Hvis du vil øge dine chancer for at kunne huske børnebørnenes fødselsdage og i det hele taget have mere velfungerende åndsevner, når du kommer op i alderen, skal du endelig sørge for at motionere.

En gruppe forskere fra University of North Carolina udførte en test på 12 sunde og raske ældre i alderen 60-76 år og fandt, at de personer, der i de sidste 10 år havde været fysisk aktive mindst 3-4 timer om ugen, havde flere små blodkar i hjernen sammenlignet med dem, der havde anvendt mindre end en time ugentligt på motion eller anden fysisk aktivitet. Jo flere små blodkar – også kaldet for kapillærer – en person har i hjernen, desto bedre er blodtilførslen til hjernecellerne, og dermed er der bedre grundlag for velfungerende åndsevner.

Kilde: Radiological Society of North America, December 2008