shutterstock_111174182Af thorbjørn thorbjørnsen, e.h.

Hvorfor slå sig til tåls med “40, fed og færdig”, når ny forskning peger i retning af, at vi ved fysisk aktivitet og rigtig ernæring kan opretholde et sundt og aktivt liv til langt op i årene. Og endda forlænge vort liv? Og hvilke muligheder rummer eksempelvis kloning, Q10, Melatonin og DHEA i relation til begrebet “anti-aldring”

Lad det være sagt med det samme: Det eneste, der indtil nu har vist sig at virke direkte livsforlængende, er en kraftig reduktion af kalorieindtaget (hvilket for de fleste af os, ikke burde være så svært at gennemføre). De kraftige biokemiske forandringer, som kalorierestriktionen medfører, har givet forskerne inspiration til nærmere at undersøge, hvilken betydning den enkelte celles energiomsætning har for aldringsforløbet.

 

Aldringskoden
Den alder, vore celler kan opnå, menes at være bestemt af længden på de kromosomer, som hver af vore celler indeholder. For enden af kromosomerne sidder nemlig et beskyttende slidlag, som gradvist forkortes med alderen. Celler, der ikke ældes, f.eks. cancerceller, har ikke denne kromosomforkortelse. Slidlaget beskytter bl.a. generne og danner derved et forsvar overfor genetisk nedbrydning og instabilitet. Det, som der nu forskes i, er, hvordan disse forkortelser kan kontrolleres. I laboratorieforsøg har man med et specifikt enzym kunne stoppe denne forkortelse, og cellerne har derefter ikke vist tegn på aldring. Det er dog uvist, om disse mekanismer også gælder i den humane organisme.

 

Træning er aldrig for sent
Hvad der til gengæld gør sig gældende i den humane organisme er, at den til stadighed er modtagelig over for fysisk aktivitet og træning. Når vi ældes, vil vor muskulatur mindskes. Dette sker primært ved, at muskelfibrenes antal bliver mindre; sekundært ved at også fibrenes diameter bliver mindre. Og ved 70-års alderen har vi mistet ca. 40% af vor ungdoms styrke.

Endvidere bliver antallet af nerver til de enkelte muskler reduceret. De tilbageblevne nerver skal nu aktivere flere muskelfibre, og det bliver sværere at koordinere vore bevægelser. Det er bl.a. derfor, at ældre nemmere falder og har sværere ved at værge for sig. Den rette træning kan imidlertid rette op på disse tilstande, og muskelstyrken kan både vedligeholdes og udvikles til højt op i alderen.

I et ældreprojekt øgede 90-årige, efter otte ugers styrketræning, deres styrke med over 170%! Ældre, der styrketræner, kan i en alder af 70 år have større muskelstyrke end 35-årige, som ikke træner.

Når der styrketrænes med en belastning, som er større end 70% af, hvad der maksimalt kan løftes én gang, vokser de muskelfibre, der benyttes til at udvikle større kraft og hurtighed. Når alderen begynder at trykke, er det typisk manglen på netop styrke og hastighed, der afslører, at her er en person med stor livserfaring.

Øget muskelstyrke medfører en konstant øget belastning på knoglerne. Modsat, hvad nogle måske tror, så slider dette ikke på knoglerne og gør dem skøre; snarere tværtimod. Knoglerne tilpasser sig nemlig påvirkningen, og øget muskelmasse har således vist at medføre øget knoglemasse. Når nu hver tredje kvinde og ca. hver femte mand rammes af knogleskørhed (osteoporose), og når knogleskørhed er den hyppigste årsag til brud på lårbenshals og ryghvirvler hos ældre (20% af ældre patienter med brud på lårbenshalsen dør inden for det første år), ses vigtigheden af at forebygge tab af knoglemasse; altså atter en positiv effekt af styrketræning.

Andre positive effekter, i relation til sygdomme, er eksempelvis mindsket risiko for diabetes og hjertetilfælde. Men det interessante i denne sammenhæng er ikke kun motionens forebyggende virkning over for aldersrelaterede sygdomme, men snarere at personer, der er bare moderat aktive, har en markant lavere risiko for at dø uanset hvilken årsag. Lige så interessant er det, at aktive personer udvikler færre af de skavanker, der medfører en reduktion af funktionsevnen. Funktionsnedsættelsen skyldes altså ikke en indprogrammeret forældelsesproces, og det er en af grundene til, at forskerne kigger på, om det at være i fysisk god form har indvirkning på selve forældelsesprocessen og ikke kun på de aldersrelaterede sygdomme. Selvom dette vel nok er værd at tage med.

 

Frie radikaler
Hvad enten vi knokler i motionscenteret eller på løbeturen i skoven – eller sidder og ser fjernsyn, så foregår der en energiomsætning i vore celler. Denne energiomsætning medfører helt naturligt en frigivelse af frie radikaler, som kan angribe vore celler. Frie radikaler angriber endvidere vore kromosomer, og når vi bliver ældre, er vore kromosomer, som tidligere omtalt, mindre beskyttede og derfor mere sårbare for angreb. Disse elementer er yderst uheldige, idet de angrebne kromosomer får ødelagt kodningen til at reparere de angrebne celler. Tiltagende alder er da også kendetegnet ved øgede kromosomforandringer og faldende celledeling. I de unge år er kroppen imidlertid ret kapabel i kampen mod frie radikaler. Dette hænger bl.a. sammen med den ernæringsmæssige status.

 

Den rette ernæring
De gængse anbefalinger for den voksne raske befolkning gælder i store træk også for grå eminencer. Dog vil både appetitreguleringen og hjernens “tørstfølere” være sløvet, og der er derfor risiko for, at vi som ældre hverken indtager den mængde næring eller væske som anbefalingerne foreskriver. Typisk vil den samlede mængde af mad falde, og dermed også indtaget af proteiner, vitaminer og mineraler. Det er derfor vigtigt, at næringsstoftætheden er større (næringsindhold pr 100 g af kosten), da behovet for de fleste næringsstoffer ikke falder med alderen. Især protein, kalcium og vitamin D, vitamin B og folat skal man sørge for er til stede i rette mængder. Eksempelvis bør kalcium og vitamin D indtaget for ældre være 1200 mg pr dag henholdsvis 15 mg pr dag mod de anbefalede 800 mg kalcium og 6 mg vitamin D. Zink deltager bl.a. i proteinsyntesen (opbygning af proteiner fra aminosyrer), så vær også opmærksom på zink.

Endnu en god grund til at fortsætte med at være fysisk aktiv og dyrke motion er, at den naturlige regulering af sult forbedres med øget energiforbrug og derved indirekte bidrager til et korrekt indtag af næringsstoffer.

Fedtet i maden skal være af den rigtige slags. En undersøgelse af en gruppe 100-årige og deres ældre børn viste, at begge grupper opretholdt et højt niveau af HDL-fedt i blodet (HDL er det Hyggelige, LDL er det Lede). Dette var i øvrigt uafhængigt af deres madvaner og niveau af fysisk aktivitet. Forskerne håber på at kunne udvikle et medikament, der giver alle os andre samme fordel, som den disse mennesker besidder genetisk.

 

Antioxidanter
Flere vitaminer og mineraler har antioxidativ effekt, hvilket vil sige, at de forebygger og modvirker de skader, de frie radikaler påfører organismen, og som gennem en livslang ophobning medfører øget risiko for typiske aldersrelaterede sygdomme, (f.eks. hjerte-karsygdomme, cancer, grå stær m.fl.). Forskning peger i retning af, at antioxidanter – udover at forlænge livet – endvidere kan udskyde aldringsprocesserne. Indtaget af antioxidanter som vitamin E, vitamin C, selen, zink, kobber og Q10 bør også tilgodeses og kan med fordel indtages som kosttilskud. Vitaminerne E og C bør indtages sammen, da vitamin C genetablerer “brugt” vitamin E’s effekt som antioxidant.

 

Q10
Antioxidanten Q10 betegnes ikke som et vitamin, da vi selv producerer det meste af vort behov i leveren (i øvrigt ud fra et forstadium til kolesterol). Produktionsevnen falder imidlertid med alderen, og det kan derfor være nødvendigt at supplere med et kosttilskud. Q10 er en del af et enzymsystem, som populært sagt bruges af den enkelte celle til at trække vejret. En ting er imidlertid Q10’s effekt som antioxidant, et andet er dets betydning for anti-aldring. Forsøg har vist forskellige effekter af Q10 tilskud – henholdsvis Q10-mangel i relation til aldringsprocessen. I et forsøg, hvor mus blev fodret med store mængder Q10, øgedes den gennemsnitlige levealder. I et andet forsøg fjernede man Q10 fra foder til orme, hvilket resulterede i en 60% øgning af den maksimale levealder! Selvom Q10 åbenbart virker forskelligt på mus og orme, er det i hvert fald højst sandsynligt, at Q10 har indflydelse på reguleringen af alderen. Hvordan effekten er på den menneskelige organisme er stadig uvist, og måske udtrykket – “Er du mand eller mus?” skulle omformuleres til – “Er du orm eller mus?”

 

Melatonin
Melatonin er et hormonlignende stof, der produceres af en lille kogleformet kirtel på hjernens underside. Melatonin bliver af nogle brugt som middel mod jetlag. Grunden til denne tilsyneladende effekt er melatonins rolle som “indre ur”. Om dagen, hvor det er lyst og vi burde være vågne, producerer vi kun lidt melatonin, og om natten, hvor det er mørkt og vi burde sove, producerer vi meget. Kunstigt lys har i øvrigt ikke samme virkning som dagslys.

Melatonin medregnes i gruppen af antioxidanter, og har her en påvist gavnlig effekt. Interessant nok viser det sig, at den før omtalte kraftige kaloriereduktion (det eneste sikre livsforlængende indgreb) medfører en øget natligt produktion af melatonin. I et dyreforsøg kunne man ved at transplantere væv fra den kogleformede kirtel fra unge mus – forlænge levealderen på gamle mus. Tiden vil vise, om melatonin kan doseres således, at vi både kan leve længere og samtidigt holde os vågne nok til at opleve det.

 

DHEA
DHEA er et binyrebarkhormon og er hos både kvinder og mænd et forstadium til produktion af steroidhormoner. Disse bliver eksempelvis dannet under graviditet til brug for æggestokke og moderkage. Endvidere er det et forstadium til det mandlige kønshormon testosteron. Da testosteronproduktionen aftager med alderen, er der teorier om, at DHEA-tilskud skulle kunne sætte gang i denne produktion igen og derved virke foryngende. Der er dog ingen studier, som har kunnet bekræfte dette. Til gengæld er de potentielle bivirkninger af DHEA-tilskud bl.a. leverskader, øget risiko for prostatakræft og sterilitet.

 

Kloning
Dolly Partons attributter har været offer for en del opmærksomhed gennem årene. Deres ynde har sågar inspireret forskerne bag det klonede får Dolly. Det var nemlig brystvæv fra moderdyret, som blev brugt til at klone Dolly (fåret altså)!

 

Opskriften på kloning er ret simpel.
Man tager: 1 stk. celle
1 stk. koæg

Derefter prikkes et lille hul i ægget, og cellen stoppes ind, indtil den er helt dækket. Blandingen opbevares nu ved jævn temperatur og fugtighed i et par uger, og man får herefter nogle fantastiske stamceller. Hvis man har lyst til at gøre det endnu mere festligt, lader man blandingen hæve yderligere 7 uger (husk låg), og man får de dejligste specialceller, som nu kan være hvilket som helst væv, det skulle være; eksempelvis muskelvæv, nyrevæv osv.

Denne karikaturbeskrivelse er selvfølgelig, at sætte det lidt på spidsen. Problemet med kloning er imidlertid, at de fleste resultater, som er blevet gjort, desværre fremstiller kopier, der er lige så gamle som originalen. Eksempelvis lider Dolly allerede af åreforkalkning. Andre – ellers succesfulde kloninger -har samme problem med fremskredne aldringssymptomer i forhold til deres biologiske alder.

Imidlertid foregår der nogle forsøg med det forskerne kalder “terapeutisk human kloning”. Her forsøger man at dyrke celler, der er genetisk identiske med donoren, og som er i stand til at skabe nyt ungt væv og unge celler. Prøver viser tilsyneladende, at den før omtalte forkortelse af kromosomernes slidlag ikke var at finde i de klonede celler. Forkortelsen af dette slidlag var jo et typisk aldringsfænomen. I et forsøg med mus skulle det endvidere være lykkedes at få stamceller til at udvikle sig til bugspytkirtelceller, som efter transplantation genoprettede insulinproduktionen i en mus med påtvunget diabetes.

Kloning rummer tilsyneladende store muligheder i relation til sygdomsbekæmpelse, og derfor også til bekæmpelse af de aldersrelaterede sygdomme. Hvorvidt det bliver muligt at forlænge levealderen, endsige direkte forynge den, afhænger af om det bliver muligt at dyrke nyt raskt væv, der kan genskabe funktionerne i alle vore syge og slidte organer. Hvem kunne eksempelvis ikke godt tænke sig at være i stand til fortsat at kunne producere nye elastiske hudceller?

 

Den sikre
Som nævnt i indledningen er en kraftig reduktion af kalorieindtaget det eneste, der indtil nu har vist sig at virke direkte livsforlængende. Vi taler i denne sammenhæng om en 50% kaloriereduktion. Det vil stille store krav til næringsstoftætheden at føre denne metode ud i livet og vil næppe være forenelig med livsstil og gængse kulturmønstre. Imidlertid er der håb forude idet genet, som forskerne har kaldt INDY (I’m Not Dead Yet!), har fået bananfluer til at fordoble deres levealder. Genet er et såkaldt mutationsgen og bevirker, at den enkelte celle ikke er i stand til at optage samme mængde energi som hidtil. Cellen bliver simpelthen snydt og opfører sig, som om den var under kalorierestriktion. Med denne INDY-effekt i pilleform ville vi altså kunne spise, som vi plejer, og både blive ældre og tabe i vægt. Men indtil da må vi tage tyren ved hornene og dyrke motion. Vi må sørge for at få en tilstrækkelig kost, som tilgodeser behovene for energi, næringsstoffer, vitaminer og antioxidanter. Vi skal være bevidste om motionens og ernæringens betydning for et godt og langt liv, hvor høj alder går hånd i hånd med et godt helbred uden sygdom. Ved selv at gøre en indsats for at undgå aldersrelaterede sygdomme og svækkelse, fjerner du netop nogle af kendetegnene ved aldring, som du derved udskyder.

Hvornår vi markant kan forøge den maksimale levealder, og om vi på et tidspunkt måske endda kan forynge vor organisme, det må vi vente på at få at vide. Og så ellers bare håbe på, at forskerne når det…

 

Referencer:
American Journal of Clinical Nutrition, Human Nutrition & Dietetics, Journal of American Geriatrics Society, Science Magazine, Age & Ageing, American National Institute on Ageing, Life Extension Foundation, Ugeskrift for Læger, Menneskets Ernæring m.fl.