Veltrænede herrekroppe er i focus som aldrig før. I reklamerne ser vi mænd som sexobjekter og den veltrimmede, symmetriske og atletiske krop er in, som aldrig før. Men hvordan den perfekte mandekrop skal se ud, er ikke kun et spørgsmål om øjnene der ser, men så sandelig også et spørgsmål om tidsånd. For historien viser os, at også tidligere har veltrænede mænd været i fokus.

Det græske ideal

Tanken om en sund sjæl i et sundt legeme er ikke et moderne fænomen; det går langt tilbage. I Odyséen, der handler om den græske sagnhelt Odysseus’ hjemrejse fra krigen i Troja (den med træhesten), der blev skrevet godt 700 år før vor tidsregning, skorter det ikke på hentydninger til Odysseus’ “kraftige skuldre”, hans “senede arme” og den kraftige nakke. “ej svag han tykkes af skabning”, som en af bipersonerne siger om ham.

Den græske klassiske filosof Platon (427-347 f.v.t.) beskriver hvordan samfundet bør indrettes: Nederst har vi håndværkerne og bønderne, i midten soldaterne og øverst lederne – som selvfølgelig skulle være filosoffer! Men genstanden for hans beundring var soldaterne, de såkaldte “vogtere”. Disse skulle opdrages gennem en balanceret træning, dvs. deres ydre kvaliteter skulle opdyrkes, kamptræning, legemsøvelser og diæt, mens de indre dog heller ikke måtte forsømmes: Kendskab til kunst, litteratur, musik og digtning. Kun en sådan sammensætning ville sikre deres komplette udvikling. Harmoni er nøgleordet hos Platon og alle de andre store tænkere fra dengang.

I det antikke Grækenland var den æstetiske dyrkelse af mandekroppen et fremherskende element, hvad der tydeligt kan ses af statuer og tegninger.

Proportionerne var i centrum: Der var fastlagte retningslinier for, hvordan en krop skulle se ud, og i skulpturerne får vi et ganske godt indblik i, hvordan disse idealer så ud. Billedhuggeren Polyklet opstillede et sæt regler for idealmålene, en opstilling, der desværre er gået tabt, men han lavede en statue – Doryforos, Lansebæreren – for at illustrere sine regler, og denne udtrykker harmonien ganske godt. Han havde foretaget studier i “marken” og ladet sig inspirere af unge atleter. Statuen var således et udtryk for det bedste i alle disse, en slags “ideal-gennemsnit” af den veltrænede sportsmand.

Læg mærke til en af statuerne, fx inde på Glyptoteket eller i en hvilken som helst bog om kunst, og sammenlign form og opbygning med vore dages idealmål for den veltrænede krop. Ikke meget har forandret sig! Op gennem hele historien har vi mennesker beundret de trimmede iblandt os, og hver kultur har i sine krav til det ideale påfaldende sammenfaldende elementer

Selv om grækerne beskæftigede sig en del med matematik og faste skemaer for kunst, så hældede de mere i retning af at tage udgangspukt i menneskekroppen. Et “stadion” har fx navn efter “stadie”, et længdemål, hvis prototype er sagnhelten Herakles’ fod. Marathonløbet har navn efter byen Marathon, hvor grækerne vandt en stor sejr over perserne i 480 f.v.t. En løber blev sendt afsted for at viderebringe det glade budskab, men de 42 km var for meget for ham, så han udåndede straks efter han havde sagt hvad han skulle!

Deltagerne i de antikke olympiske lege var genstand for mindst lige så megen beundring, som nutidens sportsstjerner er det, og lige som i vore dage blev de for en stor del ligesåvel beundret for deres flotte fysik og fremtræden som for deres præstationer. De klassiske discipliner bestod af hesteløb, femkamp (løb, diskoskast, spydkast, længdespring og brydning), løb, brydning, nævekamp, pankration (en slags blanding af boksning og brydning) og hoplitløb (løb med krigsudrustning: Skjold, hjelm og benskinner).

At spise sundt blev også betragtet som vigtigt. De førnævnte “vogtere” måtte undgå excesser af enhver slags. De sammenlignes med sportsmænd der ved, at den rigtige diæt er vigtig. Ingen krydrede eller søde sager, intet slik (jojo, det fandtes skam også dengang!), og især ikke det ellers så velsmagende bagværk fra Athen!

Man ser, hvordan alt samler sig om idealet om harmoni. Mellem krop og sjæl, mellem tapperhed og dumdristighed, tilbageholdenhed og frembrusethed. Den græske kultur var – eller forsøgte at være – i balance med sig selv.

Det romerske krigerideal

Romerne overtog meget af den græske kultur, heriblandt kunstens idealer og retningslinierne for billedhuggeriet. Rom var et imperium bygget på ekspansion og

erobring, og dette afspejlede sig i kulturen. Styrke, tapperhed og loyalitet var egenskaber, der sattes højt – krigeridealer. Det vigtigste for soldaten, og dermed for den romerske borger, var disciplinen. Krop og sjæl skulle holdes i tømme for ikke at forfalde. Hvad man spiste var vigtigt. I felten levede soldaterne bogstaveligt talt af vand og brød, alt andet ville være blødsødent. Måske ikke udtryk for den klogeste holdning til kosten – men et eksempel på jernhård disciplin og enkelhed. I spændingen op til de store slag kan man godt forestille sig, at det har været svært at “carbo-loade”.

Når romerne skulle hygge sig, tog de til amfiteatrene for at se gladiatorkampe. Her udkæmpede mægtige krigere kampe på liv og død til stor moro for tilskuerne. Selv om de ofte var krigsfanger eller slaver, var de beundret og datidens sportsstjerner.

Den fysiske træning var vigtigt for de unge romere. Der blev spillet bold, løbet og redet. Vægtløftning – som man altså også kendte dengang! – var dog kun noget, nævekæmperne foretog sig. Tænk, at der skulle gå så mange år før moderne boksning tog dette til sig; det er først indenfor de sidste 20-25 år, at man indenfor denne sportsgren er begyndt at træne med vægte for at forbedre formen!

Også romerne levede efter idealet om mådehold. Balancen skulle opretholdes, harmonien være til stede. En ensidig dyrkelse af sjælen eller kroppen var lige slemt.

Mådeholden og moderat

Frankerkongen Karl den Store, der juledag år 800 e.v.t. lod sig krone som den første tysk-romerske kejser, levede også op til idealerne om harmoni. Han blev rost for at være mådeholden og moderat. Han trænede tit, svømmede hver dag, red og trænede jagt. Han spiste ordentligt uden at foræde sig. Han beskrives som stor og stærkt bygget; igen kommer proportionerne ind i billedet: Hans højde var syv gange længden af hans fod. Selv om han havde en tyk nakke og en “fremtrædende” mave, så “skjulte symmetrien i resten af kroppen disse defekter”. Læg mærke til at disse ting betegnes som defekter – altså at de betragtes som mangler, afvigelser fra idealet. Også i middelalderen var en flad mave trendy!

Over 1000 år før Sundhedsstyrelsen nåede til samme konklusion, var Karl af den opfattelse, at tre glas vin om dagen var det sundeste. Det drak han hver dag – hverken mere eller mindre! Han tog sig også en eftermiddagslur om sommeren, efter måltidet, som iøvrigt blev afsluttet med frugt.

Dog havde han problemer med sin trang til mad. Han var lidt for glad for at spise,

og trods lægernes advarsler var han gladest for steg. Når de rådede ham til at spise kogt kød i stedet for stegt, affejede han dem. Dette resulterede i, at han ofte var på faste – altså slankekure ordineret af lægerne – noget han hadede!

Igen er det vigtigt at lægge mærke til, hvor lidt nyt der er under solen: De fleste

af de råd, vi idag får fra eksperterne, er ikke noget nymodens sludder – det har faktisk været anerkendt som sandheder i århundreder! Og ganske som idag er der nogle som forbander lægerne og deres råd langt væk.

Karl den Stores historie er et interessant vidnesbyrd om hvad der foregik i middel-alderen, for ellers var det sådan, at i kunsten var kroppen ikke så fremtrædende. Kristendommen satte andre idealer i højsædet, og selv om tapperhed, dyd og styrke stadig blev beundret, var interessen ikke i samme grad samlet om individet og dets fysiske fremtoning.

Vikingerne, som huserede på denne tid, er velkendte for deres vildskab og kamp-iver. Som en selvfølge var de specialister i at kæmpe, men mindre kendt er det, at mange vidnesbyrd tyder på, at de faktisk i virkeligheden var ret så civiliserede efter tidens standard. De vaskede sig en gang om ugen(!), gik i pænt tøj (der i England endda dannede mode) og havde velorganiserede samfund. De trænede kamp, jagt og de red, foreteelser, der går igen alle steder. Kulturen var bundet op på mange uskrevne love, der bl.a. påbød gæstfrihed, mådehold og blodhævn. Ting, der senere blev skrevet ned, og som vi idag kan studere for at lære mere. Krigens idealer går igen, og som erobringsivrige var vikingerne selvfølgelig beundrere af en lidt mere agressiv fremfærd. Deres kost var forholdsvis sund – den var meget grov, hvad fundet af skeletter med ned-slidte tænder vidner om, men til gengæld var huller i tænderne så godt som ukendt. De kogte næsten udelukkende deres kød, så stegningens farer var ikke en risiko

Smukke kroppe i kunsten

Renæssance betyder genfødsel, og tiden efter middelalderen var en genoplivning af de gamle klassiske og især græske idealer. Igen kommer menneskekroppen i centrum, og kunsten eksploderer i et overflødighedshorn af fremstillinger af smukke kroppe. Individet træder igen i fokus, den enkelte og hans muligheder. De hævdvundne proporioner kommer igen til udtryk, og den muskuløse krop fremstilles så naturtro som muligt.

Et maleri som Michelangelos “skabelsen af Adam” udtrykker forholdene ganske godt: Adam er saftsuseme stor!

Som bekendt optræder alting i en cyklus, og som middelalderen lagde låg over Antikkens åbenhed og kunstneriske frodighed, således kommer andre tidsaldre i kølvandet på renæssancen og tilslører den. Først i vore dage begynder vi igen at nyde den dyrkede krop.

Den første i nyere tid var tysker, Eugene Sandow – der, inden han i slutningen af det attende århundrede blev opdaget af af den amerikanske variete konge Florenz Ziegfeld, havde ernæret sig som stærk mand på europæiske markeder. Ziegfeld havde, allerede inden han blev korpigernes konge med sine berømte Ziegfeld Follies, et godt øje for markedsføring. Med et image som “Verdens mest perfekte mand” var det ingen sag for Ziegfeld at gøre Sandow til en berømthed omkring århundredskiftet. Når Sandow optrådte for amerikas nyrige foregik det ved en kombination af diverse poseringer og vægtløftnings øvelser akkompagneret af en klassisk pianist.

Sjældent iført mere end et figenblad blev Sandow fotograferet af en lang række af datidens største fotografer. Og Sandows berømmelse kan vel bedst understreges ved, at hans navn på den tid nærmest var et synonym for maskulin styrke.

I slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne fik veltrænede herre kroppe igen en renæssance. Datidens store navne var Tony Sansone, der vandt den første officielle Mr. America konkurrence, og Charles Atlas, som opfandt datidens “bullworker” og tjente en formue på en postordreannonce, der lovede svæklinge, at på blot 15 minutters daglig brug af Charles Atlas magiske fjedre, kunne de blive næste års strandløve. Så hjemmetræningsudstyr per postordre, der lover guld og grønne skove, er skam heller ikke nogen ny opfindelse.

I krigsårene havde man andet at tænke på, men allerede i 1947 blev de første Mister Universe konkurrencer afholdt i London. Blandt de mange deltagere fandt man blandt andet en håbefuld ung skotte, der senere skulle få stor succes under navnet Bond, James Bond. Men det blev nu ikke Sean Connery, der vandt konkurrencen, det blev istedet en ganske ung amerikaner ved navn Steve Reeves. Hans symmetriske og velproportionerede krop vakte mindst lige så stor begejstring, som hans klassiske ansigtstræk. Og det varede da ikke længe, før han satte kursen mod Hollywood – først i rollen som Lill Abner og siden i en serie af Hercules film. Steve Reeves blev i 50érne – for udbredelsen af vægttræning – hvad en ung Østriger ved navn Schwarzenegger blev i halvfjerdserne.

Mange er stadigvæk af den overbevisning, at den fysik Steve Reeves besad i midten af halvtredserne, er det, der kommer nærmest de gamle grækeres definition på en perfekt krop. En krop hvor hals, arme og lægge har samme omkreds, og hvor skulderbredden er det dobbelte af taljemålet. Og ikke mindst en krop der er estetisk at betragte og som ligger milevidt fra nutidens groteske bodybuilding idealer.

Tekst: Steen Broford