Mennesket er et socialt væsen, og flere studier viser da også, at dem, som er ”sociale,” når de træner holder motivationen bedst. Derfor er en træningspartner en rigtig god ide – læs med og find ud af, hvordan du finder den rette træningspartner.

Sådan finder du den rigtige træningspartner

Det er først og fremmest et spørgsmål om kemi at finde den rigtige træningspartner. Eftersom det er en del timer, I skal tilbringe sammen, så tænk over følgende, før du aftaler at træne sammen med en ny partner for en længere periode.

1. Læg mærke til hvordan han/hun træner

Kommer han/hun regelmæssigt og træner seriøst eller er det mest snakketøjet, der bliver brugt.

Kan du lide ham/hende som person, og sidst men ikke mindst er det et menneske, der vil kunne motivere dig til at yde dit optimale. Hvis du svarer negativt på ovenstående spørgsmål, så søg blot videre.

2. Check træningsstilen

Er jeres filosofi omkring træning i overensstemmelse. Hvis vedkommende ynder at træne ultra tunge pas med få gentagelser – og du foretrækker at træne med medium belastning og mange gentagelser, er der ikke den store træningsoverensstemmelse imellem jer.

3. Sammenlign jeres ønsker om resultater

Hvis personen fortrinsvis vil træne for at få has på fedtlaget og forbedre sin kondition, og du primært vil have større bøffer, så er jeres udgangspunkt alt for forskelligt. Find i stedet en partner, hvis mål ligger tættere på dit eget.

4. Vær åben for nye muligheder

Har du trænet en længere periode uden at opnå de ønskede resultater, så søg efter en træningspartner, der har haft succes med sin træning. Og vær lydhør overfor partnerens idéer, det lader jo til, at de har virket.

5. Aftal et par ganges prøvetræning

Før du aftaler en længere træningsperiode med en ny partner, skal I prøve at træne sammen et par gange. Og tro mig, du lærer mere om et andet menneskes sande karakter under hård fysisk træning, end de fleste psykologers personlighedstester vil kunne fortælle dig.

6. Træningspartner m/k

Flere og flere vælger en træningspartner af det modsatte køn, og det er der mange gode årsager til. For netop med hensyn til fitnesstræning er der mange områder, hvor de to køn supplerer hinanden fortrinligt.

Fordele ved at træne m/k

Mænd træner oftest med en mere konkurrencepræget intensitet og kommer hurtigere til at sjuske med den korrekte udførelse. Kvinder går mere op i en korrekt udførelse og prioriterer sikkerheden højt. Hvis begge parter er villige til at mødes på halvvejen, er der meget at lære.