personlig træningPersonlig Træning er kommet for at blive, men ikke nødvendigvis i den one-on-one form, vi kender i dag. Lige som al anden form for fitness træning udvikler Personlig Træning sig også. Fitnews giver her nogle bud på fremtidens Personlige Træning.

Personlige Træningscentre

Personlig Træning bliver endnu mere personlig, hvis træningen foregår i et center, hvor der kommer Personlige Trænere og deres kunder. Det betyder masser af specialiseret udstyr og stort set ingen ventetid ved maskiner og træningsudstyr.

Derudover vil der altid være højt kvalificeret personale tilstede, som kan hjælpe dig, hvis du er i tvivl om en øvelse eller maskine. Endelig slipper du for den månedlige PBS-trækning, da du ligesom ved alt andet Personlig Træning betaler pr. time.

I de Personlige Træningscentre køber den Personlige Træner en licens til at benytte centerets faciliteter. Personlige Træningscentre er ikke et nyt fænomen i f.eks. USA, men det er først inden for de sidste par år, at det er blevet rigtig populært i takt med, at flere og flere har fået øjnene op for personlig træning i det hele taget. Og de er også så småt begyndt at dukke op i DK.

 

 

Gruppetræning

For 10 år siden var Personlig Træning kun for de unge, de rige og de smukke, men sådan er det heldigvis ikke mere. Selvom Personlig Træning stort set er blevet allemands eje, er det stadig ikke en billig fornøjelse. Og det ser ikke ud til, at de Personlige Trænere kommer til at konkurrere på prisen.

Mange træningscentre vil derfor begynde at udbyde Personlig Træning i mindre grupper á 2 til 4 personer som et alternativ til one-on-one formen, som vi kender i dag. Det er både en praktisk og økonomisk måde at få kyndig og personlig vejledning på.

 

Familietræning

En anden trend inden for Personlig Træning, som ligger i forlængelse af gruppetræningen, er personlig familietræning. Udviklingen inden for fitness har de seneste år gået i retning af, at hele familien træner fitness på forskellige niveauer. Teenagere træner med forældrene, og til børnene er der særlige børnehold og sågar særlige børnemaskine, hvor ungerne frit kan træne selv.

Derfor er det naturligt, at hele familien er fælles om en Personlig Træner, som så kan tilgodese de forskellige familiemedlemmers træningsmål med udgangspunkt i familiens dagligdag.

 

Ældre kunder

En anden oplagt målgruppe, som dog ikke tidligere har været forbundet med Personlig Træning, er seniorerne. I takt med at flere og flere seniorer begynder at træne fitness, vil denne kundegruppe også vokse i forhold til Personlig Træning. Faktisk er Personlig Træning ekstra gavnlig i forhold til seniorerne, idet ældre mennesker ofte kræver lidt ekstra opmærksomhed i forhold til led, sener og knogler og alderdomsrelaterede skader som diabetes, knogleskørhed og forhøjet blodtryk.

Den rette træning kan både genoptræne gamle skader og styrke kroppen, og på den måde minimere alvorlige hverdagsskader som en brækket hofte efter fald.

 

Personlig hjemmetræning

Hjemmetræning er også stigende. Det er både bekvemt og privat. Hvis du i forvejen træner hjemme, er det derfor nærliggende at få en Personlig Træner til at tage sig af dine personlige mål inden for de rammer, som du har i hjemmet. Det betyder for mange, at træningen bliver mere overkommelig, hvis den ikke skal udføres langt hjemmefra.

Og du behøver faktisk ikke særlig meget udstyr for at kunne træne effektivt. Har du ikke allerede et hjemmegym, men overvejer det, kan du også bruge din Personlige Træner til at hjælpe dig med at sammensætte det vigtigste udstyr.

 

Certificeret viden påkrævet

Der var en gang, hvor en Personlig Træner kunne være naboens dreng, der tilfældigvis havde opnået gode resultater med sin træning. Men sådan er det ikke mere. At være Personlig Træner kræver certificeret viden og fortsat udvikling af kompetenceområder. Vi forventer eksperter, når vi går til en Personlig Træner. Vores mål bliver mere og mere specialiserede, hvilket kræver meget af den Personlige Træners vidensniveau.

Fremtidens Personlige Trænere vil skulle kunne vejlede i forhold til eksempelvis genoptræning, efterfødselstræning og forskellige sygdomme. Derfor vil Personlige Trænere i højere grad ligne fysioterapeuter frem for glade amatører med en flot krop. En sund udvikling, så længe den Personlige Træner stadig fremstår som et forbillede. Der er ikke meget motivation i at blive trænet af en person, der kan alle teorierne i hovedet, men selv ligger i farezonen for diabetes to eller har arme så tynde som spagetti.

 

Stærk fokus på funktionel træning

Funktionel træning har fortsat fremgang i centrene og ikke mindst i den Personlige Træning. Den store popularitet skyldes, at funktionel styrke- og coretræning udført korrekt fremmer både koordination, styrke og udholdenhed både i sportsrelaterede og hverdagens aktiviteter.

Funktionel træning er oplagt i forhold til Personlig Træning, idet funktionel træning kræver en god instruktion for at kunne udføre øvelserne med korrekt teknik. Til gengæld er funktionel træning optimal i forhold til specialiseret træning – f.eks. sportsspecifik træning eller genoptræning.

 

Livsstilscoaching

Det kan godt være, at du træner 4 timer om ugen, men hvad med de resterende164 timer? En sund livsstil handler ikke kun om, hvad der sker i træningscenteret. Faktorer som madindkøb, tilberedning, sunde snacks, stresshåndtering og mentale blokeringer i forbindelse med at nå et bestemt mål er alle vitale dele af det at skifte livsstil.

Derfor vil vi i fremtiden i højere grad se Personlige Trænere, der ikke kun kan deres kram inden for kost og træning, men også tænker coaching ind i deres forløb.