steakNy stor undersøgelse stiller spørgsmålstegn ved påstanden om, at protein forebygger fedme. Undersøgelsen som Kræftens Bekæmpelse har været med til at lave, viser nemlig det stik modsatte.

Personer som i kosten fik mest energi fra proteiner, tog mest på i vægt, sammenlignet med personer, som fik mest energi fra kulhydrater eller fedt – selvom begge grupper indtog den samme samlede mængde energi fra deres kost.

Proteinrige bøffer er ikke slankekost, som man hidtil har troet, viser ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Sundhedsråd om vægttab i ugeblade og kogebøger lyder ellers ofte: Spis mindre brød og mere pålæg; undgå kartofler og spis røde bøffer i stedet; udskift havregrød med bacon og æg! Men disse råd bør tages med et gran salt ifølge den ny undersøgelse.

Det overraskende resultat stammer fra den europæiske EPIC undersøgelse. Her blev 373.803 personer mellem 25 og 70 år – heriblandt 57.053 danskere – spurgt omkring deres kostvaner, samtidigt med at de blev vejet og målt. Efter omkring 5 år blev deltagernes vægt igen kontrolleret og forskerne undersøgte sammenhængen mellem deltagernes kostvaner og vægt. Resultaterne offentliggøres nu i det internationale videnskabelige tidsskrift Plos One .

 

Protein gav overvægt

Personer med en normal vægt ved starten af undersøgelsen, havde 20 pct. større sandsynlighed for at blive overvægtige i løbet af de 5 år, hvis de fik mere end 22 pct. af deres energi fra protein – sammenlignet med personer, som fik mindre end 14 pct. af deres energi fra protein. Tilsvarende var der ca. 20 pct. større sandsynlighed for at udvikle fedme blandt de personer, som i forvejen var overvægtige og spiste mest protein.

”Hvis vi ser på al den viden, der findes om proteiner og kulhydrater i kosten og tager de nye resultater med, må vi sige, at billedet er uklart. Der er flere undersøgelser, som peger i forskellige retninger”, siger forskningsleder Anne Tjønneland fra Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse.

Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man spiser mindre kød og mere grønt og brød med fuldkorn og fibre.

 

Kød er mindre sundt

”Men som kræftforsker er jeg mest bekymret for kød, som er vores største kilde til protein. Det positive syn på protein kan nemlig betyde, at vi spiser mere kød. Og vi ved, at kød fra okse, svin og lam øger risikoen for kræft i tyktarmen. Der er også undersøgelser, som viser, at en kost med mange proteiner fra dyr øger risikoen for hjertesygdom og øger dødeligheden generelt”, fortæller Anne Tjønneland.

 

Klar sandhed mangler

De nye resultater er et godt eksempel på, at det kan være svært at finde den endelige sandhed, når det gælder betydningen af kost og livsstil. De forskellige undersøgelser har forskellige styrker og svagheder. Først når forskerne når frem til de samme resultater i flere forskellige typer undersøgelser, har vi en sikker konklusion.

”Nogle undersøgelser tyder f.eks. på, at protein giver en større mæthed, som måske får folk til at spise mindre. Men de negative effekter ved kød er nok til, at vi fastholder, at det er en dårlig idé at fokusere ensidigt på at få mange proteiner”, siger Anne Tjønneland.

 

Spis grønt

Anne Tjønneland anbefaler, at vi i stedet ser på det samlede udbud af de forskellige fødevarer, som vi dagligt spiser. De plantebaserede fødevarer er som udgangspunkt sunde. Det gælder både de proteinholdige bønner og linser og de mere kulhydratrige grøntsager, frugter og fuldkornsprodukter. Til gengæld skal man passe på med såkaldt raffineret korn. Der er ingen grund til at spise det hvide mel i hvidt brød og hvid pasta eller de hvide ris, ligesom sukker også er helt uden gavnlige egenskaber.

Spis brød til – også når det gælder de mange kostråd. Protein er ikke så sundt, som vi går og tror.

 

Ikke sort eller hvidt

Debatten om protein og kulhydrat er et godt eksempel på, at forskernes budskaber kan blive så forenklede, at meningen og nuancerne går tabt.

”Det værste du kan gøre er at droppe rugbrødet og spise dobbelt så meget skinke eller spegepølse. Her udskifter du en sund fødevare med en usund. Og det er næsten lige så slemt at spise dobbelt så meget rødt kød på bekostning af kartofler eller udskifte havregryn med bacon om morgenen. Vi vil gerne igen understrege anbefalingen om, at man ikke bør spise mere end 500 gram kød fra okse, svin eller lam om ugen, og at det forarbejdede kød, altså bacon, pølser, skinker osv. bør begrænses mest muligt.” Lyder kostrådet fra forskningsleder Anne Tjønneland fra Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse