Spis dig smuk og vitalFlere og flere mennesker bruger store summer på at holde deres udseende i orden. Det rigtige tøj, hår og makeup har stor prioritet hos mange, men også ansigtsbehandlinger, dyre hudplejeprodukter, rynkereduktion og plastickirurgi bliver prioriteret af stadig flere for at være oplagt og se godt ud. Mange drømmer om at undergå en forandring for at kunne føle sig godt tilpas, se bedre ud og styrke selvtilliden.

Der findes imidlertid et gammelt ordsprog: ”Skønhed kommer indefra”, og det er ikke helt forkert. Dyre cremer og ansigtsprodukter er gode i kampen mod rynkerne, men faktisk kan du gøre meget mere for at hjælpe både din hud og din krop med at forblive ung ved at få den rigtige kost. Et flot udseende handler både om en glat og blød hud, stærke negle, hvide tænder, et blankt hår og en veltrænet krop.

Hver dag nedbrydes millioner af celler i din krop, heraf også cellerne i din hud. Disse celler gendannes hurtigt igen, men med alderen bliver det sværere for kroppen at reparere cellerne i samme tempo, som de dør. Det betyder, at de elastiske fibre og støttefibrene, som gør huden stærk og smidig, ødelægges, og der begynder at komme rynker i huden.

Også kroppens muskelmasse falder naturligt med alderen, så for at bevare forbrænding, spændstighed og fylde i musklerne, er det nødvendigt at træne, således at muskelmassen bevares eller sågar forøges. For at give sin krop de optimale betingelser for at holde den ung og vital, er det vigtigt, at den får de rette næringsstoffer og antioxidanter.

C-vitaminer
Det er vigtigt, at få masser af C-vitamin, der styrker dannelsen af stoffet collagen, som medvirker til at gøre vævet i underhuden mere fast. Collagen findes også i knogler, brusk og tænder og virker desuden som antioxidant for immunsystemet. Samtidig beskytter C-vitamin huden mod forbrændinger og infektioner.

Gode kilder til C-vitamin:

Persille

Rød peber

Appelsin

Broccoli

Kartofler

Det daglige anbefalede indtag af C-vitamin i Danmark er 75 mg. Men international forskning viser, at doser på ca. 400 mg. pr. dag er mest optimalt for din sundhed.

Antioxidanter
Frugt og grønt, som indeholder stærke farver, er fyldt med antioxidanter, der beskytter dit væv mod ødelæggelse. Sørg derfor for at fylde grøntsagsskuffen og frugtkurven med de farvestrålende varer, som f.eks. spinat, gulerødder, rødkål, broccoli, jordbær, melon og brombær.

Fedtstoffer
For at forblive blød og smidig har huden brug for fedtstof. Det er vigtigt at vælge det gode fedt, som kommer fra bl.a. fed fisk, græskarkærner, avocado, pinjekerner, solsikkekerner og mandler. Også tilskud af olier kan være gavnligt for dig. Brug gerne jomfru-olivenolie, avocadoolie og rapsolie i madlavningen, og tag et tilskud af de essentielle fedtsyrer enten i olie eller kapselform.

E-vitamin
Er vigtigt for at beskytte cellerne og virker som en effektiv beskyttelse for din hud og dit immunsystem. Det spiller desuden en vigtig rolle i forbindelse med heling af sår og læsioner.

Gode kilder til E-vitamin:

Nødder og frø

Kød, Æg

Vegetabilske- olier

Nogle typer 
fed fisk

Co-enzym Q10
Kroppens celler indeholder co-enzymet Q10, som hjælper energiomsætningen og derved forbrændingen i dine celler. En optimal forbrænding gør din krop i stand til at forbrænde både kulhydrat, protein og fedt optimalt i cellerne. Q10 fås gennem kosten og kan i begrænsede mængder produceres i din lever. Evnen til selv at producere det aftager dog omkring 20-25 års alderen, hvorfor et tilskud kan være en fordel.

Gode kilder til Co-enzym Q10:

Nødder og frø

Bælgfrugter

Spiseolier

Kød

Fisk

 

Zink
20% af zinken i kroppen findes i huden, som derfor reagerer hurtigt på zinkmangel. Zink er vigtigt for sunde øjne, negle og hud.

Gode kilder til Zink:

Skaldyr

Rødt kød

Kylling

Æg

Nødder

 

Protein
For at kunne opbygge kroppens celler, herunder din muskelmasse, er det nødvendigt, at du får tilført protein i de rette mængder. Sørg derfor for. at du får kød, fisk, fjerkræ, bønner og linser eller æg til alle dine måltider, så kroppen hele tiden har noget at bygge af.

De lette og billige hjælpemidler
Både vand, frisk luft og søvn har stor indflydelse på dit udseende. Huden bliver tør, hvis du vasker dig for ofte med vand og sæbe. Og vind og vejr er hård ved din hud, specielt om vinteren, på grund af kulden og den tørre luft. Sørg desuden for regelmæssig udluftning i din bolig og på arbejdspladsen og skru ned for varmen.

Væske er vigtigt, for at du holder kroppens celler friske, så sørg for at få minimum 2 liter vand hver dag. Husk, at te, kaffe, øl, vin og spiritus virker vanddrivende, og derfor øger dit behov for væske.

Det kan ikke siges for ofte, at det er vigtigt at få sin skønhedssøvn. Det er om natten, at kroppen skal restituere, og dette genopbygningsarbejde kræver tid og ro. For lidt søvn stresser kroppen og vil straks kunne både ses og mærkes. 8 timers søvn hver nat er et absolut must for at holde sig ung og vital.