udnyt din træningstidEr du typen, som træner meget, men ikke føler du opnår de resultater, du gerne vil? Og mener du derfor, at træningen af og til er spild af tid?

Måske skyldes det, at du ganske simpelt ikke udnytter din tid optimalt, når du befinder dig i træningscenteret. Med de rigtige strategier kan du optimere dine træningsresultater.

Lad os slå det fast med det samme: Vi lever i en tid, hvor netop begrebet tid er noget af det mest dyrebare, vi ejer. Flere mener ikke, at de har tid til at træne, selvom træning altid bør være noget, som du har tid til. Når du afsætter tid til træning, er det derfor altafgørende at få det bedst mulige ud af dine anstrengelser i centeret. Her er nogle af de fælder, som du skal undgå, når du er nede og træne.

 

Lette vægte og  masser af gentagelser

Hvis dit formål med din træning er at opbygge muskelmasse og optimal muskelstyrke, så skal du tænke over, hvor mange gentagelser, du laver, når du styrketræner. Du kommer nemlig ikke langt med at lave 30-40 gentagelser med håndvægte, som vejer få kilo. Træn i stedet med tungere vægte og lav færre gentagelser. Husk, at du kommer længst med styrketræning, hvis du kan mærke, at du træner. Det må gerne brænde i musklerne.

 

Dårlig planlægning

Du skal undlade at vandre hvileløst rundt i dit træningscenter, således at det bliver tilfældigt, hvilke øvelser du laver. Inden du starter træning, bør du have planlagt, hvilke øvelser du vil køre. Lav derfor en liste, inden du kommer, med en plan over, hvilke øvelser du ønsker at udføre. Sørg ligeledes for, at du på forhånd har planlagt, hvilken form for konditionstræning du eventuelt ønsker at lave (løbebånd, kondicykel eller trappemaskine). På denne måde kan du gå lige til sagen, så snart du ankommer i centeret.

 

Fanget i en rutine

Dine muskler vænner sig til de øvelser, du laver. Derfor vil de med tiden ikke længere blive stærkere, hvis du laver de samme øvelser med det samme antal gentagelser dag ud og dag ind. Hvis du altid bruger løbebånd, kunne du i stedet bruge kondicyklen, når du varmer op. Hvis du altid træner i maskiner, kunne du prøve at lave tilsvarende øvelser med frie vægte. Sørg for at bryde vanen, fordi dette vil give dig bedre resultater.

 

For mange pauser

Den klassiske fejl, som mange begår, når de befinder sig i et træningscenter, er, at de anvender maskinerne som ”lænestole”. En ting er, at det øger ventetiden for andre, en anden ting er, at det ikke er til gavn for din egen træning. Du skal ikke hvile længere end 30 til 90 sekunder mellem hvert træningspas. Hvis den maskine, du skal til at anvende, er optaget, kan du udnytte tiden ved at lave nogle armbøjninger.

 

Lidt for social

Det er en god ide at have en træningspartner. Ikke mindst fordi det giver dig motivation til at komme til træning. Men sørg for, at I ikke snakker jer igennem hele træningen. Dette tager fokus fra øvelserne, og det vil gøre dem mindre effektive. Du kan med fordel tale, mens du varmer op og mens du strækker ud. Men hold fokus på dine øvelser, mens du udfører dem.

 

Forkert træningsmetode

Det kan godt være, at du træner hårdt. Men hvis ikke du træner korrekt, vil det hårde slid ikke give dig optimale resultater. Desuden risikerer du at blive skadet, hvis du udfører øvelserne forkert. Hvis du er i tvivl, om du træner korrekt, er det altid en god ide at spørge en instruktør til råds i dit center.

 

Læser eller ser TV

Hvis du ønsker de optimale resultater, skal du give din træning den optimale opmærksomhed. Det er fantastisk at læse blade og at se TV. Men vælger du at gøre disse ting, mens du træner, risikerer du at tabe din træning på gulvet. Vær derfor opmærksom på, at du giver træningen din fulde opmærksomhed. Det gælder i øvrigt også dig, der bruger træningen til at kigge efter flotte piger eller drenge!

 

Isoleret muskeltræning

Hvis du udfører separate øvelser for hver muskelgruppe, efterlader du meget lidt tid til hver enkel øvelse. Du kan derfor optimere din tid ved at træne flere muskler på en og samme øvelse. Øvelser som armbøjninger, squat og dødløft er fantastiske, hvis du ønsker at træne flere muskler i en og samme øvelse.

 

Omklædning

Det kan tage lang tid at skifte tøj i dit træningscenter. Dels skal du finde et skab og dels kan du komme til at bruge unødig tid i ”skiftezonen”. Derfor kan du med fordel udnytte tiden optimalt ved at skifte tøj hjemmefra. På denne måde sparer du nemt 10 til 15 minutter, som du i stedet kan bruge på din træning.

 

Aftentræning

Det er perfekt, hvis du sørger for at presse din træning ind, når der er ”plads” til den. Men situationen er den, at mange har større tendens til at droppe træning eller skære tid fra den, hvis de træner sent om aftenen. Det kan være, fordi sofaen kalder eller familie og venner trækker. Eller ganske enkelt fordi du har haft en hård dag og derfor mener, du fortjener at slappe af om aftenen. Du kan i stedet prøve at træne om morgenen, inden du tager på arbejde. Derved får du ligeledes stor gavn af den energi, din træning giver dig.