Af Louise Nielsen

Et negativt kropsbillede er mest udbredt blandt de voksne, der også har været overvægtige i barn- eller ungdommen.

Et menneskes syn på sin krop udvikles i barndommen. Når barnet er voksent er dette billede groet fast i bevidstheden.

Det handler derfor om at opdrage barnet at holde af sin krop som den er.

Du bør:

1. Elske og acceptere dine børn uanset hvad. Det vil hjælpe barnet til at elske og acceptere sig selv
2. Lære barnet at forskellighed er det der gør verden interessant. Find eksempler i naturen; forklar at blomster findes i forskellige størrelser, farver og dufte og de er alle smukke.
3. Undersøge hvilke faktorer der har betydning for udvikling af overvægt, så du kan skille myter fra facts for dine børn.
4. Hjælpe barnet med at udvikle det han/hun er god til. Fjern fokus fra vægten og læg fokus på barnets positive karakterer og talenter.
5. Gøre en indsats for at finde tøj der ligner det vennerne har, så barnet ikke skiller sig ud.
6. Skabe et godt og behageligt hjemmemiljø hvor barnet kan føle sig tryg.
7. Være en god rollemodel og kritisér ikke din egen krop. Accepterer du din egen krop er det lettere for barnet at acceptere sin.
8. Gøre fysisk aktivitet til et familieforetagende. Gå i svømmehallen, i skoven osv. Giv barnet nogle gode oplevelser, så fysisk aktivitet bliver en naturlig del af barnets liv. Vær desuden selv et forbillede og tag trapperne og cyklen til arbejde – lær barnet at bruge sin krop som transportmiddel.
9. Lære dit barn at et rigt og godt liv ikke har noget at gøre med vægten, men er et resultat af deres attitude og selvværd.

Du skal aldrig:

1. Antyde at dit barns vægt gør ham/hende mindre attraktiv eller acceptabel på nogen måde. Sig fx ikke ”du har sådan et kønt ansigt, hvis du dog bare kunne tabe dig lidt”. Hjælp dit barn med at adskille selvværd og vægt.
2. Fortælle dit barn at ingen vil have ham/hende medmindre de er tynde. Forklar at det er det indre der tæller.
3. Sætte barnet på en egentlig diæt. Fokusér i stedet på udvikling af en sund livsstil og vedligeholdelse af vægten. Så vil vægten normaliseres i takt med at barnet vokser.

Pas på med den løftede pegefinger. Hvis man er konstant over barnet med hvad han/hun spiser, kan det hurtigt give bagslag. Barnet skal nok få fat i det ”forbudte” mad på en eller anden måde og der er risiko for oprør i teenageårene, da det forbudte virker mere spændende. Således kan det have den modsatte effekt og føre til øget vægt. Der bør ikke være god og dårlig mad. Barnet skal lære at med måde kan alting spises.

(Kilde: Carol johnson, handbook of obesity treatment)