Britiske forskere er netop kommet ud med en ny rapport, der dokumenterer, at mænd kan øge chancerne for at blive fædre, hvis de tager tilskud af bestemte antioxidanter.

Op imod en femtedel af par i den fødedygtige alder har problemer med at få børn, og i cirka halvdelen af tilfældene skyldes det mandens ringe sædkvalitet. Britiske forskere fra Guy’s and St. Thomas’ NHS Foundation Trust i London har imidlertid lige offentliggjort en rapport, som konkluderer, at chancerne for befrugtning øges, hvis mænd tager tilskud af særlige antioxidanter, især vitamin C, vitamin E og selen.

Øger sædkvaliteten

Den nye rapport, som er offentliggjort i Reproductive BioMedicine Online, er en omfattende gennemgang af ialt 17 randomiserede kliniske studier, der ser på, hvordan vitamin C og E, selen, zink, folinsyre, carnitin og carotenoider indvirker på sædkvalitet og antallet af graviditeter. Blandt de vigtigste observationer foretaget af forskerne kan nævnes at:

• 75 procent af undersøgelserne viste en forbedring af mindst én sperm-parameter sammenlignet med placebo eller ingen behandling
• 63 procent af undersøgelserne viste signifikant forbedring af sædcellernes evne til at bevæge sig
• 33 procent af undersøgelserne viste en forbedring af sperm-koncentrationen (antallet af sædceller)
• Antioxidant-supplementering viste sig som helhed at øge antallet af graviditeter med 19 procent. I placebo-/kontrolgrupperne blev den til sammenligning blot øget med tre procent.

Understøtter tidligere forskning

Tilsvarende observationer er gjort i tidligere offentliggjorte undersøgelser. For eksempel viste skotske forskere, hvordan tre måneders supplementering med selen øgede sædcelle-bevægeligheden markant hos mænd med fertilitetsproblemer. Ligeledes viste italienske forskere fra University of Marche i Ancona, hvordan tilskud af det vitamin-beslægtede stof coenzym Q10 også havde en positiv indflydelse på sædcellernes bevægelighed. Stoffet er med til at regulere cellers energiomsætning. Man så, hvordan sædcellernes Q10-indhold steg som følge af supplementeringen, og dette understreger stoffets betydning for sædcellernes energiproduktion

Kilde:
1. Reproductive BioMedicine Online
Volume 20, Pages 711-723
“A systematic review of the effect of oral antioxidants on male infertility”
Authors: C Ross, A Morriss, M Khairy, Y Khalaf, P Braude, A Coomarasamy, T El-Toukhy
2. Br J Urol. 1998 Jul;82(1):76-80.
3. Fertil Steril. 2009 May;91(5):1785-92.