Spidskål, blomkål og broccoli. Den knasende kål fra mormors køkken har fået comeback og bliver sommerens store hit til grillfester landet over. Sådan lyder det nu fra madskribent Marie Melchior, der anbefaler mere grønt på grillen.

”En grillfest behøver ikke at være et kødorgie. For mig er mange grønne småretter og en smule kød på grillen den bedste menu en lun sommeraften. De grønne retter ligger let i maven og er en fryd for både øjet og ganen,” siger Marie Melchior.

Grøntsager på grillen er blevet særligt populær inden for de sidste par år, og ifølge Marie Melchior henter vi i år inspiration fra tidligere tiders traditioner.

”Med hele nordisk mad-bølgen har gamle kendinge vundet stor indpas, og især spidskål er blevet en rigtig modegrøntsag. Samtidig har vi fået et større fokus på sundhed, og grove grøntsager som de forskellige kålvarianter giver os masser af fibre, vitaminer og mineraler. Derfor er det oplagt at grille grøntsagerne, da det bevarer deres gode egenskaber,” forklarer Marie Melchior.

Pift op med krydderurter
Når knasende kål og andet grønt skal finde vej fra køkkenbordet til terrassens grill, anbefaler Marie Melchior at snitte grøntsagerne i mundrette bidder og pifte dem op med smagfulde krydderier.

”Halvér for eksempel spidskål eller grøntsager som gulerødder og persillerødder, pensl dem i en lækker olie og lad dem få flotte grillmærker. Vend herefter de grillede grøntsager i en lind basilikumpesto og servér dem til fisk, fjerkræ eller i en sandwich dagen derpå,” fortæller Marie Melchior.

Grillfest på farten
Foregår sommerens fester i parken eller på stranden, er der også gode tips at hente til den transportable picnicgrill.

”Snit for eksempel en masse grøntsager hjemmefra og pak dem ind i folie sammen med krydderurter, hvidvin og olie. Så er det bare at lægge grøntsagspakkerne på grillen, og derefter er der sprøde og lækre grøntsager som en let hovedret eller som tilbehør,” siger Marie Melchior.

Klassisk dessert
Som afslutning på grillfesten anbefaler madskribenten at gøre brug af sommerens mange, modne blommer.

”Tag en håndfuld blommer, halvér dem og læg dem i en foliepakke. Strø lidt rørsukker eller lækker honning hen over, tilsæt en stang af vanilje eller kanel, og lad blommerne blive lune og karamelliserede over grillen. Servér så blommerne med lidt is eller fromage frais til,” siger Marie Melchior.