Er du en af dem der skal have noget sødt om morgenen, så kan Figenpålæg være et langt sundere alternativ på brødet end marmelade, pålægschokolade eller honning.

Figenpålæg er sprængfyldt med næringsstoffer. Det drejer sig især om kostfibre og mineralerne kalium, kalk og krom. Især indholdet af mineralet krom er bemærkelsesværdigt højt i figenpålæg. 100 gram figenpålæg indeholder 51 mikrogram krom. Man anbefaler, at kosten skal indeholde mellem 20 og 200 mikrogram krom per dag. Figenpålæg kan altså give et effektivt tilskud af dette mineral. 50 gram figenpålæg indeholder tilstrækkelig krom til at dække de fleste menneskers daglige behov. Krom har betydning for blodsukkerreguleringen, og krommangel har været mistænkt for at føre til lavt blodsukker, træthed og overdreven trang til søde sager. Nogle eksperter mener, at krom er et vigtigt mineral både for personer, der ønsker at smide fedt og for personer, der ønsker at øge deres muskelmasse via styrketræning. Krom indgår i glukose-tolerancefaktor (GTF), der regulerer hormonet insulin.  Derfor er figenpålæg sundt såvel for børn som voksne. Samtidigt indeholder figner nogle naturlige stoffer, der holder gang i tarmen, så du undgår forstoppelse. Stofferne stimulerer de rytmiske sammentrækninger i tarmen, de såkaldt peristaltiske bevægelser, så der ikke er nogen madrester, der kan sætte sig fast undervejs.