PilatesIkke mindst træning på reformerbænkene har medført, at der igen er kommet fokus på Pilates. Men også træningen af Pilates på gulvet uden maskiner har fået et løft i kølvandet på reformerens succes. Og det er med god grund. For næsten uanset hvem du er, hvad du dyrker og hvilket plan du dyrker din sport på, kan du blive bedre til netop dét med Pilates.

Pilates er et godt supplement og en god base for al anden bevægelse. Yderligere er der også masser at hente for dig, som gerne vil være stærkere til en hverdag, hvor vi går, står og sidder meget og måske en hverdag, som allerede er plaget af ryg- og nakkeproblemer og smerter.

Pilates er udviklet i starten af 1900-tallet af Joseph Pilates. Det blev oprindeligt kaldet Contrology, fordi det handlede om at kunne kontrollere kroppen, mens man gjorde den stærk og smidig.

Pilates-konceptet har siden hen været i hænderne på dansere, fysioterapeuter og ergonomer, og er blevet opdateret til en moderne træningsform, med fokus på effektivitet, funktionalitet, styrke og smidighed.

Pilates er dynamisk bevægelighedstræning, hvor man forsøger at opretholde eller genetablere rygsøjlens og kropsholdningens naturlige udseende. Målet er at være sund og velfungerende, med gode bevægeudslag, samt at skabe styrke og udholdenhed til hverdagens udfordringer.

Den klassiske træning foregår på en måtte på gulvet. Redskaber som håndvægte, Pilates-ring, elastikker og sammenrullede måtter bruges også.

Mange har idag tillært os nogle bevægelser og dårlige kropsholdninger undervejs i livet, og det betyder at der bliver ustabilitet i rygsøjlen, bækken og brystkasse. Det medfører at de forkerte muskler overbelastes og giver smerter. Hvilket igen betyder risiko for slid på led, bruskskiver og sener, øget risiko for akutte skader ved f.eks.. løft og vrid, men også overbelastninger som diskusprolaps, hekseskud og iskiassmerter.

Sidst men ikke mindst, giver en dårlig kropsholdning dårligere bevægelser i resten af kroppen, da kroppens center er svagt og ustabilt.

Fordelene ved at træne Pilates er mange. Først og fremmest en øget kropsbevidsthed, og med denne også en viden om hvad der er godt og skidt for kroppen i andre sammenhænge.

Med Pilates opnår du smidige, stærke og udholdende muskler. Det giver dig mere bevægefrihed og mulighed for at gøre mere. For mange udøvere giver det mindre smerter i nakke og ryg. Desuden virker Pilates stressreducerende, da du under træningen får lov at fordybe dig i øvelser, vejrtrækning og udspænding til sidst.

Det kan være en udfordring at lære Pilates og træningen kræver som regel tilvænning. Så hvis du har lyst til at lære mere om denne alsidige træningsform, så er det en god idé at finde et sted, der tilbytder introtimer, så du føler dig tryg i grundprincipperne, inden du kaster dig over nye og sværere øvelser.