Mænds karakteristiske strutvom eller mavebælte af fedt er ikke bare grimt, men også meget farligt for helbredet.

Fedtsyrer fra fedtdepoter på maven har meget let ved at komme ud i blodet, hvorfra de bl.a. øger risikoen for blodpropper, sukkersyge og visse kræftformer.

Derimod er fedt placeret andre steder end på maven ikke farlig i samme grad, da fedtsyrerne fra disse depoter holder sig inde i fedtcellerne.

Kvinder deponerer generelt fedt på nogle mindre farlige steder.

Det er derfor et paradoks, at det hyppigst er kvinder, der går på slankekur, mens det er mændene, der har sværest ved at tåle overvægten.

Statistikkerne fortæller også, at mens det kun er hver tredje voksne danske kvinde, der er overvægtig, så er faktisk hver anden mand overvægtig.

Hvis først mænd tager sig sammen, har de lettere ved at tabe sig end kvinder, via kostændringer og øget motion. Det hænger også sammen med placeringen af fedtdepoterne. Fedtdepoter på og i maven bliver lettere nedbrudt end fedtdepoter på balder, hofter og lår.