fork+©lelseForkølelse er en virussygdom, som primært sidder i næseslimhinden. Der findes mere end 100 forskellige vira, der kan forårsage, at næsen begynder at løbe. Du bliver for det meste smittet gennem luftbårne dråber i forbindelse med hoste og nys. Men du kan også blive smittet, hvis du har fået virus på hånden og herefter fører den op til øjne eller næse. Som oftest smitter en forkølet person fra dagen før, forkølelsen bryder ud, og op til tre dage efter udbrud. Derfor kan det være relativt svært at undgå at blive forkølet. Men du kan mindske risikoen ved at holde afstand til mennesker, der er forkølede, så vidt det er muligt.

De almindeligste forkølelsesvirus smitter formentlig kun i en afstand af en til to meter fra den forkølede person. Det vil sige hoste-nyse afstand for luftbårne dråber. Derudover er det en god idé ofte at lufte ud hyppigt og vaske hænder med vand og sæbe. Specielt, hvis du ved, at du har været i kontakt med en, der er forkølet. Skulle du alligevel blive ramt, er der heldigvis en del, du kan gøre for at lindre symptomerne:

  •  Du kan lindre din stoppede næse ved at bruge næsespray, som dæmper hævelsen af næseslimhinden.
  •  Det kan også hjælpe på den stoppede næse at holde hovedet over et fad med varmt vand og indånde dampen.
  •  Sov med hovedet højt om natten. Brug eventuelt en ekstra hovedpude, det får også hævelsen i næsen til at falde.
  •  Ondt i halsen kan lindres med varme drikke.
  •  Undgå rygning, da det irriterer slimhinderne i luftvejene.
  •  Det er vigtigt at være omhyggelig med håndvask, når du selv er forkølet – specielt efter hver næsepudsning, så du ikke smitter andre.