Du har garanteret sjippet som barn og elsket det. Hvis ikke, så er du gået glip af noget.

Sjipning er en super måde at komme i form på. Det er nemt, effektivt, billigt og sjovt.

Der er minimal risiko for skader ved sjipning, samtidig er der træning til både over- og underkrop og dit muskelkorset.

Sjipning er kendt som en populær træningsform for boksere, kampsportsentusiaster og selvfølgelig skolepiger (sejt, ikk’?)

Kunstform og sportsgren

Mange forestiller sig måske, at sjipning kun er hop på stedet, men der er mange variationsmuligheder, så mange at det kan blive en hel kunst. Google “rope-jumping” for et overældende antal muligheder. Det er ikke uden grund, at sjipning er en stor sportsgren i f.eks. USA.

Grej

Du behøver 3 ting for at komme godt i gang. Et par gode stødabsorberende træningsko (du kan sagtens bruge dine løbesko), en sports-BH med masser af støtte og et godt sjippetov.

Du kan selvfølgelig sagtens starte med et billigt sjippetov fra den lokale legetøjsforretning, men det kan altså være lækkert at forkæle sig selv med et højkvalitets sjippetov. Som ved alle andre træningsformer er der en hårfin balance mellem aldrig at gå ned på udstyr og gå fuldstændigt overbord.

Materialet kan være et kunstmateriale som plastik, gummi eller silikone, alternativt kan du vælge at gå old-school med træ, bomuldsreb eller læder.

Der skal være en vis vægt i selve rebet, for at du får en god stabil svingkurve. Det kan også være en god ide at vælge håndtag med lidt ekstra vægt i. Det betyder, at du får ekstra træning til overkroppen.

Rejsevenlig træning

Hvis du er meget på farten kan det være svært at få kardiotræning ind i programmet. Det er ikke altid let at overskue at afsøge nye løberuter i fremmede byer (eller helt trygt) og måske kan du ikke lige finde et træningscenter i nærheden.

Til gengæld er det let at få plads til et par træningssko, en sports-BH og et sjippetov i tasken.

Kombiner sjipningen med nogle gulvøvelser, så får du en fuld workout med både kardio og styrketræning på få kvadratmeter.

Sjippeudfordring

Start din sjippetræning med samme med en sjippeudfordring.

  • Sjip 30 sekunder, hvil 30 sekunder
  • Sjip 45 sekunder, hvil 45 sekunder
  • Sjip 60 sekunder, hvil 60 sekunder
  • Sjip 60 sekunder, hvil 60 sekunder
  • Sjip 45 sekunder, hvil 45 sekunder
  • Sjip 30 sekunder, hvil 30 sekunder
  • Gentag 3 gange