De uafsluttede sager!

Forestil dig en spand, sådan en god gammeldags solid spand af metal med metalhank. Det er sikkert mange år siden du har set sådan en. Det er en spand du kan bruge til at vande alle de smukke ting i dit liv, alle de mål du har sået, og som du gerne vil have skal spire og vokse. Det kan være store smukke rosenbuske af kærlighed til dem du elsker , eller stærke sporty liljer i superform. Uanset hvad du dyrker i dit livs have, skal det vandes. Hver dag må du tilføre det energi i form af positive tanker og handlinger der er i harmoni med de mål du har sat dig.

Og det er let at vande væksterne i din have, hvis din spand er tæt. Men er der huller i den, kan det være et stort slid at gøre det. Måske arbejder du af dine fulde kræfter, bare for at vande nogle få buske, uden at opdage at det meste af vandet løber ud, undervejs fra kilden til haven. I stedet for at prøve på at løbe endnu stærkere, ville det så ikke være bedre at bruge lidt tid på at tætne hullerne i din spand, bare et i dag, et hver dag…

Et personligt spørgsmål
Lad mig spørge dig helt personligt: Har du noget liggende i dit liv, som ikke er helt afsluttet? Jeg mener, hvad med takkebrevet til mormor for julegaverne (julen 97)? Eller listen bagved komfuret der mangler at blive monteret (fra dengang I fik nyt køkken i 91)? Eller den biograftur du har lovet ungerne (siden sidste sommer)? Eller de der bøger du lånte af John og lovede at læse hurtigt (i marts 98)? Eller hvad med at kigge i kælderen, om ikke der skulle være noget der, som du ikke bruger længere (og måske ikke har gjort i mange år)? Eller i dit klædeskab? Eller på loftet? Eller …….. fyld selv linien ud.

Du ved hvad jeg mener! Vi binder vores energi i alt det vi ikke slutter af, og alle de ting vi går og gemmer på. Der er selvfølgelig en grund til at vi ikke slutter dem af, eller at vi gemmer på dem, men igen, uanset hvad du vælger at kalde det, så binder du en masse energi i alle de gamle ting og uafsluttede sager. Kostbar mental og emotionel energi som vi kunne bruge til lettere at nå vores mål med i stedet. Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal smide det hele ud lige nu, men at du skal tænke over hvad du bruger din energi til. Om du bruger den til let at bevæge dig hen imod dine mål, eller om du binder dig så tungt til alle disse ting og sager, at du mister din naturlige lethed og opdrift. Alle disse gamle ting og uafsluttede sager gør dit energisystem til en si og det betyder at energien fosser ud (ligesom statskassen, du ved).

Prøv et øjeblik at tænke på dit energisystem som en spand… og se om du kan se den spand for dig nu… og læg mærke til hvordan ser den egentlig ud… om den er gammel og rusten… om der er mange huller i den… eller få huller… om hanken er solid… eller næsten rustet igennem… Og hvis ikke den spand du tænker på lige nu …er fuldkommen tæt og stærk og solid… så forestil dig at du går i gang… med at reparere hullerne… slibe rusten af… måske du sætter en ny hank på… forestil dig at spanden er rummelig og tæt… så den kan rumme din energi… så du let kan vande… det du ønsker at vande i dit liv…

Prøv et øjeblik at tænke på en af de gange hvor du har udsat noget. Tænk på hvor træt man kan blive bare ved at tænke, på det man ikke har fået gjort. Og hvordan det trækker ens mentale og fysiske tilstand ned hver gang man tænker på det. Lige indtil det tidspunkt hvor besværet ved at udsætte det yderligere, blev større end besværet ved bare at gøre det. Og du så bare gjorde det. Kan du huske hvordan du havde det lige efter du var færdig med at gøre det? Du havde det helt fedt, er det ikke rigtigt. Du blev lettere og det var som om en byrde var kastet af dine skuldre, og du kunne rette dig helt op igen, er det ikke rigtigt? Har du nogensinde tænkt på hvorfor nogle ældre mennesker med tiden er blevet helt krumryggede? Hvem ved, måske er det fordi de har båret »De uafsluttede sagers byrde« på deres skuldre hele livet.

Du ønsker vel ikke at blive helt krumrygget vel? Og derfor er du villig til at rydde op i dit liv nu! Bare rolig – det er ikke noget der tager tid. Tværtimod giver det på længere sigt tid meget mere tid, fordi det er slut med at gå og tænke på uafsluttede sager. Og det betyder selvfølgelig også, at det bliver nemmere at koncentrere sig om det du er i gang med lige nu. Og sidst men ikke mindst, du vil være langt mindre stresset end før. Kort sagt, der er al mulig grund til at gå i gang med at rydde op nu!

Listen over den forsvundne energi
Start med lave en liste over alle de sager der stadig hænger i dit liv. Det er en god idé at bide nogle af tingene over i små enheder, der hver især kan laves i løbet af en halv times tid (eller hvad du nu finder passende). Mens du laver listen kan du sikkert mærke hvor meget energi der ligger bundet i de ting og sager der er på den. De forskellige ting på listen behøver ikke at være i nogen bestemt rækkefølge, du kommer alligevel til at springe rundt i dem, efterhånden som du arbejder dig igennem den. Formålet med at lave listen er, at få dem ud i det objektive, at kunne fastholde dem på en måde, så du ikke behøver at tænke mere på dem. Noget som du måske ikke har tænkt på, er f.eks. at hvis du ikke har fået sagt tak til din mormor, og hun måske i mellemtiden er gået bort, så kan du gå i mange år og trække dig selv ned, ved at fortryde at du aldrig fik skrevet brevet. Det ønsker du ikke, og det ville din mormor helt sikkert heller ikke have ønsket for dig, tror du vel? Derfor, skriv det brev NU, og tag ud på kirkegården hvor hun ligger, eller et sted hvor hun holdt af at komme og læs det højt for hende der. Du synes måske at dette lyder lidt mystisk, men hvis din mormor er død, så handler det ikke om hende, men om hvad der foregår inden i dig (hun bærer med garanti ikke nag til dig over det, men måske bærer du nag til dig selv over det!) , og dette kan være alle tiders måde at komme overens med sådanne ting, så prøv det.

Det næste du skal foretage dig er, at klippe en masse små papstykker ud, ca. på størrelse med visitkort (du kan sagtens bruge bagsiden af visitkort), og på hvert af disse kort skriver du én opgave. Jeg ved ikke hvor mange kort du skal bruge til dette, men for nogle mennesker kan det godt være en anseelig bunke. Alle disse kort lægger du ned i et krukke, en vase eller måske en skål (det skal bare ikke være et sylteglas). Reglen er, at når du trækker et kort skal du også lave opgaven! Du kan endda have lave følgende vane; hver gang du påtager dig en opgave af en type der let kan udsættes, men som det alligevel ville være dejligt at få gjort, skriver du den på et kort og lægger den ned i krukken. Så skal den nok blive gjort på et tidspunkt!

Når vi nu er enige om at det føles rigtig godt endeligt at have gjort tingene, så synes du sikkert også at det fra nu af er OK, at kalde kortene i krukken for »energipakker!« Og fra nu af, når du har trukket en energipakke og udført den, er det vigtigt at du tillader dig selv at føle hvor godt det føles, mens du kigger på krukken hvor alle de andre energipakker ligger og venter på at blive udbetalt (forestil dig at krukken koger af energi). Således at denne positive følelse automatisk associeres til det, at du afslutter det du begynder på, eller til det, at rydde ud i noget der ikke længere tjener dit formål. Hvis du tænker dig om, er det så ikke rigtigt, at eftersom det føles rigtig godt at have udført en af opgaverne, er det lige så relevant at kalde det en energipakke! Derefter er det også vigtigt at du på en eller anden måde markerer på din liste, at det hul nu er tætnet. Du kan sætte små klistermærker på (firkløvere), eller fremhæve den ting med en tusch, eller måske har du bare lyst til at slette den fra listen.

Gode tidspunkter at gå igang
1. Et vældig godt tidspunkt at trække en energipakke, er f.eks. hvis du en morgen vågner frisk og veloplagt kl. 6.13 (i stedet for som planlagt kl. 6.45). Mange tænker på det tidspunkt: »Hvorfor skulle jeg dog stå op nu? Jeg har jo ikke noget at lave kl. 6.13 om morgenen.« Og så lægger de sig til at sove igen, og vågner træt og uoplagt kl. 6.45 ved at vækkeuret larmer ind i øret på dem. Brug sådan en morgen til gøre noget positivt for dig selv. Hvorfor ikke starte dagen med at tætne et hul og få noget ekstra energi! Du har noget at lave kl. 6.13 om morgenen!

Tænk på hvor træt man kan blive bare ved at tænke, på det man ikke har fået gjort. Og hvordan det trækker ens mentale og fysiske tilstand ned hver gang man tænker på det.

2. Hvis du hen ad eftermiddagen, eller tidligt på aftenen føler at nu kunne du godt bruge noget energi. Rejs dig op. Ryst trætheden af dig, og træk en energipakke i krukken, udfør opgaven og nyd energien der kommer strømmende ind i dit system. Du ved hvor energien er nu!
3. Hvis du er stresset eller rastløs uden rigtigt at have en retning på det. Nyd den fokusering der kommer ved at du har noget målrettet at foretage dig. Og selvfølgelig nyd energien og glæden når du er færdig. Hvem siger forøvrigt at du ikke kan trække flere pakker i træk (udfør den første før du evt. trækker flere).

Andre fordele Hvis du er en mand, vil din kvinde elske dig for din nye store foretagsomhed og handlekraft. Du skal dog aldrig tillade at hun begynder at disponere over din krukke (ved at lægge kort ned i), hvilket hun næsten helt sikkert vil prøve på. Det er nemlig vigtigt, at det er energipakker der ligger der, ting der står i relation til dit energisystem. Foreslå hende at lave sin egen krukke! Hvis du er en kvinde, kan du overveje at starte med din håndtaske, og allerede dér opleve en stor lettelse på byrderne i dit liv. Og du vil sikkert lige som manden opleve, at din partner synes det er alle tiders at I har mere tid sammen. Hvis stress for dig betyder alle de ting du ikke får gjort, så er denne idé jo en åbenlys løsning på stress for dig. Og da motivation ofte er det modsatte af stress, vil du opleve at du er mere motiveret end du formentlig har kendt til tidligere.

Når du installerer denne vane i dit liv, vil du i løbet af kort tid opdage, at det bliver nemmere og nemmere, indtil det på et tidspunkt slet ikke er noget du tænker over mere. Når du bliver opmærksom på noget der mangler at blive gjort, går du uden videre automatisk i gang med det samme. Endnu senere kan du fra tid til anden endda overrasket opdage, at du netop med glæde har gjort noget som du engang i fortiden uden tøven straks ville have udsat. Og du skal ikke tøve et sekund med at lave om på ideen om krukken indtil den passer endnu bedre til dig. Det eneste du principielt bør udsætte til senere er tøven…

Aktion
1. Listen: Lav listen over uafsluttede sager og ting du ikke længere bruger. Du kan lave den i din PC’er eller på et stykke papir. Jeg synes personligt at PC’eren er bedst, fordi jeg så kan slette tingene efterhånden som jeg afslutter dem.

2. Krukken og kortene: Skriv opgaverne på kortene og anskaf dig den omtalte krukke. Husk, at det må ikke være et sylteglas, på nuværende tidspunkt ved du sikkert godt hvorfor!

3. Indvi krukken med en pakke: Såsnart du har lavet krukken, gå straks videre og træk en energipakke…

Ud af alle de gange hvor jeg har spurgt andre om hvad stress er, er der ikke én eneste gang, hvor nogen har svaret, at det er det de har gjort!

Svaret har altid været: Stress er det man ikke får gjort!