spotterI sidste uges artikel omkring “Forced repetitions” (også kaldet forced reps), hvor du fortsætter dine repetitioner, efter dine muskler har nået deres max, nævnte vi at det mange gange var en fordel, hvis din træningsmakker hjalp dig ved at “spotte” dig til at komme over det døde punkt, hvor du har svært ved at presse vægten videre ved egen hjælp.

 

Og den artikel har afledt en del spørgsmål omkring hvordan man egenligt bedst hjælper sin træningsmakker, eller hvis man bliver mødt af spørgsmålet

“Gider du lige at spotte mig?” i træningslokalet.

 

Her er et par tips til, hvordan du bliver en mere effektiv spotter.

– Vær 100% opmærksom på din partner.

– Kend den korrekte teknik for den øvelse, du spotter. Og ret den der løfter, hvis personen snyder eller kompenserer.

– Vær sikker på, at du selv står i en stabil position.

– Tag fat omkring vægtstangen eller din partner med begge hænder, og sørg for at din kropsvægt er ligeligt fordelt.

– Undgå så vidt muligt at løfte – især ved den første repetition. Ofte er den måde, du placerer hænderne på vægtstangen nok til at hjælpe ham eller hende, der løfter, til at tage den første ekstra repetition.

– Giv kun lige akkurat så meget hjælp, at vægten kan bevæge sig opad – og lad den ikke stoppe.

– Giv din makker verbal opmuntring som: “Giv mig én til – eller jeg er der!.”

– Sørg for, at du kun hjælper med et par repetitioner. Mere end det vil resultere i, at den, der løfter, vil miste kontrollen over vægten.

– Behold hænderne på vægten efter sættet er slut, og hjælp med at få vægten tilbage på plads i stativet.

– Nogle kan godt lide, at spotteren har hænderne på vægten lige fra første repetition, andre vil gerne vente, til de har behov for hjælp.

 

Det er en smagssag, så find ud af på forhånd, hvilken type træningspartner du har med at gøre.