Rygproblemer. Hvis du ikke allerede med jævne mellemrum HAR gener fra benævnte legemsdel, kan du lige så godt begynde at indstille dig på det. Ifølge statistikkerne er det nemlig 80% af samtlige danskere, der på et eller andet tidspunkt i deres liv vil få vrøvl med ryggen. I form af lændesmerter, hold i ryggen, discusprolaps, ryghvirvelsammenfald og slidgigt. Mulighederne er mange. Een ting er, at vores dårlige rygge koster samfundet mange milliarder hvert år. Mere alvorligt er det, det tab af livskvalitet disse degenerative processer uvægerligt vil medføre.   

Men skal vi bare sidde der og passivt vente på, at ulykkerne angriber os bagfra? Skal “naturen” bare have lov til at gå sin gang? Nej, vel?

Det KAN nemlig lade sig gøre at modarbejde de triste statistikker. Det er muligt at opbygge en stærk og sund ryg – og bevare den livet ud. Det eneste, der kræves, er viljestyrke og en målrettet træningsindsats.

Ryggens anatomi
Ryggen er opbygget af flere forskellige komponenter, der gerne skulle arbejde sammen i skøn harmoni og hver især bidrage til at styrke og beskytte hinanden mod skadelige påvirkninger. “Skelettet” udgøres (ikke overraskende) af knogler, nærmere betegnet af rygsøjlen. Rygsøjlen er opbygget af 33 enkeltkomponenter, de såkaldte hvirvellegemer. Der er nakkehvirvler, brysthvirvler, lændehvirvler og sædehvirvler. Disse er stablet oven på hinanden, ligesom tallerkener – med bruskskiver (disci) som en slags støddæmpende mel-  lemlægsservietter. Den del af hver hvirvel, der vender bagud, ender i en bue, der minder om et grydehåndtag.

Tilsammen danner disse buer en slags lodret arkade eller kanal bagtil. Det er herinde, vi har rygmarven godt beskyttet af de omgivende knoglebuer.

Knogledelene holdes på plads i forhold til hinanden ved hjælp af ledbånd. Nogle er korte og næsten ueftergivelige. Andre er lange og elastiske, for at konstruktionen kan være både stærk og smidig. Men ledbånd kan ikke trække sig sammen og rette op på eventuelle fejlstillinger mellem knoglerne. Så hvis vi ikke havde musklerne som dynamiske støtteelementer, ville vi være ilde stedt.

I hvile virker musklerne som en ekstra forstærkning af ledbåndene, og når vi aktiverer dem ved at bevæge os, kan de bøje rygsøjlen i forskellige retninger – naturligvis indtil en vis grænse. Små indbyggede nervesensorer fortæller hele tiden musklerne, hvilken stilling de befinder sig i, og sørger samtidig for at regulere graden af udspænding eller sammentrækning således, at den sårbare rygmarv ikke risikerer at blive klemt af rygsøjlens hårde knogledele. Samtidig virker de store muskler som en ekstra polstring, der udover at beskytte knogler og rygmarv danner en solid bagvæg for bughulens sårbare organer.

Use it or loose it
Når tingene er, som de skal være, fungerer ryggens forskellige elementer som et velsmurt maskineri. Den ideelle kombination af styrke og smidighed. Men som enhver anden konstruktion kræver ryggen regelmæssig vedligeholdelse, hvis de enkelte komponenter skal fungere optimalt.

Vedligeholdelsen foregår indefra, via næringsstoffer, der tilføres med blodet og stofskifteprocesser, der sørger for at genopbygge slidte dele af muskler og knogler.

Det er en forudsætning, at vævet er aktivt, altså bliver brugt, hvis den biologiske aktivitet skal holdes igang. For eksempel vil en knogle, der ikke bliver belastet, gradvist miste sit indhold af afstivende kalk, og når den har mistet tilstrækkeligt meget, vil den brække selv ved ganske små påvirkninger. Det forholder sig på næsten samme måde med muskler. Når de ikke får lov til at bestille noget, mindskes antallet af de mikroskopiske fiberelementer (sarcomererne), der gør, at musklerne kan trække sig sammen. Samtidig mister de deres styrke. Når musklerne ikke længere har kræfter til at holde ryghvirvlerne i stilling, kan disse nu lettere bevæge sig i forhold til hinanden, hvilket igen udsætter led og ledbånd for slid. Det gør ondt, og hvis denne skadelige påvirkning får lov til at bestå, vil man udvikle slidgigt.   

Det gælder altså om at holde rygapparatet velfungerende hele tiden. Er man først kommet ind i en smertefuld, ond cirkel, kan der være lang vej ud igen. Men hvor betaler det sig bedst at sætte ind?

Knoglerne holder du vedlige ved at sørge for at få tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin fra kosten.

Led og ledbånd har godt af lidt smidighedstræning af og til, men passer ellers sig selv.

Det er på muskelsiden, du virkelig har chancen for at påvirke din ryg og ændre dens fremtid til det bedre. Samtidig får du så også en sidegevinst i form af en bedre kropsholdning. Men der skal altså arbejdes igennem, og der er mange muskelgrupper at kaste sig over.

Langt de fleste problemer koncentrerer sig om nakke og ryg, og mange ryg-øvelser har det med at koncentrere sig om filet´en (den lange rygstrækker), som har direkte relation til de nævnte om-råder. Det er naturligvis bedre end ingenting. Men den optimale træning involverer samtlige muskelgrupper over hele rygfladen.

Hvile som behandling er en fastgroet myte
Nu sidder du måske derhjemme og tænker: “Ja, ja, det kan de jo sagtens sige, men jeg har altså en svag ryg, som jeg har fået besked på at skåne. Og enhver ved jo, at man skal være forsigtig med at belaste sin ryg for meget”.

Sådan er der desværre mange, der tror, at tingene hænger sammen. Een af de mest fastgroede myter omkring rygbehandling er teorien om, at det hjælper at aflaste, hvis der er smerter og svaghed. Det har også været god latin blandt læger indtil for ganske kort tid siden. Smertestillende medicin, blokader, langvarigt sengeleje, strækbehandlinger, varme pakninger og støttekorsetter var standardbehandlingen ved stort set alle former for rygproblemer. Og det kan godt være, at det vil lette lidt den første uges tid eller to, hvis man lader være med at bevæge sig, men derudover kan effekten af passiv behandling bedst sammenlignes med at tisse i bukserne, hvis man fryser om enden. Det luner lige i begyndelsen, men bliver meget hurtigt koldt og klamt. Helt konkret vil immobilisering som før nævnt meget hurtigt resultere i en svækkelse af ryggens bærende muskulatur, som så bliver for svag til at beskytte rygsøjlens knogle- og ledstrukturer mod de yderstillinger, de ikke kan tåle. Der vil komme endnu flere smerter o.s.v. o.s.v…   

En anden ting er, at en persons smerteopfattelse i mange tilfælde vil ændres, hvis den fysiske aktivitet bliver mindre. Dels vil man uvægerligt fokusere mere på smerterne; dels vil kroppens egen produktion af de morfinlignende endorfiner gradvist aftage, hvorved smertetærsk-len sættes ned. Og det var jo lige præcis smerterne, man gerne ville undgå.

Det med smerterne afholder mange mennesker fra at træne effektivt, for – som de fleste ved – kan styrketræning godt gøre rimelig ondt, især i begyndelsen. En muskel, som har hængt og vegeteret på ryggen de sidste ti år, får man ikke uden videre sparket i gang, uden at det kan mærkes. Men derfor tager den alligevel ikke skade af at bestille noget. Tværtimod: Hvis du intet mærker i dine muskler dagen efter træningen, så har du ikke bestilt nok.

Selv personer med fremskreden slidgigt, medfødte skævheder og kendt discus-prolaps kan forbedre deres liv og rygkvalitet ved aktiv træning. I enkelte tilfælde kan det dog være nødvendigt med hjælp og vejledning til udførelse af øvelserne, især i begyndelsen. Ikke mindst fordi rygmuskulaturen ofte er så svag, at den ikke kan arbejde uden assistance.

Som hovedregel er det klogt, at undgå at vride overkroppen for meget, ligesom man også bør være forsigtig med at bøje for kraftigt forover. Men det gør man mere i forbindelse med maveøvelser…