Det er en god idé for voksne at styrke deres sener

– både for at forebygge overbelastning og komme hurtigere over skader. Det lyder helt bagvendt, men faktisk er det ikke klogt at løbe et maraton eller spille old-boys fodboldkampe uden også at styrketræne sin krop.

Ifølge professor Peter Magnusson fra Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital er det en god idé for alle motionister at dyrke styrketræning regelmæssigt for at gøre kroppen stærk nok til at klare belastningen fra løb, badminton eller hvad man ellers dyrker i sin fritid.

Som elastikker
Når vi kommer over de 35-40, år har vi en øget risiko for at overbelaste vores sener. De gør normalt ikke noget væsen af sig og man mærker dem først, hvis de begynder at gøre ondt. Men senerne har en meget vigtig funktion, for de fungerer lidt som elastikker og giver den kraft, der produceres i musklerne videre til knoglerne.

“Jo ældre vi bliver, desto mere opmærksomme skal vi være på at styrketræne for at kunne holde til den idræt, vi gerne vil dyrke”, understreger Peter Magnusson.

Klinikken på Institut for Idrætsmedicin undersøger og behandler hvert år ca. 5.000 motionister, der har overbelastet sener i foden eller knæet ved almindelig motion.

“Overbelastningsskader opstår typisk, når man skruer for hurtigt op for træningen og f.eks. går fra at løbe tre gange fem kilometer om ugen til tre gange ti kilometer”, fortæller professoren. 
”Ofte begynder senerne først at gøre ondt efter nogle uger, hvilket vil sige, at man kan gå med skaden en tid uden at mærke noget til den”, understreger han.

Ifølge Magnusson er styrketræning også løsningen, når skaden er sket og man står med en sene, der gør ondt på grund af en overbelastningsskade.

Bliv ved med at træne
Mange mennesker tror, at hvis man får en overbelastningsskade i en sene, f.eks. ved knæet eller i akillessenen, skal man holde en pause fra træningen.

Men ifølge Peter Magnusson er det ikke hvile, der skal til, for at senen kan blive bygget op igen. Derimod er styrketræning vigtigt for at få en overbelastet sene i form igen.

“Vores forskning viser, at cellerne i en sene, der er overbelastet, har godt af at få et ”spark”. Og det får de f.eks. ved ”tung” styrketræning, hvor man målrettet arbejder med at styrke det overbelastede område”, siger han.

Derfor anbefaler Peter Magnusson motionister med denne type af idrætsskader at fortsætte med den samme træning eller fysisk aktivitet, men sørge for at holde pause hver anden dag. Og – vigtigst af alt – at supplere med styrketræning. Hvis man f.eks. har fået ”springerknæ” ved at overbelaste knæsenen, er det en god idé at træne leg-press i en fitness maskine.