Er du til spænding er mountainbike sjov og udfordrende motion.

Tag din mountainbike med i skoven og få trænet fysikken og testet dine reaktioner.

Mountainbiking styrker muskulaturen i både ben og overkrop. Samtidig er det god træning for balance og koordination. På skovens smalle stier, har naturen lavet sin egen forhindringsbane med krav til køreteknikken. Du skal have cyklen henover væltede træer, udenom store sten og samtidig undgå at glide på de glatte rødder. Det er krævende intervaltræning for både krop og hjerne

– og så er det oven i købet sjovt.

Brug skovene rigtigt

Alt, hvad du behøver for at komme i gang, er en mountainbike – og så en skov selvfølgelig. Heldigvis har det længe været den danske stats holdning, at naturen ikke bare skal være til pynt. Den skal også bruges. Det nyder man som mountainbiker godt af. I statsskovene må du køre på alle stier og veje, bortset fra de smalleste spor, men disse vil være afgrænset af hegn. I de private skove må du køre på stier, der er belagt med grus, sten eller asfalt, men kun fra kl. 6 til solnedgang. Undgå alle steder at cykle på ridestier eller markerede vandrestier.

Husk altid at tage hensyn til naturen, dyrene og andre skovgæster der vælger at nyde skoven til fods. På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.skovognatur.dk kan du finde oplysninger om de forskellige skovområder, og se lister over mountainbike ruter i de danske skove.

Køreteknik

Det er umuligt at læse sig til en perfekt køreteknik – det kræver simpelthen et par flyveture over styret eller fald til siden at blive dygtig. Her derfor blot et par grundregler, der måske kan spare dig for de værste knubs.

Helt centralt under de fleste manøvrer er det, at du placerer tyngdepunktet korrekt. I skarpe kurver gælder det for eksempel om at vinkle cyklen til svingsiden, samtidig med at du holder kroppen over kranken. På den måde fordeler du nemlig vægt ned på dækkenes sideknopper, der dermed lettere holder vejgrebet. Sørg for at bremse, inden du går ind i svinget, slip så bremsen helt og accelerer ud af svinget.

Også når det går henover skovens stejle bakker, er den rette placering af tyngdepunktet vigtig. På vej opad skal balancen ligge, så du hverken løfter forhjulet, eller baghjulet begynder at fedte rundt. Skift til et passende lavt gear, inden du når bakken, træd i et jævnt glidende tråd og forsøg at blive i sadlen længst muligt. Ned ad bakke gælder det, for at undgå luftture, om at placere vægten langt tilbage på cyklen. Der skal kun lige være tryk nok på forhjulet til, at det med sin bremsekraft kan supplere bagbremsen. Stå op i pedalerne og bøj i knæene, så du absorberer ujævnhederne.

Ellers handler mountainbiking mest om at være forudseende. Kig frem efter de næste forhindringer og sørg for at ramme dem vinkelret, så dit hjul ikke fejes til siden. Løft hårdt i styret, lige inden du når dem og flyt hurtigt vægten frem, så du får baghjulet med over. Med god jævn fart kommer du lettere over forhindringerne.

Tag på ture sammen

Lige så tilfredsstillende, det kan være at træne alene i naturen, er det at køre nogle stykker sammen. Kan du lokke venner med ud, går der sikkert ikke længe, før I begynder at presse hinanden. Det kan være ret underholdende og giver helt sikkert lidt ekstra syre i benene – og så er det en sjov måde at være sammen med vennerne på.

Hvilket udstyr kræver det?

Selve cyklen

Hvor mange penge, du skal poste i cyklen, afhænger selvfølgelig af, hvad du vil bruge den til. Satser du på at træne i skov et par gange om ugen, skal du nok regne med at måtte slippe 5000 kr. Det kan gøres billigere, men desværre afhænger køreglæden temmelig meget af cyklens kvalitet – og dermed dens pris.

Det første, du skal overveje, er, om du ønsker en fuldaffjedret cykel eller en såkaldt hardtail, hvor kun forgaflen er affjedret. Blandt hardtails skal du fokusere på stel, hjul og affjedringsforgaflen. Det er nemlig disse ting, som primært afgør dens kvalitet. Vælger du en fuldaffjedret cykel, får du mere komfort og et bedre greb i underlaget. Det er især godt, hvis du skal køre længere ture eller har problemer med ryggen. En fuldaffjedret cykel kan fås fra 10.000 kr. Her er lidt flere faktorer at holde styr på, idet affjedringssystemet kan være lidt indviklet at vurdere. Køb eventuelt en model fra sidste år, og få mere for pengene.
Cykeltøj

Når du først har prøvet at bumpe dig vej gennem skoven, ved du, at cykelbukser med siddepude er et must. En standardmodel koster fra omkring 400 kr. Hvorvidt du vil opjustere dit prof-look, er grundlæggende et spørgsmål om forfængelighed. Selvom en let cykeltrøje med rummelige baglommer til diverse småting absolut er både behagelig og praktisk. Sådan en kan du være heldig at finde på udsalg for et par hundrede kroner. Ellers koster den også omkring de 400 kr. Alt efter vejret, kan det være en fordel at have en vind- og måske endda også vandtæt jakke.

Cykelsko er en nødvendighed hvis du har en cykel med klikpedaler. Du undgår sjældent at skulle gå en lille smule i dine cykelsko, vælg derfor en mtb type, der er beregnet til det. Det mest anvendte system hedder ”SPD”. Et par gode cykelsko kan du få fra 600 kr. og opefter.
Hjelm

Rigtige mountainbikere kører med hjelm. Der er ingen vej uden om – selvom du synes, den får dig til at se tumpet ud. Vælg en hjelm med store ventilationshuller, og sørg i øvrigt for, at den sidder ordentligt. Hæderlige hjelme fås for ca. 600 kr.
Solbriller

Solbriller er absolut gode at have som beskyttelse mod svirpende grene og mudderstænk i øjet. For ikke at tale om UV-stråler. Vælg en model, der sidder godt tæt til hovedet. En sportsmodel er klart at foretrække, da de er designet til aktivitet og dermed sidder godt fast. De fås i alle prisklasser.
Reparationssæt

Til de uundgåelige reparationer, der altid dukker op, når du er længst væk hjemmefra, er det klogt at have et sæt nødværktøj med i et mavebælte, en sadeltaske eller i rygsækken. Sættet bør indeholde en reserveslange, lappegrej, dækjern og en pumpe. Der udover en kædeskiller, de mest brugte unbrakonøgler og en lille plastflaske med smøreolie. Cykelhandleren har værktøjssæt til et par hundrede kroner. Ligesom en sadeltaske også vil koste deromkring. Men heldigvis er dækkene på en mountainbike kraftigere end på en almindelig cykel, og er derved også mere modstandsdygtig overfor punkteringer.

8 suveræne mountainbike-spots

1. Klosterheden. 50 km markeret rute – Danmarks længste. Veksler mellem grusvej, terrænkørsel i bakker og stræk, der snor sig mellem træerne.

2. Hammer Bakker nord for Aalborg. Godt stort og varieret område med mange stier både til motionisten og den ambitiøse.

3. Himmelbjerget og omegn. Veludbygget stisystem, som slynger sig langs Silkeborgsøerne. Et stærkt kuperet og meget smukt terræn.

4. Marselisborgskoven nær Århus. 23 km markeret rute. Danmarks første faste rute er en klassiker blandt mountainbikere.

5. Bidstrup. 9,5 km markeret rute. Varieret rute i stærkt kuperet terræn, der giver udfordringer til alle.

6. Hareskoven. 26 km markeret rute. Et af de mest besøgte områder blandt københavnske mountainbikere. Ruten aflaster skrænterne ned til Furesøen og byder oveni på mange nye, spændende stræk.

7. Rudeskov.10 km markeret rute. Endnu en velbesøgt rute nær København. Her skal du andet over Maglebjerg, med sine 91 meter Nordsjællands højeste punkt.
8. Paradisbakkerne. Ekstremt udfordrende singletracks med masser af klipper og rødder – pas på, når det har regnet.

Links:
Se flere cykelruter på www.skovognatur.dk/ud/aktiv/mountainbike

Er du interesseret i at deltage i eller være tilskuer til konkurrencer?
Se løbskalender på http://www.mtb.dk/.