Forestil dig, at du sidder i en biograf, hvor sæderne er blevet erstattet af rækker med bodybikes. Personerne ved siden af dig gnasker ikke på popcorn og slubrer cola, men er i stedet igang med at trampe sig igennem et futuristisk landskab med stigninger og kurver, der bringer minder om barndommens rutchebaneture. Tilsæt så det billede med omgivelser bestående af animerede skyskrabere og underjordiske tunneler i imponerende 3D kvalitet. Og forestil dig, at det altsammen er ledsaget af inspirerende musik, som helt synkront pumper ud af højtalerne.

Har du kunne fastholde et mentalt billede af ovenstående cocktail, så har du dannet dig en vag fornemmelse af, hvordan det foregår, når SATS i Sturegatan i Stockholm afvikler deres klasser med “The Trip” fra Les Mills nye Immersive Fitness koncept.

Når man overværer deltagerne på en klasse, der typisk kombinerer en 40-minutters intens træning i en unik digitalt skabt fantasiverden med et lydanlæg af biografkvalitet, så forstår man, hvorfor det er blevet super populært blandt stockholmerne at forbrænde kalorier på denne facon.  

Med denne satsning har Les Mills virkeligt formået at gøre de mange visuelle effekter levende og formået at skabe et program, hvor synkroniseringen af instruktør, musik, og billede går op i en højere enhed. Hvilket vel bedst kan illustreres af, at deltagerne ret hurtigt begynder at tilpasse deres kropsbevægelser til de højre- og venstresvings kurver i det virtuelle univers på skærmen, på trods af de befinder sig på et stabilt underlag.

Det siger sig selv, at en sådanne High-Tech løsning ikke er billig. Og Les Mills betegner da også løsningen, der koster et sted imellem € 80.000-150.000 alt efter valg af skærm og antal projektorer, som deres mest eksklusive top-end produkt. Hidtil er den kun blevet etableret 17 steder rundt omkring i verden.

Første sted i Norden er hos SATS i Sturegatan i Stockholm, der lancerede konceptet sidste år. Og her har det ifølge Micke, der er daglig leder, været en ubetinget succes. “Vi nåede en belægningsprocent på 95 allerede i januar i år, og siden har klasserne stort set været overbooket. Vi har oplevet, at det især tiltrækker det yngre publikum, og vi har også flere mænd på klasserne. Det er helt klart, at vi med denne implementering også har øget vores “hip factor”. Vi kører 28 klasser om ugen, og de er alle fuldt booket.Det har samtidigt også haft en afsmittende effekt på den samlede belægning, da vi oplever, at dem, der ikke kan få én plads, i stedet tager en anden klasse.”

Men det er ikke kun de lokale, der er vilde med ”The Trip”, for også mange turister kommer forbi SATS blot for at prøve det. Og de betaler gerne Sv. kr. 200,- for at deltage på en klasse. Ligesom konceptet også benyttes til at holde lukkede team building events til virksomheder.

Med den kombination af træning og underholdning, som Les Mills selv har døbt “Exertainment”, er der ingen tvivl om, at man har ramt et hul i marked. For selvom der er øget vækst i fitnessbranchen, så falder profitten også hos de traditionelle fitnessudbydere. Og det er især “boutique studios”, der løber med de yngre milleniums forbrugere. Men med dette koncept har Les Mills ramt netop denne brugergruppes behov for supplerende underholdning. Og konceptet kan være et godt modtræk for traditionelle udbydere til den stigende konkurrence fra segment udbyderne.

Det bliver spændende at se, hvem der kommer først med denne satsning i Danmark.