sundere kagerDu behøver ikke være sundhedsfanatiker for at nyde godt af kagerne i Tanja Thara Aakerlunds bog “Sundere Kager”.

Tanja Thara Aakerlund håber, hendes lækre og velsmagende bagværk baseret på nødder og frugt kan blive lige så almindelige på et kagebord som de mere traditionelle kager med hvedemel. Ikke kun fordi, de er sundere ernæringsmæssigt, men ganske enkelt fordi de smager godt.

Udgangspunktet for kagerne, desserterne og bollerne i Tanja Thara Aakerlunds nye bagebog, “Sundere Kager uden sukker, mælk & gluten”, er, at de skal være billige, simple og lette at lave. Samt naturligvis smage fantastisk, selv om de er sundere end traditionelt bagværk.

Selv er Tanja Thara Aakerlund ingen hellig sundhedsapostel, men da hun for syv år siden blev nødt til at kvitte al sukker, mælkeprodukter og gluten på grund af allergi og intolerance, lå det lige for, at hun gik i gang med at eksperimentere med nye opskrifter på bagværk, fordi hun ikke ville gå glip af glæden ved at spise en lækker kage.

”For mig er der vigtigt, at der ikke går for meget sundhedsflip i det at bage. Hvis du for eksempel kun vil undgå sukker og gluten, kan du sagtens bruge almindelig smør og fløde – og vil du kun undgå sukker og mælk, men ikke gluten, kan du bruge almindelige havregryn og så videre. Min bog som helhed opfordrer til at skære ned på sukker, mælk og gluten, men i sidste ende er det op til dig, hvordan du sammensætter dine ingredienser og bruger bogen. Jeg lever heller ikke selv 100 procent sukker-, mælk- og glutenfrit – nogle dage gør jeg, andre ikke. For mig er sukker-, mælk- og glutenfri kager blot et kærkomment alternativ til de mere traditionelle kager. En ny smag, en anden type kage – og en del sundere for både krop og sind,” siger Tanja Thara Aakerlund.

Ud over 61 opskrifter på kager, desserter og boller har Sundere kager uden sukker mælk & gluten også nyttige oversigter over næringsstoffer, alternative melsorter uden gluten, sukker og sødestoffer samt en oversigt over de mest almindelige mineraler og vitaminers virkning i kroppen. Disse afsnit er skrevet af holistisk terapeut og coach Rikkeliva Holm.

 

Sundere kager uden sukker mælk & gluten

Forfatter: Tanja Thara Aakerlund

Pris: 249 kroner

ISBN: 978-87-93308-10-7

Sideantal: 140 sider / 61 opskrifter

Indbinding: Hardback

Udgivelsesdato: 3. september 2015