Træningen behøver ikke nødvendigvis at medføre et vægttab eller smallere talje for at have en positiv effekt på reguleringen af blodsukker og på blodets indhold af HDL- og LDL- kolesterol (HDL er det gode og LDL er det det slemme).

Type II sukkersyge er en form for sukkersyge, hvor symptomerne kan holdes for døren ved at ændre sin livsstil. Mange af de kraftigt overvægtige og fede vil udvikle sukkersyge, hvis ikke de taber sig. De, som allerede har udviklet sygdommen, kan ved at tabe sig via ændrede madvaner og større fysisk aktivitet blive symptomfrie.

Nogle orker måske ikke tanken om at skulle af sted til hård træning og følge et vægttabsforløb med periodevise kontrolvejninger for at opnå en eller anden idealvægt. Disse personer har det med at opgive på forhånd, fordi målet simpelthen er for langt væk. Men nu er der håb forude. I et forsøg skulle 18 personer gennem 6 måneder gå nogle ture på en halv times tid 3-4 eller 5-7 dage om ugen.

Intensiteten skulle være afslappet eller moderat (45-55% eller 65-75% af maksimal puls). Hverken BMI eller taljemål ændrede sig på disse 6 måneder, hvilket indikerer, at forsøgspersonerne ikke har anstrengt sig synderligt; eller at anstrengelserne resulterede i større appetit! Under alle omstændigheder har der ikke ligget det pres, nogle synes det er, at skulle ned på en bestemt idealvægt.

Resultaterne viste efterfølgende en markant sammenhæng mellem ændringer i enzym-aktiviteten for de enzymer, som regulerer blodets fedtindhold (Lipoprotein lipase aktivitet, også i leveren) og forholdet mellem total kolesterol og HDL-kolesterol.

Endvidere reagerede kroppen efterfølgende bedre på bugspytkirtlens udskillelse af hormonet insulin, som er med til at regulere blodsukkeret. Motion og træning behøver altså ikke nødvendigvis at være sveddryppende selvpineri for at have effekt.