absitnenserEr du en af de mange, der påbegyndte det nye år med det erklærede mål aldrig mere at ryge en cigaret? Og sidder du nu med bondeanger og tobaks-ånde, efter at have suget 20 smøger i lørdags? Der er op til flere videnskabelige forklaringer på dine vanskeligheder med at kvitte tobakken. Prøv alligevel. Og find så træningstøjet frem. Motion er noget af det mest effektive, der findes mod nikotin-abstinenserne.

Just do it! siger  reklamerne for visse løbesko. Det samme er der mange, der siger, når det drejer sig om at holde op med at ryge. Og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at netop rå viljestyrke er en af de væsentligste betingelser for at kvitte tobakken.

Men hvordan kan det være, at det er så pokkers svært at holde op med at ryge – og at holde sig fra tobakken, selv lang tid efter, at den fysiske trang til en smøg er forduftet? Gode argumenter er der sådan set nok af, og der kommer hele tiden nye til. Men ikke desto mindre findes der alligevel talrige eksempler på personer, der trods behandlingskrævende lungesygdomme, hjertesygdomme og anden dårligdom alligevel ikke lægger smøgerne på hylden. Også selvom de udmærket godt er klar over den helbredsmæssige risiko, de løber ved at ryge. For slet ikke at tale om alle os andre, der godt nok endnu er sunde og raske, men som alligevel hver dag mærker tobaksrøgens skadelige indflydelse på vores træningsresultater både med hensyn til udholdenhed, kondition og restitutionsevne. Vi burde da vide bedre.  Den nyeste tobaksforskning tyder imidlertid på, at der kan ligge andet og mere end en slatten ryggrad til grund for, at nogle mennesker bare ikke kan holde op med at ryge. Samme forskning antyder også, at begrebet tobakshunger i virkeligheden er langt mere komplekst end oprindelig antaget. For selv om den fysiske nikotinafhængighed og de adfærdspsykologiske fænomener med sikkerhed spiller en meget stor rolle, er det næppe hele forklaringen. Der skal andet og mere til at forklare, at visse mennesker trods års afholdenhed pludselig kan føle en uimodståelig trang til at ryge igen. Ligesom det fænomen, at trangen til at ryge hos langt de fleste, fortsætter længe efter, at de fysiske abstinenser er holdt op.

Og netop den psykiske afhængighed – lysten, den voldsomme trang til at tænde en cigaret er noget af det, forskningen koncentrerer sig om. Hvad er det ved nikotin og/eller eventuelle – endnu ukendte – substanser i tobaksrøg, der kan generere så stærkt et “behov”? For afhængigheden er en realitet. Nikotin regnes for langt mere vanedannende end både heroin og kokain.

 

Egentlig er nikotin en gift.

Rent nikotin er – selv i relativt små mængder – dødeligt og anvendes blandt andet i insektgift.

Vi kan optage nikotin i kroppen på flere forskellige måder. Gennem mave-tarm-slimhinden. Gennem mundslimhinden. Gennem huden. Og via lungerne.

Når vi inhalerer tobaksrøg, vil nikotinen passere over i blodet via lungekapillærernes kredsløb. I løbet af sekunder vil stoffet nå hjernen og begynde at udøve sin virkning der. Ligesom der rundt omkring i kroppen findes nikotinfølsomme receptorer i f.eks. hjertet, arterievægge, spytkirtler, mave-tarmkanal og blære.

Taler vi afhængighed, er det nikotinens effekt i selve hjernen, der er den mest interessante. Stoffet er nemlig i stand til at passere den såkaldte blod-hjernebarriere, en beskyttelsesmekanisme, der normalt effektivt sikrer centralnervesystemet mod uønskede farmakologiske påvirkninger udefra.

Nikotin trænger simpelthen helt ind i hjernens såkaldt mesolimbiske system, hvor det bevirker frigørelse af blandt andet dopamin og noradrenalin.

Dopamin og noradrenalin er signalstoffer, nært beslægtede med stoffet serotonin, der også udøver sin virkning i dette område af hjernen. Alle tre stoffer har stor betydning for vores psykiske velbefindende. Specielt vides dopamin at være forbundet med følelser som velbehag og nydelse.

Noradrenalin genererer opmærksomhed og energi. Hver gang man tager et sug af en cigaret, frigives der altså dopamin og noradrenalin, og man oplever det velkendte “sus”. Desværre vil man relativt hurtigt også udvikle en tilvænning, der bevirker, at stimulation med nikotin bliver en forudsætning for overhovedet at føle sig godt tilpas.

Afhængig af graden af tilvænning vil et pludseligt ophør med tilførsel af nikotin bevirke en relativ mangel. Og mangel på henholdsvis dopamin og noradrenalin vil meget hurtigt resultere i en depressionslignende tilstand, hvor personen bliver trist, irritabel, ukoncentreret og træt.

Det er tilsyneladende ikke alle, der reagerer lige kraftigt på dopaminstimulation og -mangel. Hvilket igen kunne være en af forklaringerne på, hvorfor nogle mennesker aldrig bliver afhængige af tobak, medens andre er hooked efter kun ganske få cigaretter. Problemet er, at hos disponerede individer ser det ud som om, at

hjernen husker nikotintilførslens evne til at øge niveauet af dopamin og noradrenalin. Så i det øjeblik, koncentrationen af disse to stoffer af een eller anden anden grund bliver for lav, vil hjernens mesolimbiske system reagere med at bede om en cigaret.

Og hvad er det så for situationer? Ikke overraskende tidspunkter, hvor man føler sig presset eller ked af det eller decideret deprimeret. Flere undersøgelser har i øvrigt også vist en kraftig sammenhæng mellem rygning og klinisk depression. Disse resultater stemmer fint overens med teorien om dopamin/noradrenalins betydning for humøret, for man ved nu, at depressive personer ikke producerer disse stoffer i tilstrækkelige mængder.

Men selvom det kan være meget godt at kende mekanismen bag sine tobaksabstinenser, så bliver de jo ikke mindre af den grund. Det er heller ikke nogen undskyldning for at opgive et hvert forsøg på at holde op med at ryge.

Men det kan være en hjælp at vide, at der kan opstå tidspunkter, hvor det, psykofarmakologisk set, kan være meget svært at undgå at falde for fristelsen til at tænde en smøg, og at man derfor i disse situationer bør være ekstra opmærksom og ekstra stålsat.

Her kan motion være en kolossal hjælp, fordi kraftig fysisk udfoldelse sætter gang i produktionen af endorfiner, som er stoffer, der øger dit psykiske velbefindende og dæmper din rastløshed og irritabilitet. Samtidig får du lettere ved at holde vægten i ave.