Hvis man vil opnå bedre resultater og blive en hurtigere løber, kan man, i følge danske forskere, træne mindre, så længe man husker, at sprinte 30 sekunder indimellem.

Jo mere tid man bruger på sin løbetræning, des bedre resultater. Det skulle man i hvert fald tro, men nu tyder ny forskning på, at det ikke nødvendigvis er korrekt.

Det er set før hos seriøse udholdenhedsløbere. Derfor besluttede, professor Jens Bangsbo og hans forskergruppe fra Københavns Universitet, at undersøge hvor stor gavnlig effekt, mindre, men mere intensiv træning, egentlig har for løbere på længere distancer.
I undersøgelsen blev 12 erfarne løbere bedt om at reducere deres træningsmængde med 25 procent. Til gengæld skulle de sprinte 6.12 gange i 30 sekunder, 3-4 dage om ugen. Efter blot 6-9 ugers ændret træning forbedrede de i gennemsnit deres løbetid på 10 km med 1 minut fra 37,3 til 36,3 minutter. Det må siges at være et mærkbart resultat.

”Vi er overraskede over, at det har så stor en effekt. At man kan forbedre sig med et minut efter kun 6-9 uger af den type træning, og at seks af løberne lige pludselig sætter personlig rekord, det er en overraskende stor effekt,” siger Jens Bangsbo.
Løberne forbedre samtidig også deres præstation på 30-sekunders sprint og en 2-minutters test, med henholdsvis 7 procent og 36 procent.

Desuden bemærkede forskerne, at den nye træningsform gjorder at løberne fik flere natrium- og kaliumpumper i musklerne samt langsommere ophobning af kalium under træning, hvilket muligvis er en væsentlig årsag til den forbedrede ydeevne.
Jens Bangsbo anbefaler, at man indimellem løber 30 sekunder med 95 procent af sin maksimale fart, hvis man vil forbedre sin tid på de lange løbeture.

”Mange motionister er meget interesserede i deres egen præstationsevne, så det er et meget godt budskab til dem. Hvis det er vigtigt for dig at løbe hurtigere, så kan du få meget glæde af den her type træning,” siger professoren afslutningsvis.

Kilde: Videnskab.dk