raseri
I takt med vi bliver mere og mere stressede i hverdagen, er vi også mere tilbøjelige til at tabe besindelsen og overfuse de mennesker, vi oplever som en hindring for, at vi kan nå vores travle program. En lille smule arrigskab kan rent faktisk være en katalysator til et bedre liv. Vrede fungerer blandt andet som et springbræt til at frigøre os fra en utilfredsstillende situation eksempelvis på jobbet. Men det kræver, at man mestrer balancen mellem at lade vreden få frit løb og indespændt raseri, hvis vreden skal være konstruktiv. Her er 4 fif til vredeshåndtering:

1. Hold en pause.
Når vi er vrede, kommer vi nemt til at sige ting, vi senere fortryder. Hvis du mærker, at det trækker op til stormvejr, så gå en tur eller tag en dyb indånding, indtil det er drevet over.

2. Få en vredesven.
Find én du stoler på, som du kan dampe af overfor. Lav en aftale om, at I begge kan rase ud ved hinandens skulder uden at blive fordømt af den anden.

3. Gør noget fysisk.
Fysisk aktivitet er en af de bedste måder at lukke dampen ud på. Så vælg en fysisk aktivitet, der kan reducere dit raseri. Det kan være alt fra en udmattende spinningtime til en par mere hårdtslående bokserunder.

4. Ha´ en plan parat.
En god plan kan lukke en given konflikt. Hvis du ved, at der er en bestemt person, som kan få dig op i det røde felt, så overvej, hvad der skal til for at ændre situationen og planlæg nøjagtig, hvad du vil sige til personen for at opnå ændringen. Undgå angreb, men fokuser på at fortælle, hvordan personens handlinger påvirker dig.