Mørkt når du vågner.

Mørkt når du kommer hjem.

November, December og så kom Januar og Februar. Bare tanken kan få trætheden til at tage til.

Det stadige mørke trænger ind i knogler og muskler, og efterlader kroppen svækket.

Sådan oplever de fleste af os vintermånederne, men for de fem procent af den danske befolkning der lider af en egentlig vinterdepression, er vintersæsonen helvedes forgård.

De har brug for hardcore midler for at klare sig igennem.

Lysterapi, samtaleterapi og antidepressive midler er nogle af mulighederne.

Eller et helt konkret træk mod lysere lande. For beboerne omkring Middelhavet er stort set fri for vinterdepressioner.

I Alaska døjer derimod cirka ti procent af befolkningen med den plagsomme vinterlidelse.

De kendsgerninger har fået sagkundskaben til at konkludere, at faldende lysmængder og faldende temperaturer er de væsentligste årsager til vinterdepression. Men hvordan?

 

Søvnhormoner

At vågne, når det bliver lyst, og sove, når det bliver mørkt, er en helt naturlig del af et menneskes liv.

Først for nylig er forskerne begyndt at forstå, hvor fin og kompleks denne søvn-vågen cyklus er, og hvor tæt den er forbundet med dagslys og mørke.

Når øjet udsættes for dagslys, stimuleres en nervebane, som går fra øjet og til et område i hjernen, som kaldes hypothalamus.

Hypothalamus sender besked til de dele af hjernen, der hæver vores kropstemperatur og sætter gang i den hormonproduktion, som får os til at vågne. Samtidig bremses produktionen af melatonin, som er vores “sovehormon”.

Når lyset ikke møder os om morgenen, vil denne automatiske “god morgen” procedure udeblive, og kroppen arbejder altså ikke på at vågne, men forholder sig til at det er mørkt – så vi skal hvile.

Et andet stof, som påvirker vores vintervelbefindende, er signalstoffet serotonin, som er en slags humør powerbooster.

Også serotoninproduktionen er afhængig af lysmængden, men hvor for lidt lys sætter gang i merotoninproduktionen og dermed øger trangen til at sove, bremser det serotoninaktiviteten og skruer ned for energien og det lyse humør.

Kroppen er klog nok – den er bare ikke designet til at skulle fungere på fuld skrue i den mørke tid.

 

De af os, der ikke er decideret vinterdepressive, men alligevel falder i træthedsfælden vinter efter vinter – hvad skal vi gøre?

Har vi nogle overskuelige muligheder? Ja, selvfølgelig har vi det. Og forslagene kommer her i uprioriteret, men til gengæld gennemprøvet uorden.

 

Lysrejser

Et sikkert hit er, at planlægge en lysrejse i den mørke tid. Eller allerhelst to. En i november eller december og/eller en i januar eller februar.

Forventningens glæde og de lyse forestillinger sender energi rundt i hele systemet og giver det skønneste humør.

 

Gåture om formiddagen

Hvis vi ikke kan rejse til lyset, så må vi udnytte den smule vi har optimalt. Formiddagslyset er klarest, og en daglig halvtimes gåtur gør underværker.

Hvis du kan finde overskuddet, kunne du også løbe en tur nogle af disse formiddage, så får du samtidig sat gang i kredsløb og forbrænding og forebygger de værste bivirkninger af den stigende appetit, som mørket ofte giver os.

 

Rydde op – bare lidt ad gangen

Mismod forstærkes af rod og uorden. Vores æstetiske sans og indre harmoni har brug for skønhed og ro for øjet, og dermed er der gode begrundelser for at rydde op i bunker og hjørner.

Lad være med at snuble i ambitionerne. Beslut dig for at rydde et lille område ad gangen og beslut ikke, hvad det næste skal være, før du er færdig med det første. Gå ikke i gang med en oprydning, medmindre den kan klares på højst en halv time.

Er opgaven større, så del den op. Du vil blive overrasket over, hvor meget du kan nå på en halv time.

Giv dig tid til at nyde det. Et ryddet sofabord er smukt, når det tørres af og pyntes med en buket blomster eller en skål med frisk frugt.

 

Musik

Gå din musik igennem og find to forskellige slags frem. Noget som gør dig glad og giver lyst til at synge og danse. Og noget som får dig til at slappe af og smile. Sørg for at sætte enten det ene eller det andet på hver dag.

Dans og syng – eller smil og hvil. En god stund, hvor du bare lukker øjnene og lytter til smukke toner, er balsam for en træt sjæl.

 

Motion

Som allerede nævnt er motion en rigtig god metode til at forstærke humøret.

Op med pulsen og gerne ud i den friske luft. Er vejret for surt, kan jævnlige besøg i træningscentret også gøre det. Bare du bruger din krop og holder den i gang.