I de fleste fitnesscentre er der en stor gennemstrømning af mennesker, som bruger de samme redskaber og deler de samme badefaciliteter.

Men det er bestemt ikke alle, der er lige bevidste om at holde en god hygiejne, så de ikke efterlader både skidt, virus og bakterier til de næste, der skal bruge vægte, maskiner og andre redskaber.

En britisk undersøgelse blandt fitnessbrugere, iværksat af den britiske sundhedsvirksomhed Nuffield Health, påviste, at tre ud af fire har bemærket, at andre brugere ikke tørrer af, når de har svedt på et redskab i fitnesscentret. Derudover indrømmer 18 procent af de 2000 deltagere i undersøgelsen, at de har været i fitnesscentret, mens de var syge og hostede og nøs.

Selvom der ikke er nogen videnskabelig undersøgelse, der viser, at du er særligt udsat for smitte i et fitnesscenter, så vil der naturligt samle sig en del på steder, hvor der kommer mange mennesker. Især hvis hygiejnen ikke er i top.

3 tips til, god fitness hygiejne:

  1. Tør af og vask 

    Du kan ikke sikre dig, at andre holder redskaberne rene efter brug, men sørg for selv at tørre redskaberne, både før og efter du bruger dem. Vask desuden dine hænder jævnligt.

  2. Brug sandaler 

    Undgå fodsvamp og fodvorter ved at bruge sandaler, når du bader. Husk dog, at de skal være rene, så du ikke selv viderefører bakterier i bademiljøet til andre.

  3. Bliv hjemme ved sygdom 

    Er du utilpas og forkølet? Så bliv hjemme fra fitnesscentret, og skån dine medmennesker for at blive udsat for din virus. Løb evt. en tur udenfor i stedet, hvis du absolut må dyrke motion.