Husk at spise seks stykker frugt eller grønt om dagen. Sådan lyder et af Fødevarestyrelsens otte officielle kostråd. Men hvordan er det lige, de resterende syv lyder? Og følger vi dem i hverdagen?

38 procent af danskerne får ifølge en ny undersøgelse foretaget af YouGov for 24timer i hvert fald ikke seks stykker frugt eller grønt om dagen.

Derfor lancerer frugt- og grøntsagsavlerne nu en storstilet kampagne, hvor personal shoppers i landets supermarkeder skal klæde kvinderne på til at pifte familiens aftensmad op med sæsonens frugt og grønt.
Sprød salat og saftige tomater ser fristende ud i supermarkedet, men hvordan forvandles de til retter, som familien ikke rynker på næsen af? Det er afsættet for den landsdækkende kampagne, der skydes i gang i næste uge.

”Vi ved alle, at vi bør spise mere frugt og grønt, men mange mangler tid og inspiration, når det skal føres ud i livet. Derfor sender vi nu personal shoppers ud i grøntsagsafdelingerne for at guide forbrugerne til at pifte klassiske retter op med sæsonens frugt og grønt,” fortæller marketingkoordinator Pernille Bech fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Kvinderne skal inspireres
En ny undersøgelse fra GFK foretaget blandt 3.000 husstande viser, at det især er børnefamilierne, der har brug for en hjælpende hånd. Hele 76 procent af familier med børn får således under 300 gram frugt og grønt om dagen.

Selvom kampagnens formål er at få hele familien til at spise mere frugt og grønt, vil de personlige shoppere især gå efter husstandens kvindelige medlemmer i landets supermarkeder.

”Kvinderne er som regel den primære indkøber og den, der tager ansvaret for familiens sundhed. Derfor er kampagnen især målrettet kvindelige forbrugere, da de er indgangen til at ændre på madvanerne,” forklarer Pernille Bech.

Hvad skal I spise i aften?
Når kampagnens personal shoppers indtager landets supermarkeder, er der både gode råd og praktiske øvelser på programmet. Og i stil med stormagasinets personlige tøjshopper tager rådgivningen i grøntsagsafdelingen udgangspunkt i den enkelte forbrugers behov.

”Nogle har måske brug for konkrete tips om sæsonens grøntsager eller hjælp til at røre en velsmagende dressing til aftensmadens salat, mens andre har brug for gode råd om, hvilken frugt og hvilke grøntsager der passer til indholdet af indkøbsvognen,” fortæller Pernille Bech.

Grøntsagsavlernes kampagne i ugerne 18-20 er den første af i alt tre runder med personal shoppers i grøntsagsafdelingen. Derudover skal kunderne blandt andet inspireres af magasinet Sæson og hjemmesiden www.saesonforgodsmag.dk.