vablerEn fysisk aktiv livsstil resulterer undertiden i generende og smertefulde vabler. Det kender de fleste af os.
Men faktisk kan man let minimere risikoen for at vablerne i det hele taget opstår – og dét uden at måtte droppe – løbeturen.

 

Vabler – hvorfor?

Vabler er et mærkbart vink med en vognstang om, at din hud ganske enkelt har fået nok, sandsynligvis efter for lang tid i (de forkerte) løbesko. Kort beskrevet består den øverste del af huden – epidermis – af flere lag hudceller, der ligger sirligt organiseret ovenpå hinanden.

Ved længerevarende tryk og friktion i sokkens fugtige varme kan vablen promte melde sig, idet bestemte hudlag ganske enkelt slides og tvinges fra hinanden. Tomrummet fyldes lynsnart med væske, som nu smerteligt trykker på nerverne i det underliggende bindevæv, der også kaldes dermis. Vablen er nu en realitet.

 

Forebyg!

Forebyggelse er – som ved de fleste kropslige problemer og dårligdomme – alfa & omega. Forebygger du effektivt, behøver du aldrig mere at se en vabel på din fod igen. Først og fremmest hjælper det at have velplejede fødder. Så frem med fodbadet, fodfilen og fugtighedscremen.

Og gerne i rigtig god tid, før du udsætter dine fødder for vabelrisiko. Sørg derfor altid for at få professionel råd og vejledning, inden du køber dit fodtøj. Det er faktisk netop dét ekspedienterne er uddannede til. Løbeskoene skal løbes gradvist til. Det er ofte en god idé at bruge to par strømper: En tynd sok inderst og en tykkere udenpå. Undgå altid sokker med indvendig søm, idet disse har tendens til at fremprovokere vabler.

Strømperne må hverken være for store eller for små, de skal med andre ord passe som ‘fod i hose’. Det er i øvrigt også en glimrende idé at gøre det ydre hudlag slidstærk og vant til belastning. Huden skal simpelthen trænes – hærdes – uden at den vel at mærke overbelastes. Dette kan eksempelvis gøres ved at gå barfodet om sommeren. Ligeledes som dine muskler kræver træning, har dine fødder altså også gavn af regelmæssig workout. Du kan beskytte sårbare områder med tape eller specialplastre, hvilket mindsker belastningen på fødder og tæer. Blandt andet Compeed-plastre har i forsøg vist sig at være ganske effektive til at holde vabler væk.

 

Når skaden er sket

Da vabelvæsken er med til at beskytte det ødelagte væv, er det oftest allerbedst at lade vablen være, holde den ren, skåne den og blot beskytte den med plaster eller lignende. Det er desuden en god idé at skifte sko, så du ikke fortsætter i det selvsamme fodtøj, der har frembragt vablen.

Nogle gange bliver vablerne desværre så store og bevægelseshæmmende, at man må overveje at dræne vablen for den indestængte væske. Især under vigtige sportspræstationer, hvor man har et akut behov for at kunne fortsætte. Rengør hele foden. Grundigt. Prik forsigtigt i kanten af vablen med en steril nål og hold øje med, om væsken er glasklar. Hvis væsken fra vablen derimod er uklar eller grumset, har du muligvis reddet dig en begyndende infektion.

Hvis vablen er blodfyldt, er der sket skade på blodkar i dermis beliggende under epidermis. Hvis du punkterer en blodvabel, er der således stor risiko for infektioner. Vablen tømmes ved at rulle en ren vatpind i retning mod det prikkede hul. Fjern ikke det løse skind, hvis det stadig hæfter med mere end halvdelen.
Et godt fif er at bruge vådservietter indeholdende Lidocain, som bedøver huden let. Klorhexidin kan bruges til desinfektion af vabler. Men undgå i det hele taget denne smertefulde og noget risikable dræn-seance igennem forebyggelse.
Forebyg, forebyg & forebyg!