Farvestrålende pilleglas og vitaminpiller med smag af jordbær eller appelsin kan give børn lyst til at spise pillerne som slik.

Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen viser således, at omkring syv procent af forgiftningsulykkerne blandt børn i alderen nul til fire år sker på grund af en overdosis af vitaminpiller. Børneulykkesfonden opfordrer derfor nu forældre til at være opmærksomme på, at vitaminpiller skal opbevares med omtanke, skriver fonden i en pressemeddelelse.

– For mange børn får hvert år en overdosis af vitaminpiller. Børn bør fortsat have vitaminpiller, hvis de spiser en ensidig kost uden nok fisk, frugt og grøntsager, men man skal være opmærksom på, hvordan pillerne opbevares for at undgå at barnet tager en overdosis, siger Steffen Husby, lægeekspert i Børneulykkesfonden og til hverdag professor på H.C. Andersen Børnehospital.
Han opfordrer til, at vitaminpiller for eksempel opbevares, hvor børn ikke kan nå dem eller i et skab med børnesikring.
– Det sikreste er at vælge børnevitaminpiller med børnesikret låg, siger han.
Forældre til små børn skal ifølge Børneulykkesfonden især være opmærksomme på, at det særligt er jernindholdet i vitaminpillerne, som er farligt, hvis børn indtager for store doser af pillerne. For meget jern angriber organerne, og man risikerer at få hjerne-, lever- og nyreskader.
Ved mistanke om at et barn er blevet forgiftet, anbefaler Børneulykkesfonden, at man kontakter Giftlinjen ved Bispebjerg Hospital, hvor læger og sygeplejersker sidder klar til at rådgive døgnet rundt.