frugtVi har efterhånden lært Sundhedsstyrelsens anbefaling om 600 gram frugt og grønt at kende, og danskerne er blevet bedre til at lave smoothies og til at huske at gribe et stykke frugt på vej ud af døren.

Men mange er stadigvæk i tvivl om hvad der tæller med i det samlede regnskab for frugt og grønt?

Hvis vi skal finde den dybere mening med Kostrådet ”Spis frugt og grønt – 6 om dagen”, kan vi dele kostrådet op i to dele: 300 gram frugt og 300 gram grønsager, hvor et stykke frugt svarer til ca. 100 gram. Men hvad tæller som en frugt og hvad tæller som en grønsag?

Mange elsker og nyder et koldt glas juice som en del af f.eks. morgenmaden, og hertil har kostrådet givet dig mulighed for allerede at få 100 gram dækket. Det er nemlig muligt at erstatte et – og kun ét – stykke frugt om dagen med et glas juice eller en smoothie, når produktet er købt færdiglavet. Det har været nødvendigt at lave en særlig anbefaling for det ”flydende” frugt og grønt, da det i Danmark er blevet populært at drikke smoothies. Det kan nemlig til tider være svært at gennemskue mængde af tilsat honning, sukker, mælk eller juice i færdiglavede smoothies. Hvis du laver en smoothie derhjemme, kan du dog medregne den anvendte mængde frugt og grønt.
Husk dog at bruge din sunde fornuft og vælg mellem forskelligt frugt og grønt uden at overdrive mængderne samt den tilsatte væske, f.eks. fede mælkeprodukter.

 

Tidligere har også tørret frugt og nødder talt med i regnskabet, da disse også indgår i en sund og varieret kost. Tørret frugt er en god erstatning for sukkerholdigt slik og chokolade, mens nødder indeholder sunde fedtstoffer, der er med til at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme. I 2008 blev der dog strammet op omkring hvorvidt, nødder og tørret frugt kan tælles med under de 300 gram frugt. Tørret frugt indeholder oftest op til fem-seks gange så meget sukker som frisk frugt, mens nødders bestanddel oftest er op til 50 % fedt. Da tørret frugt og nødder ikke er helt sammenlignelige med frisk frugt, er det derfor fravalgt under kategorien frugt.

Det er for at undgå misforståelsen om, at man anbefales at spise 300 gram tørret frugt og nødder. Tørret frugt og grønt er dog ikke usundt, men er fortsat gode alternativer til den søde tand og gode som mellemmåltider – men med måde, da de indeholder mange kalorier. En lille håndfuld af hver slags kan indtages hver dag, som svarer til ca. 30 gram el. ½ dl af hver – prøv det fx på dine havregryn.

 

Det er desværre de færreste danskere, der lever 100 % op til kostrådet ”Spis frugt og grønt – 6 om dagen”.  I gennemsnit spiser voksne nemlig kun op til 426 gram frugt og grønt om dagen. Heraf skyldes størstedelen frugt, juice eller smoothies, mens 150 g er grønsager. Vi lever derfor kun delvist op til kostrådet. Vi er gode til at spise frugt, men hvorfor spiser vi så få grønsager?

En grønsag defineres som havende 2 gram kostfibre pr. 100 gram. Det er derfor ikke alt fra grønthandleren, der vejer lige tungt i regnskabet. Du skal særligt lede efter de grove grønsager som f.eks. broccoli, rodfrugter, kål og bønner, men øvrige lette grønsager som tomater og agurker tæller også med, men mætter ikke så meget som de grove. Årsagen til at vi ikke spiser så mange grønsager er oftest, at grønsager kræver tilberedning. Men er det nu også så svært at dække 2/5 af middagstallerknen med de lækre grønsager? Ja, hvis du skal finde på en ny og spændende salat hver eneste dag og ikke har tid til at lede efter særlige opskrifter. Men tag genvejen og put grønsagerne ind i den ret, du allerede har i tankerne.

Klassikeren spaghetti med kødsovs eller andre gryderetter kan f.eks. tilføjes dobbelt så mange grønsager som mængden af anvendt kød. Dermed kan du ofte udnytte mængden af mad bedre og har ofte mad til flere dage eller flere personer. Fedtenergiprocenten for hele retten sænkes også og samtidig får du flere vitaminer og mineraler med i din daglige kost. Prøv også at lave et fad med fintsnittede grønsager og lidt olivenolie, salt og peber – og eksperimentér med dine yndlings krydderier. Grønsagerne kan tilberedes samtidig med, at du har kylling, krydrede kødboller eller et andet godt stykke kød med i ovnen. Når du her til sommer smider kødet på grillen, så udover en frisk grøn salat på bordet, så egner grønsager som squash, peberfrugt, tomat, champignon, asparges, auberginer, majskolber mv. penslet med lidt olie sig også særligt godt på grillen.