På de sociale medier er det blevet en ny trend at samle lækre inspirerende billeder af idoler med præcis den idealkrop som man ønsker sig, når ens træning giver resultater. Det bliver ofte delt under mærket #fitspo – en forkortelse for fitness inspiration.

Inspirationen kan også komme fra dit ideelle træningsprogram eller et citat, der med få ord sammenfatter præcis det, som du vil opnå med din træning.

A little progress each day adds up to big results

Det kan være en rigtig god ide, der giver brændstof til træningen, men der er faldgruber som man bør undgå hvis det skal give de ønskede resultater.

Her er de bedste råd, hvis du vil have #fitspo til at fungere for dig:

Vælg et realistisk mål

Hvis du er meget ude af form kan det være en god ide at starte med at fokusere på et delmål, der er overkommeligt. Mange kører død i deres træning, fordi de sætter sig et mål der er så uoverskueligt, at ethvert fremskridt føles for lille til at gøre nogen nytte.

Vælg dit idol omhyggeligt

Vi er allesammen skabt forskelligt. Derfor er det vigtigt at vælge et idol, der har en kropstype, der matcher din egen.

Hvis du er lav og bredt bygget, giver det ingen mening at stræbe efter en høj og smal idealkrop. Det vil aldrig lykkes. Vælg i stedet et ideal der matcher dig. Find en berømthed eller et flot billede af en person med netop din knoglebygning et eller andet sted på internettet og benyt det som #fitspo.

Fordelen ved at finde en berømthed er at der ofte ligger mange forskellige typer fotos af den samme person, så du kan få et realistisk billede af vedkommende.

Det kan være fristende at vælge et indbydende photoshoppet billede af ren perfektion, men ingen er perfekte.

Derfor kan det også være godt at finde et foto af dit idol på stranden i bikini eller badebukser. Selv de flotteste og mest veltrænede personer har småfejl. Det gør dem menneskelige og det gør det langt lettere for dig at spejle dig i dem i din træningsproces.

Det øger din chance for succes.

Overvej din mentalitet

Selvindsigt er nøglen til succes med de træningsmål du sætter dig.

Hvis langdistanceløb er din foretrukne træningsform og du simpelthen ikke kan fordrage styrketræning, giver det ingen mening at fokusere på et ideal med store svulmende muskler.

Vælg en person med en kropsbygning, der ligner din egen og et træningsniveau der passer til din foretrukne livsstil. Så har du et opnåeligt ideal.

Følg dig selv

Husk at følge dig selv i processen. Ethvert træningsforløb har op og nedture. Sådan vil det også være for dig.

Tag et par gode billeder af dig selv, når du starter din proces både full front og i profil, noter dine kropsmål ned og følg dig selv med faste intervaller.

Det du måske ikke lige kan se i spejlet hver dag, bliver meget ydeligere, når du kortlægger det ved at tage et nyt billede hver 14. dag og noterer dine nye kropsmål.

På den måde bliver det meget lettere at opnå succes og nyde den undervejs.

Inden længe bliver du nød til at sætte nye og mere ambitiøse mål og finde ny #fitspo. God fornøjelse med træningen.