Vinterbadere har vist det længe, men nu slutter videnskaben sig også til i lovprisningen af kuldes effekt på helbredet. Wellness klinikker verden over er begyndt at tilbyde en tur i et iskoldt kryokammer med en temperatur på minus 160 grader.
Umiddelbart kan det synes ulogisk, at det skulle være sundt at træde ind i et iskoldt kryokammer, kun iført sokker, maske og handsker. Men det ultimative kuldechok kan være et udtryk for sundhed.
Kulde kan gøre meget godt for fysiologien, ifølger Frank Christian Pott. Han er dr. med. og overlæge på anæstesiologisk afdeling ved Bispebjerg Hospital, hvor han beskæftiger sig med kuldeforskning og anvender kulde til behandling af patienter med hjernesvulster.

»Kryoterapi kan sammenlignes med issvømning, og jeg vurderer, det kan have samme fysiologiske gevinster: Det hærder kroppen, og har en gavnlig effekt på hormonerne,« siger Frank Christian Pott. Når kroppen udsættes for et gigantisk kuldechok, udsættes den for stress, og det har en afstressende effekt på lang sigt.
»Ekstrem kulde frigiver hormonet, kortisol, som modvirker stress. Derudover frigives endorfiner, som er kroppens eget lykkestof,« udtaler Frank Christian Pott til Børsen FødevareSundhed.
Minus 160 grader lyder en del koldere end et typisk vinterbad, der sjældent overskrider minus 15, men kryokulden virker ikke koldere, end et vinterbad, og det skyldes, ifølge Frank Christian Pott, at kulde opleves mindre koldt i luft end i vand. Han sammenligner med en sauna, som har temperaturer på op mod 100 grader, hvilket er gavnligt for kroppen, hvorimod det er skadeligt at nedstige i vand på 80 grader.
Kryoterapien har rødder i Japan, men det var en række polske forskere, som første gang anvendte kryoterapi til behandling af sportsskader i 2000. I dag anvendes metoden på Det Olympiske Center i Spala i Polen til atleter som skal komme sig hurtigt efter sportsskader og som ønsker at øge præstationsniveauet.
Mike Voight, som er professor og forsker ved Belmont Universitet i Tennessee, samarbejder med Titleist Performance Institute om optimering af træningen og biomekanikken hos nogle af de bedste golfspillere i USA og Europa. Mike Voight har store forventninger til kryoterapiens virkninger.
»Terapien har vist sig at have gavnlige effekter på restitutionen af muskelstyrke efter hård muskeltræning,« siger Mike Voigt.
Metoden er udviklet i Polen, hvor den har været anvendt af topatleter til at kunne tåle hård styrke træning dagligt uden behov for de normale 24-38 timer pause.
Indtil videre skal man rejse en tur til udlandet, hvis man ønsker at stifte bekendtskab med det ultimative kuldechok, men bliver der måske lavet om på i fremtiden. Dr. med. Henning Langberg fra Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital bekræfter at han har været i kontakt med Mike Voight om golfspillernes brug af kryokamre og udviklingen følges nøje. Henning Langberg er, ligesom sin kollega, positiv overfor de kolde kamre, og han bekræfter at han i samarbejde med fitnesskæden Fysiq undersøger muligheden for at atleter og medlemmer af Fysiq i fremtiden kan tilbydes kryoterapi.
»Vi afventer den videnskabelige udvikling inden for området, men hvis resultaterne holder, håber vi at Fysiq bliver de første til at tilbyde terapien til danske atleter i fremtiden,« udtaler Henning Langberg til Børsen FødevareSundhed.

Kilde: Børsen