Målrettet skadebehandling sparer tid og smerter

Seneskedehindebetændelse. Fibersprængninger. Væske i knæ- og skulderled. Skader, der hurtigt kan sætte dig flere måneder tilbage træningsmæssigt, hvis de ikke behandles hurtigt og korrekt. Men også skader, du i et vist omfang kan undgå, hvis du er opmærksom på tidlige advarselssignaler om, at din krop er ved at være overbelastet.

At træne handler blandt andet om at afprøve grænser, både fysisk og mentalt. Og at flytte dem. Afhængigt af niveau og ambitioner er det en proces, der kan foregå mere eller mindre styret. Og i uheldigste fald sker på ren og skær trial-error-basis, funderet på en fuldstændig utilstrækkelig viden omkring, hvad muskler og led kan tåle uden at tage skade. Det er en rigtig dårlig ide. 

Antallet af sportsskader kraftigt stigende. Det skyldes blandt andet, at en stor del af vores fysiske aktivitet er blevet flyttet fra arbejdet til fritiden, hvilket naturligvis får skaderne til at flytte kategori. Fra arbejdsskader til idrætsskader. En anden ting er, at den fysiske belastning nu foregår over et meget mindre tidsrum, typisk de timer om ugen, hvor vi dyrker sport. Hvor den før i tiden var strakt ud over hele dagen. Vores træning er simpelthen blevet meget mere intensiv, og det øger sandsynligheden for, at vævene udsættes for et stress, der ligger over grænsen for, hvad der er sundt.

Man kan komme til skade på mere end en måde, nemlig ved direkte kontakt eller ved over- eller skævbelastning. Sidstnævnte kan endvidere underinddeles i akutte og kroniske belastningsskader.

Direkte kontaktskader opstår, som navnet antyder, ved direkte kontakt, f.eks. en tackling, et sammenstød med en anden person, et slag eller et spark. Afhængig af hvilken del af kroppen, der er blevet ramt, og hvor hårdt det sker, kan resultatet variere fra et overfladisk blåt mærke til dybe blodansamlinger, ledskred og knog-lebrud. Den slags traumer er rimeligt kontante, og forebyggelsen beror i højere grad på at ændre temperament fremfor træningsstil.

Overbelastningsskaderne er mere subtile. For selvom de naturligvis kan opstå som følge af en direkte påvirkning på et givet led eller senehæfte, ser man lige så ofte, at symptomerne viser sig et helt andet sted end der, hvor den skadelige påvirkning rent faktisk foregår. Hvilket naturligvis vanskeliggør “fejlsøgningen” ikke så lidt. For eksempel kan et rygproblem skyldes, at du træner i de forkerte sko. Eller en tennisalbue kan være betinget af, at håndtaget på din ketcher er for stort i forhold til din hånd.

Belastningskader kan som nævnt underinddeles i akutte og kroniske, hvilket igen har betydning for valg af behandling.

 

Akutte skader
Akut betyder pludseligt opstået. Et pludseligt, hårdt træk på en muskel eller sene (eksempel: tunge vægte) kan, især hvis du ikke er ordentligt varm, få dele af fibrene til at briste. Det gør ondt med det samme, og smerten ledsages ofte af hævelse og/eller misfarvning. Fibersprængninger og forstuvninger er typiske akutte skader. Jo mere, der går i stykker, desto alvorligere skade. Fibersprængninger kan være så voldsomme, at der reelt er tale om, at hele musklen er revet over, et ikke ukendt fænomen ved “stærkmand” konkurrencer. Det samme gælder forstuvninger, men her er det de fibre, der normalt holder to knogler på plads i forhold til hinanden, der går itu.

Når området hæver op, er det fordi, det bløder fra overrevne blodkar i det beskadigede område. Og netop graden af hævelse kan bruges til at vurdere, hvor alvorlig skaden er.

Stor hævelse = mange overrevne blodkar = stor skade. Og omvendt.

Den ledsagende smerte er også et udmærket mål for skadens omfang. Er den øjeblikkelige smerte så kraftig, at du overhovedet ikke kan bevæge den tilskadekomne legemsdel, skal du nok indstille dig på, at der er sket noget større. Medens smerter, der gradvist opstår i løbet af det efterfølgende døgn ikke nødvendigvis behøver at tyde på noget alvorligt.

 

Kroniske skader
Akutte skader, der ikke håndteres rigtigt, kan let blive til kroniske problemer, fordi de kan udløse en ond cirkel af forkerte bevægelser. (Tænk bare på, hvordan du går, hvis du har forstuvet en ankel, og forestil dig så, hvordan dine knæ og din lænd mon synes om det.)

Kroniske skader udvikler sig over måneder, nogle gange over år. I modsætning til de akutte skader, der kræver en ret stort traume for at få ulykken til at ske, kan kroniske belastningsskader opstå som følge af ganske lette påvirkninger – de forkerte steder. En enkelt, lille, skæv bevægelse er jo i sig selv ikke farlig, men hvis den gentages titusindvis af gange, skal der ikke den store fantasi til at forestille sig effekten. Det kan sammenlignes med kinesisk vandtorturs indvirkning på psyken.

Men som tidligere skrevet, så kan symptomet, altså smerten, sidde langt fra ondets rod. Forklaringen herpå er, at en muskel typisk har sit udspring på een knogle og sit angrebspunkt et stykke derfra, for eksempel på naboknoglen. De to knogler er forbundet med hinanden via et led, og en sammentrækning i musklen vil fremkalde bevægelse i leddet. (Prøv at bøje i albuen. Se, hvordan en sammentrækning i overarmens biceps får underarmen til at flytte sig.)

En ændring af muskelfibrenes trækkraft (f.eks. som følge af en fibersprængning, der genoptrænes forkert) kan bevirke, at leddet nu arbejder skævt. Det belaster leddet og kan give smerter og væskeansamling. Alternativt kan der ske det, at andre muskler, der indvirker på samme led, nu må arbejde ekstra hårdt for at holde leddet i stilling – og kvitterer for det ufrivillige overarbejde med myoser og smerter.
 

Seneskederne tåler ikke ubegrænset slid
Et andet typisk sted for kroniske skader er seneskederne. Seneskederne ligger som en slags isolerende muffer omkring visse af de lange sener for at beskytte de blødere væv mod trykket. Men seneskederne tåler desværre heller ikke ubegrænset slid. Så svulmer de op, bliver ømme, og muskelsenerne glider ikke længere frit.

Der er en god grund til, at behandlingen af henholdsvis akutte og kroniske overbelastningsskader ikke er den samme. Fordi der jo er tale om forskellige former for vævsbeskadigelse, selvom fællesnævneren er smerter.

Ved den akutte skade er pointen at få begrænset ulykkens omfang, hvilket mere præcist vil sige, at man skal have standset blødningen inde i vævet. Og så skal det beskadigede område i øvrigt helst holdes i ro indtil risikoen for ny blødning er væk. Det tager typisk 1-2 dage. I praksis hedder behandlingen ICE/RICE (Rest Ice Compression Elevation) + noget smertestillende, gerne af ibuprofen-typen.

Behandlingen af kroniske skader bør rette sig mod årsagen og ikke blot koncentrere sig om symptomet. Gigtmedicin kan være en fremragende hjælp, men det nytter altså ikke noget at behandle smerterne med tabletter og evt. blokadeindsprøjtninger, hvis problemet skyldes forkerte bevægelser, der kun kan ændres ved, at du lægger din træningsstil om. Så vender smerterne nemlig tilbage i det øjeblik, du lægger pillerne på hylden.

At kortlægge sammenhængen mellem årsag og virkning, når det gælder idrætsskader, er ikke noget, man overstår på fem minutter. Det tager tid både i udspørge- og undersøgelsesdelen, hvilket selvsagt stiller visse krav til den læge, der behandler dig. Og så kræver det stædighed og engagement af dig selv som patient, hvis behandlingen skal lykkes. Det er nemlig til syvende og sidst dig selv, der skal genoptræne din krop og passe på den i fremtiden. Det klares ikke med en recept.