som samfund skal have et modtræk til den enorme junk-food industris massive påvirkning af en yngre generation, der mangler madkultur og ernæringsviden – om ikke sundhed skal på skoleskemaet i fremtiden.