Løb den kolde tid i møde

Du kender det sikkert godt: Når vinteren nærmer sig, begynder
Du kender det sikkert godt: Når vinteren nærmer sig, begynder
undskyldningerne at stille sig i kø dér, hvor løbeskoene stod i sommer.
Læs her, hvordan du bevarer din motivation for at løbe i det fri vinteren over.

Når vintervejret påvirker motivationen
Det er januar, og vinteren er kommet. For de fleste løbere – også for de garvede af slagsen – betyder det nedsat motivation til at løbe: Det er sværere at komme ud af døren, når det er koldt, vådt og blæsende, end når det er solskin og tyve grader. Og når du kommer hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen, er tanken om en løbetur på de mørke villaveje bare mindre motiverende end tanken om en smuk tur i skoven. Når vinteren står for døren, er det med andre ord fristende at indstille al udendørs træning, indtil bøgen springer ud, fuglene begynder at synge, og du igen kan springe i de korte løbetights. Men det behøver ikke være så ilde at løbetræne om vinteren! I dag findes der nemlig masser af løbeudstyr på markedet, der kan forsøde den sure vintertræning i det fri.

Lag på lag-metoden
Lidt lag-på-lag skal der dog til, selv om du vælger kunststofbeklædningen. På overkroppen bør du, som det inderste lag, vælge en tætsiddende undertrøje, der både varmer og transporterer sveden væk fra kroppen. Ud over dette lag kan du eventuelt vælge et mellemlag for eksempel en fleecetrøje eller en tyndere løs trøje, afhængig af vejrforhold og indre glød (!) – nogle kan ikke holde varmen om vinteren uden en fleecetrøje, andre har slet ikke behov for et mellemlag. Som tommelfingerregel gælder det, at hvis du har behov for mere end ét mellemlag, løber du slet og ret ikke stærkt nok! Yderst er det vigtigt at have en jakke eller en vest, der forhindrer den kolde vind i at trænge ind til kroppen og nedkøle den. Generelt gælder det, at det er den luft mellem de forskellige lag, som kroppen opvarmer, der holder dig varm.

På underkroppen kan du vælge mellem henholdsvis en løstsiddende eller en tætsiddende model alt efter temperament. Hvis du er til det løse, kan du vælge at springe i et par lange underbukser med et par løstsiddende vindafvisende bukser udenpå. Er du derimod til det tætte, kan du nøjes med at iklæde sig et par såkaldte vintertights, dvs. et par tætsiddende bukser med en fleeceagtig, opkradset inderside.

Gennemført fra top og tå
Selv om der er gået meget mode i løbetøj gennem det seneste årti, så er der stadig noget af det, der er mere praktisk end kønt. Det gælder især for de bankrøveragtige elefanthuer, der i stor stil produceres af de fleste løbetøjsfabrikanter om vinteren. Det kan imidlertid være meget koldt og hårdt for ansigtet at løbe imod vinden om vinteren, og til dette formål er en tynd og svedtransporterende elefanthue – eventuelt med vindstoppende skal – ideel, fordi den ikke kun varmer toppen, men beskytter hele ansigtet. Hvis du ikke kan æde din forfængelighed, eller hvis du synes, elefanthuen er for varm, findes der en masse forskellige huer, pandebånd og ørevarmere i svedtransporterende materiale, som du kan vælge i stedet. Ligeledes produceres der et hav af løbehandsker både med og uden vindfor, så du heller ikke kommer til at fryse fingrene.

For at holde fødderne varme kan du gøre flere ting. Hvis du er en rigtig frossenpind, kan du investere i et par neopren-sokker, som holder dine fødder varme og tørre, også når du løber gennem sne og slud. Hvis føret ikke er vådt, kan du sandsynligvis nøjes med at trække en tynd uldstrømpe ud over dine svedtransporterende løbestrømper. Langt de fleste løbere har dog ikke problemer med at holde fødderne varme om vinteren, så længe de har svedtransporterende (og ikke bomulds)strømper på!

Tænd lys i mørket
Om vinteren er det vanskeligt for de fleste løbere at komme ud, mens det er lyst. For nogle betyder det, at de helt dropper løbeturen – enten fordi de ikke bryder sig om at løbe alene i mørke, eller også fordi det synes langt mere hyggeligt at blive inden døre og drikke kakao i stearinlysets skær, når det er mørkt. Hvis du har svært ved at motivere dig selv til at løbe i mørke, kan det være en god idé at anskaffe dig en pandelampe. Pandelamper fås med forskellige lysstyrker – nogle er endda så kraftige, at de kan tænde lyset i en skov – og langt de fleste af dem, der er beregnet til løb, produceres i et letvægtsmateriale, så de ikke generer løberen. Ud over at det er praktisk, at du kan se, hvor du sætter fødderne i mørket, så er det også vældig hyggeligt at løbe i pandelampens skær; der er faktisk en snert af kakao og stearinlys over det! Pandelampen har også den fordel, at den gør dig synlig, når du løber i vintermørket, hvilket især er vigtigt, hvis du løber på veje, hvor der kører biler. I dag er det meste løbetøj sort (selv det fra Newline!), og selv om der er sat refleksbånd på tøjet hist og her, så er en hurtig løber i sort bare svær at få øje på for en bilist. En pandelampe kan altså redde dig fra at ende på køleren af en bil; alternativt kan en neongul refleksvest eller et blinkende lysbånd også gøre en forskel i mørket.

Og hvad så, hvis der ligger lidt sne?
Når kulde, blæst, regn og mørke ikke længere kan holde dig inden døre, er der kun sne tilbage som stopklods for dit vinterløb. Men også for sne er der råd! Det kan sagtens lade sig gøre at løbe i glat føre, når bare du tager dine forholdsregler. Et godt tip er at smøre bunden af dine løbesko ind i skivoks, så du bedre kan stå fast på underlaget. Hvis der ligger is på din løberute, kan du købe et par gummisåler med pigge i den nærmeste løbespecialbutik, som du kan trække ud over dine løbesko for at stå fast, når du løber henover isen. Du kan også anskaffe dig en decideret vinterløbesko, der blandt andet er karakteriseret ved at have en kraftigere profil underneden, så den gør sig bedre i glat føre end en almindelig løbesko. Du skal bare være opmærksom på, at vinterløbesko ikke produceres i så mange forskellige modeller, hvorfor du kan risikere at skulle gå på kompromis med pasform, støtte og stødabsorbering, hvis du vælger en sådan – og det er ikke altid en god idé!


Tips til vinterløbetøj:

• Undgå at løbe i bomuldstøj, da bomuld suger sveden til sig i stedet for at transportere den væk fra kroppen
• Løb i tøj i lavet af kunststof eller uld, da disse materialer – modsat bomulden – er svedtransporterende
• Klæd dig efter lag på lag-metoden, da det er den opvarmede luft mellem dine tøjlag, der holder dig varm
• Lad en vindstoppende eller vindafvisende overdel være det yderste lag
• Prøv en elefanthue, hvis du løber med ansigtet direkte mod vinden
• Du kan modvirke kolde fødder med neopren- eller uldsokker afhængig af vejrets beskaffenhed
• Se og bliv set i mørket ved hjælp af en pandelampe
• Hvis der ligger sne, kan du prøve at smøre dine løbesko med skivoks for at stå fast
• Hvis det er isslag, kan du iføre bunden af dine løbesko et gummiovertræk med pigge og stadig stå (nogenlunde) fast

Gode råd, før du løber ud i vinteren:

• Hvis det gør ondt i dine lunger at indhalere den kolde vind, kan du tage noget stof (et tørklæde eller en elefanthue) foran munden og trække vejret igennem det. På den måde varmer du luften op, inden den når dine lunger.
• Sørg for at beskytte huden i ansigtet ved at smøre den ind i en fed creme (gerne uden vand) før løbeturen, da huden i ansigtet er meget udsat ved vinterløb.
• Selv om du ikke oplever behovet på samme måde, er det også vigtigt at drikke rigeligt med vand, når du løber om vinteren – især hvis du løber langt.
• Hvis det er meget koldt, opleves det som regel ubehageligt indeni at drikke medbragt, koldt vand, ligesom du risikerer, at vandet er frosset til is, når du vil drikke det. Fyld derfor dine dunke op med varmt eller lunkent vand i stedet – det nedkøler undervejs på turen, men du skal løbe meget længe, før det fryser til is, og det er mindre ubehageligt for maven at drikke tempereret vand, når du presser dig selv om vinteren.
• Hvis det stadig ikke spiller, så pak dig ind og tag bussen til dit nærmeste fitness-center – der har de helt sikkert et løbebånd, hvor du varm og tørskoet kan gennemføre dit træningspas!