Gigtforeningen.dk skriver i dag følgende:

Spinning er måske ikke helt så ufarligt, som mange tror

Spinning er på kort tid blevet en af de mest populære motionsformer i Danmark.

Men det er måske ikke helt så ufarligt, som man indtil nu har fremstillet det. Belastningen for knæene bliver muligvis for voldsom under den intense cykling.

Gigtforeningen vil nu have undersøgt, om spinning har en større skaderisiko end tidligere antaget. Det sker efter, at flere har gjort opmærksom på knæproblemer, som tilsyneladende er opstået efter længere tids brug af spinning. Gigtforeningen søger derfor en forsker, der med støtte fra Gigtforeningens Udviklingspulje vil foretage en nærmere undersøgelse af spinning og konsekvenserne af det.

Spinning er indendørs cykling, hvor man på hold hjuller af sted på stillestående motionscykler. Træningen består i at køre i takt til musik, mens en instruktør giver besked om, hvordan der skal trædes i pedalerne. Det foregår i meget højt tempo, og ligesom på en motionscykel kan man belaste modstanden på hjulene individuelt, så musklerne skal arbejde mere og mere. Motionsformen betyder hurtigt vægttab, samtidig med at man får stærkere muskler.

”Normalt anbefaler vi cykling som motionsform, især fordi knæene ikke får de stød, som de får, når man løber. Men det er netop ondt i knæene, vi hører om i forbindelse med spinning. Om problemet ligger i forkert belastning, det hidsige tempo eller det at man står op og ”jokker” i pedalerne, ved vi ikke endnu. Men meget tyder på, at spinning er en motionsform, der kræver korrekt indstilling af cykler og korrekt instruktion,” siger direktør Lene Witte, Gigtforeningen.

Gigtforeningen har undersøgt en del af motionscentrenes hjemmesider, og her ser det ud til, at man giver ret udførlige anvisninger. Men ”spinnere” fortæller, at instruktøren ofte glemmer det, når træningen skal i gang, eller glemmer, at der er kommet nye på holdet, der skal høre instruksen.

”Hvis instruktørerne fik at vide, at de risikerer at påføre deltagere alvorlige knæproblemer, hvis de ikke giver dem ordentlig besked, så kan det jo være, at de vil tage det alvorligt,” siger Lene Witte.

Det skal blive spændende at følge den undersøgelse Gigtforeningen sætter i gang. Vi vil her på Fitnews.dk holde jer ajour med resultater og info.