Nu indtager efterårets grove grøntsager butikkerne, men ofte ender de farverige fiberbomber i de samme to retter. Det behøver dog ikke være så svært at forvandle grøntsagerne til lækre, velsmagende retter. Sådan lyder det fra madskribent Lone Kjær, der især anbefaler rødkål og grønkål til at give ganen og sundheden et pift i det mørke efterår.

”Når vejret bliver køligere, kalder vores krop naturligt på den mere tunge mad, som vi får med grove grøntsager som kål og rodfrugter. Og det er faktisk ret nemt at forvandle grøntsagerne til lækre, farverige retter, som alle rundt om bordet har lyst til at spise,” siger madskribent Lone Kjær.

Foruden grøntsagernes farverige egenskaber er smagen i top, og de grove grøntsager er en god genvej til at opnå de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen.
”Især de mange varianter af kål er en rigtig god måde at få masser af de nødvendige kostfibre og vitaminer på. Samtidig giver kålen en god, mættende fornemmelse. Så vil man være sund, skal man gå efter kål til aftensmad,” siger Lone Kjær.

Gør kålen populær
Ifølge madskribenten kræver det kun små tiltag for at gøre kålen til et populært indslag på middagsbordet.

”Kodeordet er at snitte kålen i små, fine strimler. Det gør grøntsagen virkelig velsmagende og nem at spise. Skal den have et yderligere pift, så vend eksempelvis den smukke rødkål med søde Clara Friis-pærer, en håndfuld krydderier og ristede mandler. Eller steg kålen en anelse på panden med hvidløg og karry,” fortæller Lone Kjær.

Hun fremhæver også grønkålen med de sjove, krøllede blade som en nem måde at pifte middagsmaden op på.

”Brug eksempelvis grønkålen i stedet for almindelig grøn salat eller miks det med salaten, hvis smagen bliver for voldsom. Den grønne kål er også et fiberholdigt alternativ til spinat i grøntsagstærten,” siger Lone Kjær.

Lok hvidkål i ungerne
Ofte kan familiens mindste være svære at lokke med på grøntsagsvognen. Men også her er Lone Kjær klar med gode råd.

”Hvidkålen er nemmere at spise end andre kålvarianter, og den er rigtig god at bruge rå. Et sikkert hit hos børnene er at gå sammen i køkkenet og lave små forårsruller med fintsnittet hvidkål,” siger Lone Kjær.

FAKTA:
Ud af de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen, bør mindst halvdelen komme fra grøntsager, og gerne de grove typer som kål og rodfrugter

Hvidkål er i sæson fra august til april, rødkål findes i butikkerne fra september til januar, mens grønkål er i sæson fra oktober til februar.